Den salvede

Når en person bliver konge eller dronning, kalder man det ofte en ’kroning’. Den nye monark får bogstaveligt talt en krone på hovedet som et ydre tegn på sin magt og helt særlige rolle. I Danmark kroner vi ikke længere, men udråber i stedet kongen eller dronningen. Sådan har det været siden Grundlovens indførelse i 1849. I Storbritannien har man til gengæld bevaret kroningsceremonien, så både kong Charles III og dronning Camilla blev kronet i maj 2023. 

I Det Gamle Testamente markeres kongeværdigheden ikke ved hjælp af en krone eller andre former for iøjnefaldende hovedbeklædning. Når man udnævner konger i Det Gamle Testamente, så salver man dem. Når man salver nogen, så hælder man olivenolie på deres hår og hoved. Olien kan være parfumeret med kostbare krydderier, sådan at den bliver en mellemting mellem en fornem parfume og en velduftende fugtighedscreme eller hårolie. 

Generelt er det en hædersbevisning at salve en anden person, fx en æresgæst ved en festmiddag (Sl 23,5), men salvning forbindes også ofte med en helt særlig social status og rolle. For eksempel salves Jahves præster med en særligt fornem olie, når de forberedes til præstetjenesten (2 Mos 28,41; 29,7). Og så salver man som nævnt kongen i Det Gamle Testamente (se fx 2 Kong 9,3). 

Selvom salvning med olie ikke kun er forbeholdt konger i Det Gamle Testamente, så er der alligevel så nær en tilknytning mellem salvning og kongemagt, at udtrykket ’den salvede’ eller ’Guds salvede’ stort set altid henviser til kongen. På hebraisk hedder den salvede mešijaḥ. Det er det ord ’messias’ kommer af. Under Enevælden i Danmark (1660-1849) salvede man konger efter godt gammeltestamentligt forbillede. Det gjorde man blandt andet for at understrege, at kongen havde sin magt direkte fra Gud selv.

Guds udvalgte

I Det Gamle Testamente er der en nær forbindelse mellem Jahve, som Gud hedder i Det Gamle Testamente, og den person, der er konge over Jahves udvalgte folk, Israel. Det er Jahve, der vælger kongen, og en konge beholder kun sin magt, så længe han har Jahves opbakning og velsignelse. Det kan vi se eksempler på i fortællingerne om Israels to første konger, Saul og David, i Første Samuelsbog. 

Saul er Israels allerførste konge (1 Sam 9). Jahve udpeger ham, og befaler sin profet, Samuel, at opsøge ham og salve ham som konge (1 Sam 10,1). Da Saul bliver konge, er det tydeligt, at Jahve styrer slagets gang. Han sender profeten Samuel afsted for at finde den nye konge, og da Samuel får øje på Saul, siger Gud til ham: ”Det er den mand, jeg talte til dig om. Han skal herske over mit folk” (1 Sam 9,17). Der er ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Samuel salver Saul, idet han udtaler ordene, ”Nu salver Jahve dig til fyrste over sin ejendom” (1 Sam 10,1). 

Det er kongens opgave at regere over Israel på Jahves vegne. Det begynder så godt for Saul i Første Samuelsbog, men som fortællingen skrider frem, kommer der skår i forholdet mellem Gud og kongen, og det ender med, at Jahve fortryder sit valg af konge (1 Sam 15,11). Derfor vælger Jahve sig en anden konge end Saul, nemlig David. Profeten Samuel må afsted med oliekrukken igen. Han salver David i hemmelighed (1 Sam 16), og nu er der teknisk set to konger i Israel: Saul, som Gud ikke længere bryder sig om, og David, den nye udvalgte konge. 

Slutningen på historien om kong Saul er pinagtig, for han ved ikke selv, at Jahve har forladt ham. Saul plages af vanvid og misundelse, fordi Davids popularitet bare vokser og vokser. Til sidst dør Saul i krigen sammen med sin ældste søn Jonathan, kronprinsen, der burde have efterfulgt sin far som konge (1 Sam 31). Efter Sauls død, overtager David endelig kongemagten over Israel, sådan som Jahve har planlagt det.

Guds højre hånd

Det er interessant at se, hvor konkret parløbet mellem Gud og konge udtrykkes i Det Gamle Testamente. Kongen er som nævnt Guds repræsentant på jorden, og han regerer med Guds hjælp og på Guds nåde. Denne nære relation ser vi fx udtrykt i Salme 110, hvor Jahve siger til kongen: ”Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!” (v. 1). Kongen kan altså trygt læne sig tilbage og stole på, at Jahve klarer ærterne, og så kan han ellers nyde udsigten fra hæderspladsen ved Jahves højre side. 

En gammeltestamentlig konge har groft sagt to ansvarsområder. Det er hans pligt at skabe tryghed og fremgang ved at besejre folkets ydre fjender, og så må han sørge for trivsel og velfærd indadtil. Det er især vigtigt, at kongen er garant for retfærdighed, og at han beskytter de svage i samfundet. Som vi har set i Salme 110, er Jahve klar til at bistå kongen med det udenrigspolitiske og opgaven med at mule fjenderne, men kongen får også guddommelig hjælp til at tackle de indenrigspolitiske udfordringer. Det ser vi fx i Salme 72, hvor Jahve simpelthen overfører sin egen dømmekraft og retfærdighedssans til kongen, sådan at kongen kan dømme folket ”med retfærdighed” og de ”hjælpeløse med retsindighed” (v. 2). 

Forestillingen om den ideelle gammeltestamentlige konge, der har Jahves fulde støtte og opbakning, er underligt sammensat. På den ene side er det en voldsfantasi, hvor kongen skal underkue sine modstandere og tvinge dem til at krybe for sine fødder og ”slikke støv” (Sl 72,9). Samtidig er det også en vision om det mest vidunderlige fredsrige. Som det står så smukt og poetisk i Salme 72,6-7: ”Som regnen falder på nyslåede enge, som regndråber væder jorden, skal retfærdighed blomstre i hans [kongens] dage og freden være stor, til månen forgår.”

De kommende uger kan du læse flere artikler i serien "Kongemagt i Det Gamle Testamente".

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har bl.a. redigeret og bidraget til Gud og os - en antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.