Kongens kone

Kongemagt er en ’mandet’ affære i Det Gamle Testamente. En monark er udvalgt af Gud Jahve til at regere over folket Israel, og det er altid en mand. I Det Gamle Testamente er dronninger først og fremmest kongens kone, og dronningens primære formål er at blive mor til den næste konge i rækken. Det kan man læse en god beskrivelse af i Salme 45, en sang eller et digt, der handler om en unavngiven konges bryllup. 

Kongen og dronningen i Salme 45 er Det Gamle Testamentes svar på et rigtigt power couple ligesom John og Jackie Kennedy eller Victoria og David Beckham. Kongen er ”den smukkeste blandt mennesker” (vers 3). Han er velsignet af Gud, han er modig og stærk, og han dufter vidunderligt af dyre parfumer fra fjerne lande. Desuden bor han i et palads af elfenben. Dronningen er en kongedatter smykket med guld fra top til tå, og hun er tilsyneladende ikke udvalgt som kongelig gemalinde på grund af sin vindende personlighed. ”Kongen begærer din skønhed”, står der i Salme 45 henvendt til dronningen, ”han er din herre, kast dig ned for ham!” (vers 12). 

Det næste der sker er, at dronningen føres til kongens palads under glædessang og jubel (vers 14-16), og derefter springer teksten direkte videre til frugten af kongen og dronningens forening, nemlig kongens sønner, der skal træde i kongens fædres sted (vers 17). Dronningens rolle er enkel og utvetydig. Hun skal være smuk og stille sin krop til rådighed for kongen, så hun kan føde ham talrige arvinger. På den ene side er dronninger i Det Gamle Testamente – på lige fod med kvinder i Det Gamle Testamente i det hele taget – entydigt undertrykte og objektificerede. Deres mænd er deres herrer og mestre, og de har ikke engang lov til at bestemme over deres egen krop. På den anden side er det tydeligt, at dronninger også opfattes som magtfulde individer i kraft af deres ægteskab med kongen. 

I Salme 45 beskrives det også, hvordan de rige og magtfulde opsøger dronningen for at vinde hendes velvilje med gaver (vers 13). Det er altså fuldt ud muligt at være både undertrykt og indflydelsesrig på en og samme tid. Man får et lignende indtryk af dronningens rolle, hvis man læser Esters Bog. Dronning Ester har magt og indflydelse, nok især på grund af sin nære relation til kongen, men hvis kongen vender sig imod sin dronning, så er der ingen, der kan hjælpe hende (se fx Est 4,11).

Den onde dronning

Dronningen i Salme 45 er en ideel gammeltestamentlig dronning. Hun kender sin plads i magthierarkiet, og hun er trofast og lydig overfor kongen. Men der findes også eksempler på en anden type dronning i Det Gamle Testamente, kloge og handlekraftige kvinder, der ikke er voldsomt optagede af at underkaste sig deres ægtemænd, og som ikke viger tilbage for at udøve magt. Den type dronninger kan forfatterne til Det Gamle Testamente simpelthen ikke fordrage. Den værste af de værste er dronning Jezabel, som vi møder i Første og Anden Kongebog. Jezabel er datter af kongen af Sidon (i vore dages Libanon), og dermed er hun ikke bare en kvinde, der ikke kender sin plads, hun er også udlænding og afgudsdyrker. Det kan næsten ikke blive værre i Det Gamle Testamente! 

Jezabel er gift med kong Akab, og han er helt ærligt lidt af et skvat. Akab forelsker sig i en vingård, der ejes af den fattige mand, Nabot (1 Kong 21). Akab vil gerne købe vingården, men Nabot siger nej til selveste kongen, fordi vingården har været i hans slægts eje i generationer. Akab går hjem og surmuler, da han møder modstand, men Jezabel skruer bissen på. Hun begår justitsmord, og anklager stakkels Nabot for en forbrydelse, som han er helt uskyldig i, og på den måde får hun ham slået ihjel, så hans vingård bliver ’ledig’. Hendes kongelige mand, Akab, stiller ingen spørgsmål. Han lunter bare ned og gør vingården til sin køkkenhave, nu hvor den besværlige Nabot er død.

At dø som en dronning

Jezabels forbrydelse er alvorlig. Hun misbruger sin magt, hun lyver, og hun får en uskyldig mand slået ihjel. Men Jezabels straf er også helt uhyrlig. Gud beslutter at gøre kort proces og at gøre det af med Akab og hele hans slægt. Derfor sender Gud tronraneren Jehu (2 Kong 9-10). Kong Akab er selv død i mellemtiden, men Jehu slår hans søn og efterfølger, Joram, ihjel, og han sørger for, at Akabs 70 andre sønner bliver myrdet og halshugget (2 Kong 10). Jezabel befinder sig i byen Jizre’el, og Jehu opsøger hende der, og får hende myrdet (2 Kong 9,30-37). Han befaler hoffolkene at kyle hende ud af vinduet, og hun falder ned på gårdspladsen med en sådan kraft, at hendes blod sprøjter op, og skræmmer hestene, så de tramper hende til døde. Så går Jehu og hans mænd ind og spiser, og da de kommer tilbage, har hundene spist Jezabels døde krop, sådan at kun kraniet, hænderne og fødderne er tilbage. Jezabel er bogstavelig talt udryddet fra jordens overflade, og ifølge fortællingens indre logik så får hun bare løn som fortjent. 

Det er vanskeligt at argumentere imod, at Jezabel er en skurk, for det er hun jo. Ikke fordi hun er udlænding eller kvinde, men fordi hun får Nabot slået ihjel, så hun kan stjæle hans ejendom, og det må man jo ikke. Når det så er sagt, så er der noget ukueligt og stridbart over Jezabel. Da Jehu opsøger hende, og hun ved, at han vil slå hende ihjel, så opfører hun sig med ophøjet værdighed. Hun tager øjenmakeup på, og retter på sit hovedklæde, og så fornærmer hun Jehu lige op i hans åbne ansigt. Hun kalder Jehu for Zimri, navnet på en anden berømt kongemorder. Jezabel møder sin fjende med trods og kampvilje. Det ligger hende fjernt at bede for sit liv. Hun går i døden som en sand dronning.

Kongemødrene

Da Jezabel dør sin dramatiske død i Jizre’el er hun strengt taget ikke dronning mere, fordi hendes mand, Akab, er død. Jezabel er i stedet kongens mor, en ’kongemoder’, og det er en position, der giver kongelige kvinder mulighed for magt og indflydelse på en helt anden måde, end når de er dronninger. 

I Anden Kongebog 8 og 11 kan man læse om dronningemoderen Atalja. Hun er også en af de selvstændige kongelige kvinder, der ikke er bange for at bruge magt, og for at føje spot til skade, så er hun ovenikøbet datter af kong Akab og dronning Jezabel. Æblet falder ikke langt fra stammen. Den selvsamme Jehu, der gjorde det af med hele Akabs slægt, dræber også Ataljas søn Akazja, som er konge i Sydriget Juda. 

I stedet for at lade kongemagten gå videre til sit barnebarn, Joash, griber Atalja selv magten i hovedstaden Jerusalem, og regerer som selvstændig dronning i en årrække. Det går dog ikke i længden. Patriarkatet slår igen, og præsteskabet i Jerusalem udråber den unge Joash til konge, og slår hans besværlige bedstemor, dronning Atalja, ihjel.

Der er en enkelt kongemoder, der ikke får en drabelig og blodig død i Det Gamle Testamente, og det er Batseba. Batseba var oprindeligt gift med hittitten Urias, en helt almindelig soldat i kong Davids hær, men David gik i seng med hende og gjorde hende gravid, og følte sig nødsaget til at slå Urias ihjel, så sandheden om affæren ikke slap ud (2 Sam 11). Sådan blev Batseba en af kong Davids koner, og mor til hans søn, Salomo, der også blev konge over Israel. 

Kong David har, som nævnt, flere koner, og med dem har han adskillige sønner, der alle sammen godt kunne tænke sig at efterfølge deres far på tronen. I denne situation viser Batseba sig som en sand magtspiller. Hun ved udmærket godt, at der er en verden til forskel på at være kongemoder og på bare at være den gamle konges enke, og Batseba foretrækker så klart det første. Derfor må hun sørge for, at hendes egen søn, Salomo, vinder arvestriden, og bliver konge. Allerede mens den ældede og svækkede kong David stadig lever, begynder Batseba at trække i trådene. Batseba presser David til at udråbe Salomo som sin efterfølger, så Salomos forkælede og indbildske halvbror, Adonija, ikke skal tilrane sig kongemagten (1 Kong 1). Da David dør, hjælper Batseba Adonija med at orkestrere sin egen undergang. Hun viderebringer et budskab fra Adonija til Salomo, der helt åbenlyst får den nyudnævnte og let paranoide kong Salomo til at føle sig truet, og så kan kongemoderen Batseba ellers bare læne sig tilbage, mens hendes søn udrydder alle sine konkurrenter (1 Kong 2).

I næste og sidste artikel i serien "Kongemagt i Det Gamle Testamente" skal vi se nærmere på kongemagtens materialitet, og på hvordan beskrivelser af bling og vild luksus er med til at konstruere magtens udtryk i Det Gamle Testamente. Læs med! 

Læs også: Kongen - Guds højre hånd og Den guddommelige konge og Alt er kongens skyld!

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har bl.a. redigeret og bidraget til Gud og os - en antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.