Under solen 

Kapitel 1: Begyndelsen
Gud findes før alt andet, findes i begyndelsen og i det, der endnu ikke har taget form. Gud skaber jord, hav, tomhed, mørke. Guds ånd svæver over vandene, strømmer som mælk gennem urdybet. Rejser en tåge fuld af øjne, der ligner sværme af ildfluer, et blussende daggry, der vågner midt i det øde. Gud har set, hvordan verden vil blive, og glæder sig. Gud taler, så det runger i fraværet, kender ord for ting, før de bliver til: dag og nat, morgen og aften. Guds virkelyst kender ingen grænser, skaberens hænder er utrættelige, ælter modsætninger sammen og skiller dem ad, sætter tiden som vidne, tiden som hjul, der aldrig holder op med at dreje, lysets kridhvide hvælving afløser dybhavets mørke, et brus af rosa og guld sat som en levende bræmme mellem hver nat og hver dag. Gud benævner og kalder, Gud gøder og frembringer, sætter stjerner som tegn, som toner, der slår årets takt, tager en glød fra den brændende sol og tænder månens lanterne. Gud lader det vrimle på jorden: skaber planter, der sætter frø, træer, der bærer frugt med kerne, farvestrålende fugle og glinsende havdyr, krybdyr, kvæg, vilde dyr. Gud giver sig selv krop, køn, ansigt, mund, to fødder, der kan betræde den nyskabte jord. Gud glæder sig over sit værk, ler, hver gang han finder på noget nyt, ser, hvor godt det er. Så strejfer Gud omkring i verden, længes efter nogen, der vil herske over alt det skabte, ser sit eget ansigt spejlet i det blikstille hav, tænker: Se, det er mit ansigt, det giver jeg menneskene, for dem vil jeg elske.

Marken ligger fed og mørk, men endnu er intet spiret frem, for her er det ikke Gud, der skal pløje og så og vande. Ikke Gud, der har brug for at høste og spise af jordens gavmildhed. Gud rører den bare jord, så en kilde springer frem, og kilden bliver til en strøm, der bugter sig tværs gennem den skønneste have, deler sig i fire floder der, hvor beplantningen tynder ud, og ørkenen begynder: Pishon, Gihon, Tigris, Eufrat. Vandet fanger lyset som krystaller, rent og perlende, sprøjter ud over al den modtagelige jord. Og Gud begraver hænderne i mulden, blød og våd, former en klump af ler. Gud gør sig umage: tæer og fingre, negle og bøjerynker, næsebor med småbitte hår, ører, der ligner havskaller, hud, der kan have mange farver, organer og blodbaner og et hjerte som det, der banker i alle levende væsner. Gud lader et lem dingle mellem benene på sit menneske som et stykke værktøj, stryger maven glat og fin og helt uden mærker. Så lægger Gud varsomt munden over sit jordmenneskes ansigt. Lerlæberne bevæger sig sagte, brystkassen hæver sig, da Gud puster livsånd i dette første menneske. „Adam,“ hvisker Gud, og mennesket strækker sig, slumrer videre ind i den syvende skabelsesdag.

Gud elsker sit lille væsen, Gud er fuld af håb og giver ham et hjem. Det er en have i Eden, der ligger ved verdens østligste kant, frodig og vild, blomster åbner kronblade i stød af svimlende duft, løvet vender sig, rasler i brisen, lysets pensel, natten tyst og sval. Vekslende skygge og sol, mild regn, dug, der daler som ædelstene. Der er altid noget at se på, altid frugter og planter nok til at spise sig mæt, søde og sure og bitre. Gud går gennem sin have og nyder det hele, lader livets træ skyde frem midt i haven med frugter, som giver evigt liv til den, der spiser af dem. Et andet sted har Gud plantet kundskabens træ, ladet kernen flække, spiren bryde en flænge i jorden. Stammen furet og hård, kronen tæt og uden torne. Frugterne tynger grenene ned, det ser ud, som om de er støbt i en håndflade, deres duft er ubestemmelig, saften som blod.

Og Gud løfter mennesket ind i den nye bolig, mærker det fugtige åndedræt, lytter til det tikkende hjerte og er lykkelig. Gud holder af at se manden gå omkring i Edens Have, se, hvordan han bruger sine hænder og fødder, se, hvordan håret beskytter hovedskallen mod sol. Mennesket elsker sin skaber og kan leve godt sådan.

„Alt det her er til dig,“ siger Gud med den stemme, som mennesket kender bedre end sin egen, for han har endnu ikke nogen at tale med ud over Gud, og det er svært at vide, hvad man skal sige til den, der har skabt det hele på egen hånd.

„Du må spise af alle træer,“ siger Gud og peger så på kundskabstræet, „bare ikke af dette.“

Og mennesket nikker, fuld af tillid. Gud har givet ham evnen til at tale, og nu bobler hans første ord frem gennem struben: Hvorfor?

Gud ler, Gud er tålmodig. Mennesket er nyt, Gud har givet det en egen vilje og ønskede det sådan: at mennesket vil undre sig.

„Det træ giver viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt,“ siger Gud, „spiser du af frugten, skal du dø.“ 

Gud tier, betragter igen sit menneske, er ikke helt sikker på, han forstår det: at mennesket slet ikke har brug for at kende forskel på det ene og det andet, for det gør Gud allerede. At dét, der omgiver ham, er selve livet, og at det er i livet, han hører til.

„Dø?“ spørger Adam og lytter til det fremmede ord. 

Han venter ikke på Guds svar, vender bare ryggen til og er igen optaget af et eller andet, nynner på sit menneskesprog med sin dybe menneskestemme, toner af kærlighed og længsel. Gud hører det som en kalden, som et kim af ensomhed, der kan vokse sig stort.

„Giv dyrene navne,“ siger Gud, og så smiler mennesket, for det er godt at have ansvar for noget.

Mennesket har både fantasi og ihærdighed, nye ord bliver ved med at strømme ud, hver gang han åbner munden, og Guds kærlighed giver genklang i alle navne. Bagefter sidder mennesket på en lille tue, solen er ved at gå ned, jorden afgiver sin varme, skyggerne rækker ud efter natten. Manden er træt, hans hænder hviler på hans lår, han falder sammen i ryggen, ser sig omkring. Dyrene kom i par, men der er ingen ligesom ham og ingen, han kan følges med, når han går gennem haven og forundres. Kun Gud, selvfølgelig, og det burde måske også være nok? Gud knipser, trækker en kappe af søvn ud mellem fingrene, pupillers mørke, sølvstjerner og solens forsvundne stråler. Manden lægger sig i det bløde græs, det sitrer bag hans øjenlåg, og Gud presser en finger ind gennem hans side, et hurtig knæk, og han trækker et ribben ud, lukker såret med håndfladen. Så tørrer Gud blod af i græsset, sidder med den buede knogle i hånden, lader den forvandle sig mellem hans hænder: Endnu et menneske tager form, ligesom det første og alligevel anderledes. Gud lægger hende ved siden af den sovende Adam, hvisker i hans øre: Her er kvinden, hun er din. Og Adams lem rejser sig i søvne, de mærker hinandens varme, hun tager imod ham, han vokser ind i hendes modtagelige krop, og et øjeblik er det, som om de er ét og samme kød. 

Hver dag går Adam og kvinden omkring i Edens Have. Der er altid noget at se på og steder, de ikke har været før. Om natten ligger de i græsset og under himlens bløde tæppe, lader fingre tegne omrids af de billeder, stjernerne danner. De ligger i hinandens arme, spundet sammen af deres åndedræt, lytter til rislen og susen, kvækken, piben, brølen i mørket, ser dyreøjne glimte mellem buskene. Menneskene kærtegner hinanden, mens de ser hinanden i øjnene, og det føles som at vente på noget stort og vidunderligt, der med sikkerhed vil ske. De hvisker deres kærlighed: lille hennaklase, min lilje, min rose, æbletræ, hjortekalv, kongehest, due, myrra, mælk, honning, sødeste vin. De kender ikke til skam, de kender ikke til ondskab, de ved ikke, hvad godhed er, selvom de lever midt i den. De ser forskelle, og de ser ligheder, de dømmer ingenting. De spiser, når de er sultne, drikker af kilden, hver frugt synes mere saftig og sød end den foregående. De rører ved vildsvinenes glatte stødtænder og stride pels, de lader insekter løbe over deres fødder og ler, fordi det kilder. De begraver ansigterne i løvens manke, indsnuser den stærke lugt af dyr, de begraver hænderne i fårenes fede uld. De bader, de lader brisen og solen tørre deres hud, de bliver aldrig forbrændte, for Gud skærmer dem. Når kvinden stiger op af vandet, glitrer hendes hud som kobber, hendes hår som olie. Adam rører hende, hun rører ham, det bliver de aldrig trætte af. Af og til går de omkring hver for sig, mærker sød længsel. De kender ikke til angst, for de ved, at Gud passer på dem, og han har aldrig sagt, at der er noget at frygte. 

Kundskabstræet er smukt, alle farver spiller i barken, bladene bevæger sig som hår. Det ligner ikke noget andet træ i haven, det er svært at få øjnene fra det. Kvinden har sat sig i dets skygge, hun ser op mod kronen, flygtige glimt af en lysende himmel, frugterne er tunge og modne. Det er dét træ, hun og Adam ikke må spise af, de retter sig efter det, andet er ikke faldet dem ind. Kvinden lukker øjnene, lytter til vinden i løvet og til fuglenes middagssang, og så synes hun med ét, at nogen kaldte på hende. Hun venter, måske blundede hun, måske var det en drøm. Det lød i hvert fald ikke som Adams dybe stemme, og Gud var det bestemt ikke. Så hører hun det igen, en lavmælt hvislen: „Kom her.“

Hun rejser sig, det er slangen, den snor sig om de nederste grene. Mod dens grønlige skind ligner barken perlemor. Hun rører ved stammen, den er overraskende hård og kold, slangens øjne er små og stirrende, og hun synes ikke, de plejer at se sådan ud. Hun lader også fingrene glide over slangens krop, der går en sitren igennem den, den spiller så sjovt med tungen.

„Har du set Gud i dag?“ spørger slangen og vikler sig rundt om hendes håndled.

Kvinden ryster på hovedet, ser op under kronen igen, lyset trænger kun svagt igennem.

„Jeg har heller ikke kaldt på ham,“ siger hun, „hvis jeg gør det, så kommer han jo.“

„Han kommer ikke, når jeg kalder,“ siger slangen og ser på hende med sine slangeøjne, „men det er jo også kun dig og Adam, der er skabt i hans billede.“

„Vil du da Gud noget?“

Slangen kryber op under kronen igen, lader sig dumpe ned, så dens hoved dingler ud for hendes.

„Jeg har bare spekuleret over noget, jeg ikke kan forstå,“ siger den og duver frem og tilbage, „har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?“

„Nej, nej,“ ler kvinden, „det ville da være tosset! Hvordan skulle vi kunne leve, hvis vi ikke måtte spise? Det er kun kundskabens træ, vi ikke må spise af, for gør vi det, skal vi dø.“

Hun trækker hånden til sig, for Gud har vist sagt, at de ikke engang må røre ved det træ, og nu kommer hun i tvivl, om han kun mente frugterne. Hun tørrer hænderne af mod sine lår.

„Dø?“ Slangen lader hende ikke slippe fri af sit blik. „Dø? Hvad betyder det overhovedet?“

Kvinden betragter slangen, det smukke skind. Hun åbner munden og lukker den igen. Død er ord for noget, der ikke findes, og noget, hun ikke kender. Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Skal hun sige: Ikke at være levende? Ikke at være her? Intet af det giver mening, det er alt for stort og uklart. Et øjeblik synes hun, at slangen ler.

„Hvad så med livets træ?“ spørger den og strejfer hendes kraveben, så hun gyser. „Så får man evigt liv, ikke? Må I spise af det?“

Kvinden ser ned mod strømmen, en fugl står ude i vandet på sine røde ben og knebrer med næbbet. Hun trækker på skuldrene, ikke længere så interesseret i, hvad slangen siger. Det var kun det ene træ, de ikke måtte røre, men det andet holder de sig også fra. En gang sagde hun til Adam, at det er, som om der er et usynligt hegn om livstræet, og han sagde, at han havde tænkt det samme.

„I skal da ikke dø, fordi I spiser af de frugter, som Gud selv har skabt!“ insisterer slangen. „Så vidt jeg ved, er det eneste, der kan ske, at I kommer til at forstå alting bedre, og at I bliver mere som Gud.“

„Mere som Gud?“ gentager kvinden og slipper fuglen og den glitrende strøm med blikket. Tanken om alt det, Gud har skabt til dem, iler varmt gennem hende. Alt det, Gud kan, de mange måder, han sørger for dem på. Er de tørstige, giver han dem noget at drikke. Er de sultne, kan de spise. Når de er trætte, viser han dem steder, hvor de kan finde hvile. Han har skabt et sted, hvor de hører til. Han har givet dem hinanden. Af og til tænker hun, at hun gerne vil gøre noget for Gud også. Noget særligt, som vil gøre ham glad, men hun kan ikke komme på, hvad det skulle være. Han er altid langt foran dem, har regnet det hele ud og taget sig af alting. Det er, som om hun og Adam glæder ham ved blot at være til, og de har hørt, hvordan Gud ler, når han betragter dem gå gennem haven med hinanden i hånden. Men hvis hun og Adam kunne være mere ligesom ham, ville det måske være endnu bedre?

Kvinden falder hen i tanker, slangen vugger og hvisler, og hun synes om at se på den. Den bevæger sig ud langs en af de nederste grene, så let som var den lavet af luft. Hun rækker hånden frem, det rykker i kroppen, da hun plukker en af de faste, bløde frugter, lokkende snarere end ubehageligt. Næsten samme følelse, som når Adam lader sin finger løbe ned langs hendes rygrad. Frugten ligger godt i hånden, og hun snuser til den. Sødere og mere krydret end noget andet, en lille snert af bitterhed.

Adam lægger hånden på hendes skulder, netop som hun lader tænderne gå gennem det lodne skind. Saften eksploderer i munden, så stærk, at øjnene løber i vand. Hun havde slet ikke hørt ham komme, men vender sig og rækker ham frugten uden at sige noget. Nikker måske, mere skal der ikke til, for at også han tager en bid. De deler, sutter kernen ren, slikker saft af fingrene. Kvinden ser efter slangen, da den forsvinder mellem bladene. Da hun møder Adams blik, ved de begge, at de ikke skulle have gjort det.

De forandrer sig, de ser ikke længere kun skønheden i hinanden og i haven, noget fremmedartet vælder frem og maser sig ind mellem dem. Nu ser kvinden, hvor anderledes end hende Adam er, og han ser det samme. Forskellen vækker ikke længere nysgerrighed, ikke kærlig forundring. De vender hinanden ryggen, løber skræmte i hver sin retning og tænker kun på at skjule sig for hinanden. På at gemme sig for Gud. De trækker blade af figentræerne, grønne og grove som uvirkelige hænder. Det brænder i ganen og halsen, maven trækker sig sammen, varmen stikker, huden klør, og de rimper figenbladene sammen med siv og skjuler deres kroppe for hinanden. Kvinden lader håret falde ned over sit ansigt, kryber sammen i en hule, og Adam følger efter, men tør ikke trykke sig ind til hende. De slår armene om deres ben, de lægger panden mod knæene. De skæver til hinanden, de ligner stenfigurer i det svage lys, de ser kun ensomheden og taler ikke. Aldrig har deres hjerter banket så hårdt, aldrig har deres tanker kværnet så larmende og ulykkeligt.

Lyset løber gennem hulens åbning, Gud går gennem haven og leder efter dem.

„Adam?“ kalder Gud. „Hvor er du dog henne?“

Fra deres skjulested kan de se Gud. En paradisfugl danser og basker med sine gyldne vinger, før den sætter af og bliver borte. Før elskede de Guds stemme mere end noget, nu lammes de af rædsel. Gud ved altid, hvor de er, men i dag bliver han bare stående foran hulen. Kvinden kan høre, at Adam synker. Hun tænker: Min elskede er så nær, og alligevel er det, som om han er forsvundet.

„Her,“ svarer Adam langt om længe, „vi hørte dig komme og blev bange, fordi vi er nøgne. Det er derfor, vi har gemt os.“

„Nøgne?“ Gud sætter sig på hug uden for hulen og ser lige på dem. „Jeg har skabt jer sådan, hvem har sagt, at det er noget at skamme sig over?“

Skam kryber i kroppen, men kan ikke blive til ord. De kan ikke svare, de undgår Guds blik, de græder, og deres tårer trækker spor over huden. Nu er det, som om lyset også har forandret sig, græsset, der bevægede sig så blødt, ser ud, som om man kan skære sig på det. Kvinden betragter tårernes mønster i støvet, stivnede og udslukte stjernebilleder. Adam kan ikke holde sig i ro, hans skygge flakser over hendes fødder, hun tænker på ravne, der glider over himlen.

„Adam,“ der er noget advarende i Guds stemme, som de ikke har hørt før, „har du taget en frugt fra det træ, jeg havde forbudt dig at spise af?“

„Det var hende,“ siger Adam, og hans pegefinger dirrer i luften, „hun gav mig en frugt.“

Kvinden kender lyden af Adams hjerte og lyden af sit eget. Nogle gange lader Gud det regne i haven, nogle gange lader han det tordne. Så har Adam og kvinden siddet i denne hule og set himlen lyse op, flækkes af skønhed og larm. Nu flytter den torden ind i hende, hun presser hånden mod sine ribben. Hun forstår ikke, hvad der sker, forstår ikke sveden, der springer frem, forstår ikke hænderne, der knyttes til næver, ikke det hastige glimt, hun ser i sit indre: hendes egen hånd, der langer hårdt ud efter den mand, hun hører sammen med.

„Hvad er det, du har gjort?“ siger Gud, og hans stemme er så mild og fortvivlet, at hun er nødt til at møde hans blik.

Hendes kinder brænder, armene føles tunge.

„Det var slangen,“ hvisker hun, „den sagde, jeg sagtens kunne spise. Den sagde, vi bare ville blive mere som dig.“

Så kalder Gud på slangen, og den, han kalder på, kan aldrig skjule sig. Den bugter sig gennem græsset, Gud holder den fast med sin fod.

„Fra nu af skal du altid komme krybende,“ siger Gud, og hans stemme dirrer, „du skal være uønsket blandt dyr og mennesker, og alle skal forbande dig. Din mund skal udtørre af det støv, du spiser, din krop skal afstøde sin egen døde ham med en forfærdelig kløe igen og igen. Kvinden og hendes efterkommere skal være dine fjender, og du skal være deres. Hendes afkom vil knuse dit hoved med sten, du vil hugge ud efter dem, bide dem i hælen, så de dør.“

Gud flytter foden, slangen rasler ind mellem buskene. Kvinden fik næsten ondt af den. Men så vender Gud sig mod sine mennesker. Adam rækker ud efter hendes hånd, men han var hurtig til at give hende al skylden, så hun lader, som om hun ikke ser det.

„Og du,“ nu peger Gud på kvinden, vender håndfladen mod hende, som ville han støde hende fra sig, „det skal være plagsomt for dig at bære dine børn, og smerten, når du føder dem, vil næsten ikke være til at holde ud. Alligevel vil du blive ved med at begære din mand og lægge dig hos ham igen og igen. På den måde skal han herske over dig.“

Kvindens hænder flyver op til munden. Så vender Gud sig mod Adam, der står underligt ludende nu. Han ser op på Gud, kvinden synes, hun kender det blik: længselsfuldt, lykkeligt. Han tænker måske et øjeblik, at han går fri, men så taler Gud længere til ham end til både kvinden og slangen. Gud siger, at han skal arbejde hårdt, og at arbejdet vil være så besværligt og slidsomt, at han af og til ville ønske, han var død. Siger, at den jord, han skal dyrke, vil være forbandet på grund af ham, at markerne vil blive dækket af tidsler, og at hans hud vil blive revet til blods af tjørnebuske, men at han alligevel vil være nødt til at leve af de planter, han selv kan dyrke. Alle dage vil være fulde af kamp og besvær, han skal knokle for at spise sit brød, spise sit brød for at kunne knokle. Han vil slide sig selv op, og når kroppen bukker under, vil han vende tilbage til den jord, han blev skabt af.

Nu hulker Adam. Kvinden bider sig selv i knoerne, den lille smerte kan ikke aflede tankerne fra det forfærdelige.

„ Ja,“ siger Gud, „jord er du, og til jord skal du blive.“

Adam ser på kvinden, de føler sig ikke længere så fremmede for hinanden, som de gjorde lige før. Måske er det bare angsten for, hvad der venter, der forener dem.

„Eva,“ hvisker Adam, og selvom det er første gang, nogen udtaler hendes navn, kender hun det allerede.

Hun stiller sig op ad ham, hun tager ham i hånden. Det er bedre sådan. Eva betyder „i live“, og det er de jo. Levende og sammen trods alt.

Gud har vendt ryggen halvt til, han taler med sig selv, men de kan godt høre det: „Nu er mennesket blevet som mig, nu kan de kende forskel på godt og ondt. Bare de nu ikke rækker ud efter livets træ også, for så de skal leve i al evighed med pine og begær.“

Den tanke vækker Guds medfølelse, og han kalder på dem.

„I skal ud,“ hvisker han og rækker dem en bylt af skind, „I kan ikke længere bo her i haven.“

Jorden bærer, jorden giver efter. De ser deres egne fodaftryk, men aldrig Guds. Ved havens yderste buske bliver lyset stærkere. En mur af luft, hvid og så blændende, at de mister orienteringen. De holder fast i hinanden, de mærker Guds hånd i ryggen, det er som at blive skubbet ind i en tunnel af ingenting, blinde med vidt åbne øjne. De tumler gennem en larm af storm og kamp, vælter ud i et mørke, skælver af kulde og klamrer sig til hinanden. De figenblade, de dækkede sig med i haven, slår slet ikke til her, vinden river dem af deres kroppe, hvirvler dem med videre ud over en endeløs slette. Eva åbner bylten, Gud har lavet tøj til dem af skind. Har flået de geder, de kender fra haven, dem, de har klappet og malket, bjørnen, der viste dem vej til biernes honning. Det føles mærkeligt at klæde sig i dyrenes hud, men nu fryser de ikke længere. De ville ønske, de aldrig havde spist af frugten. Ønske, at de kunne komme tilbage til haven, men Gud har sendt sine keruber ud for at vogte over indgangen. Omkring englene bølger flammer, deres kroppe er fulde af øjne, tre har dyreansigter, en ligner et menneske. Når de bevæger deres mægtige vinger, lyder det som Gud, der taler, men ordene kan de ikke tyde. Alt ved dem glitrer og stråler, så Adam og Eva må vende ryggen til.

Her er intet, som de kender det. Jorden er hård og støvet og gennembrudt af klipper, vinden er isnende kold, træerne giver ikke læ, og de må ryste grenene længe, før der falder en håndfuld småbitte figner ned. De er udmattede, de kender søvn, men ikke de nye drømme fulde af skræk og flugt. Ud på natten vågner de, det er hårdt at ligge på jorden, Adam klynkede i søvne, Eva stryger hans hår. Og så ser de dem, stjernerne. Himlen er den samme som den, de hver nat betragtede i haven, månen er fremme, en perfekt og gylden skive.

„Se,“ hvisker Eva, „Gud glemmer os ikke.“

Og Adam lader sig synke ind i nattens favn, mærker varmen fra Eva, hendes duft, den måde, hendes hånd hviler på hans bryst på. Han omfavner hende, begraver sit ansigt i hendes hår.

----------------------------

Under solen er Anne Lise Marstrand-Jørgensens selvstændige opfølger til bestselleren Natten åbner sig som en port. De to bøger udgør et samlet romanværk over Bibelens største fortællinger.