Korshærspræst: Jesus' råb fra korset er en trøst og styrke

Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste, og hvorfor?
Det vers, der står stærkest for mig, er Jesu råb fra korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46 & Mark 15,34).

Som korshærspræst møder jeg mennesker i ubeskrivelig modgang. Jeg kunne godt sige: “Vær frimodige, Jesus elsker os,” men hvad skulle det nytte?

Det, der holder, er Guds solidariske afmagt: Jesus, der i angst og udpinthed skriger og dør. 

Råbet er jo et paradoks. For hvis Jesus er Gud med hud, så er det Gud selv, der råber på sig selv, fordi han i sin smerte oplever sig forladt. Det betyder, at selv i gudløsheden ér Gud. Det kan hjernen ikke fatte, men hjertet kan åbne sig for det.

Gud er altså ikke uden for vores lidelse som en fjern, moralsk dommer. I Jesus viser Gud sig at være en solidarisk menneskeelsker, der møder os i - og under - øjenhøjde og bærer den samme smerte som os. Hele vejen. Også i døden.

Derfor er Jesu råb en trøst og styrke: Vi er ikke alene nogen steder, heller ikke i gudløsheden, selvom det føles sådan. 

Hvordan bruger du det vers i praksis?
Det har været ”Ugens Ord” i varmestuens andagt et par gange. Det kan også springe i øjnene, når vi har bibelmeditation. Og i nogle samtaler er det relevant. En, jeg talte med, var plaget af angst. Personen kunne ikke leve op til ”Guds krav” og heller ikke forlige sig med tanken om, at et andet menneske har lidt for vedkommendes skyld.

Men det gudsbillede, at Jesus er Gud, der lider med os, ikke for at tage vores straf men i solidaritet, det skabte lydhørhed. Jeg pegede på, at den angst, Jesus oplever i Getsemane Have, da skridtene nærmer sig for at føre ham til dødsdom, er samme angst vedkommende selv oplever i lægens venteværelse, når skridtene nærmer sig med en mulig kræftdiagnose. Derfor er Gud til stede i vedkommendes angst.

Personen sagde da med tårer i øjnene: “Det er jo den allerallerstørste kærlighed.”

Indgår verset i ritualer eller prædikener?
Det kan bruges i bøn eller som optakt til velsignelsen, når det giver mening. I prædikener er verset centralt, når det handler om lidelse og håbløshed.

I en påskeprædiken fortalte jeg engang om en oplevelse, jeg havde i Hiroshima. Jeg besøgte mindet om ofrene for atombomben og blev så overvældet af den menneskeskabte ondskab, at sproget ikke slog til. Jeg græd og skældte ud på Gud. Og netop dér blev Jesu råb fra korset min redningsplanke.

Har verset gjort en forskel for dig personligt?
Ja. I Hiroshima mærkede jeg det fysisk. Hvis ikke Gud havde skreget af angst og lidt med, havde himlen været tom for mig. Men fordi Gud gør verdens smerte til sin egen, ved jeg, at ofrene ikke døde alene. Gud var dér. Og er dér også i dag. Og til allersidst vinder Gud.

Er der bibelvers, du støder dig på?
Nej. Jeg læser Bibelen som 66 tekster, der rummer alt, hvad der hører menneskelivet til. Det er jo baggrunden for den essentielle fortælling: At Gud bliver menneske i Jesus, bliver tortureret og dør i dyb solidaritet med os. Og opstår på tredjedagen.

Hvis du skulle give én bibeltekst videre – hvilken?
Lignelsen om den fortabte søn. Sønnen når ikke at sige ét ord af sin undskyldning, før faderen løber ham i møde og kysser ham. Dén kærlighed er så uforbeholden og provokerende, at vi har svært ved at tage imod den. Men det er den kærlighed, der sætter os fri.