Gule ærter med et twist. Foto: Jeppe Sloth Carlsen.
Efterårets traditionelle søbemad får et moderne twist med røde linser i Connies køkken. Foto: Jeppe Sloth Carlsen.

11.11.2015 Connie Terndrup, værtinde i Bibelselskabet

Lav gule ærter med inspiration fra Ezekiels Bog

Efterår er lig med søbemad. Bibelselskabets værtinde Connie vil med udgangspunkt i Ezekiels Bog servere gule ærter - men med et moderne og sundt twist.

Der tales meget om mad i Bibelen. Der er mange beskrivelser af urter og kornsorter, tilberedning af kød og forbudte frugter. Vore forfædre havde et nært forhold til jorden og dens afgrøder, og forskellige religioner har hver deres ophøjede spise og sædvaner forbundet med middagsbordet.

På dagens middagsbord vil jeg servere gule ærter med et twist. Jeg skifter de gule ærter ud med røde linser, som koges og pureres. Velbekomme!

Tag hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt, hæld det i samme fad, og bag brød af det. I de 390 dage, du ligger på siden, skal du leve af det. Maden, du spiser, skal være afvejet, tyve sekel om dagen; det er, hvad du må spise dagligt.

Ezekiels Bog, 4,9-11

Middag til fire personer

Linsesuppe:

  • 200 gram røde linser
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. Tahin
  • 1 spsk. spidskommen
  • 2 spsk. soya
  • 1 kvist frisk basilikum
  • 3 spsk. citronsaft
  • 1 dl græsk yoghurt
  • 50 gram soltørrede tomater
  • Groft salt og friskkværnet peber

Kog linser til de er møre – ca. 1/2 time. Sigt vandet fra og lad dem køle lidt af, inden de blendes med alle ingredienserne. Tilsæt eventuelt olie og kogevandet fra kødet.

Svinebryst:

  • 1 kg Svinebryst, kogestykke
  • 1 stk. suppevisk eller ”bouquet garni” af sammenbundne blade af porre, persille og timian

Dæk kødet med saltet vand i en gryde, bring det i kog og skum. Tilsæt din bouquet garni, og lad svinebrystet koge for svag varme i en lille time. Skær kødet i fire lige store dele, og sæt i ovnen ved 225 grader i ca. 1/2 time. Lad kødet få en lettere karamelliseret overflade, før det serveres.

Anret linsepureen så den fylder hele tallerkenen og er ca 1 cm høj. Læg kødet i midten af tallerkenen, og afslut med en håndfuld brøndkarse på toppen af kødet. Servér eventuelt med brød som beskrevet i bibelcitatet.

Dessert:



Da hovedretten kan være meget mættende, anbefaler jeg en god kop kaffe og et lækkert stykke chokolade til dessert. Velbekomme!

Connie

Blå bog

Connie Terndrup er værtinde i Bibelselskabet og klummeskribent i 'Connies køkken' fra magasinet Bibelen og Verden.