Jahve er konge!

Gud hedder Jahve i Det Gamle Testamente, og Jahve beskrives i en række roller og funktioner i de gammeltestamentlige tekster. Jahve er en hyrde, der beskytter sit udvalgte folk (Sl 23; 95,7; Es 50,19), og en kærlig forælder, der skærmer sine ’børn’ (fx 5 Mos 32,11; Es 49,15). 

Men først og fremmest er Jahve en konge, en mægtig og frygtløs krigerkonge, der besejrer fjenderne, og regerer i al sin magt og pragt. Det ser vi flere gode eksempler på i Salmernes Bog. Fx i Sl 93,1: ”Jahve er konge! Han har klædt sig i højhed, Jahve har klædt sig og rustet sig med styrke.” Eller i Sl 103,19: ”Jahve har grundfæstet sin trone i himlen, han hersker som konge over alle.” 

Præcis som den menneskelige konge i Det Gamle Testamente, har Jahve både indenrigspolitiske og udenrigspolitiske forpligtelser. Han dømmer med retfærdighed (se fx Sl 96-99), og sikrer på den måde trivsel og velstand for sine undersåtter, og han sejrer over fjenderne, og sørger for fred og fremgang (Sl 24,8; 29). 

Hvis vi ser på Det Gamle Testamentes historiske og kulturelle kontekst, så er der ikke noget usædvanligt i at have en Gud, der også er konge. I bronzealderbystaten Ugarit, der ligger i vore dages Syrien, var guden El gudernes konge. Mod øst, i Mesopotamien, et område der svarer til vore dages Irak, var guden Marduk ikke bare nationalgud og bygud i Babylon, men også gudernes konge. I det gamle Egypten blev solguden Amon-Ra også opfattet som gudernes konge. 

På denne måde følger Det Gamle Testamente og dets nabokulturer et velkendt mønster, hvor den magtstruktur, der er almindelig på jorden, ofte afspejles i himlen. Sagt med andre ord, er det helt efter bogen, at et samfund med en monarkisk styreform også har en forestilling om et guddommeligt kongedømme. 

Far og Søn

I flere gammeltestamentlige tekster er der på den måde en forestilling om en konge-duo. Jahve, den guddommelige konge i himlen, der opererer i nært parløb med sin salvede, den menneskelige konge på jorden. Den menneskelige konge er udvalgt af Jahve, og han regerer bogstavelig talt på Jahves nåde. 

Det er interessant at se lidt nærmere på, hvordan de gammeltestamentlige forfattere beskriver denne nære relation mellem Gud og kongen. I Anden Samuelsbog 7 taler Jahve til kong David om den relation, Jahve regner med at få til Davids søn og efterfølger, Salomo. ”Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn” (v. 14), siger Jahve, og ”når han forbryder sig, vil jeg tugte ham” (v. 14). Det lyder jo unægteligt som en temmelig old-school fadertype med al den fokus på tugt, men heldigvis for Salomo lover Jahve også, at han vil være med ham og være trofast overfor ham (v. 13 og 15). Det er et løfte, som Jahve i grove træk kommer til at holde (se 1 Kong 3-11). De fleste bibelforskere læser Jahves replik her netop som et udtryk for den nære relation mellem Gud og konge, og at Jahve mener, at han vil være som en far for Salomo, og at Salomo skal være som en søn for Jahve. 

I et par andre tekster bliver denne nære relation mellem Gud og konge så tæt, at det bliver temmelig indviklet. I Sl 110,3 siger Jahve fx til kongen, ”på hellige bjerge har jeg født dig”, og i Sl 2,7, ”du er min søn, jeg har født dig i dag.” I begge tilfælde er den hebraiske tekst lidt knudret, og oversættelsen er vanskelig, men ikke desto mindre synes teksterne at beskrive et nærmest kødeligt slægtskab mellem Jahve og den menneskelige konge. Kongen er født eller ’avlet’ af Jahve, men er kongen så selv guddommelig? 

Helt generelt i Det Gamle Testamente bliver den menneskelige konge ikke betragtet eller behandlet som en gud. Der er en enkelt undtagelse i Salme 45,7, hvor kongen tiltales som ”Gud”, så tanken er ikke umulig, men i dette tilfælde lader det til at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Sædvanligvis er den menneskelige konge ’kun’ et menneske i Det Gamle Testamente, men naturligvis et helt særligt menneske takket være Jahves udvælgelse og opbakning. Det er formodentlig også ’bare’ det, der er tale om i Sl 2 og Sl 110. 

I kraft af sin guddommelige udvælgelse bliver kongen nærmest Jahves adoptivsøn. Han bliver ’genfødt’ som Jahves mest betroede medarbejder på jorden. Denne sammenhæng er særligt tydelig i Sl 2, hvor Jahve først proklamerer, at han har indsat kongen (v. 6), og dernæst følger formuleringen, ”du er min søn” (v. 7). Kongen udråbes som Jahves søn, dvs. Jahves udvalgte, elskede og fortrolige, idet han indsættes som konge.

En konge for meget?

I langt de fleste tekster i Det Gamle Testamente er parløbet mellem den menneskelige konge og den guddommelige kong Jahve fuldstændig problemfrit. Konge-duoen opfattes som en naturlig og gudvelbehagelig magtkonstellation. Men der er også nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. 

I Første Samuelsbog 8 kan man læse, hvordan repræsentanter for folket Israel henvender sig til profeten Samuel, fordi de vil have en konge til at herske over sig ”ligesom hos alle de andre folk” (v. 5). Samuel synes, at det er en rædsom ide, og han går og surmuler, men Jahve taler ham til rette med et yderst overraskende argument: ”alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i, ” siger Jahve til Samuel, ”det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge” (v. 6). 

I denne tekst er ønsket om at få en menneskelig konge alt andet end problemfrit, for Gud Jahve er jo Israels konge, og hvor vover de så at ønske sig en til eller en anden?! Ikke desto mindre siger Jahve ikke, at israelitterne ikke kan få deres ønske opfyldt. Næh, de kan få sig en konge, kan de, og så kan de opleve på egen krop, præcis hvor dårlig en idé det faktisk er. Pludselig er vi tilbage ved tugt. 

Teksten i Første Samuelsbog hører til en samling af kongekritiske gammeltestamentlige tekster, der synes at fortolke folket Israels historie i lyset af deres konger. I disse tekster er ønsket om at få en menneskelig konge bare den første elendige beslutning i en lang række af katastrofale valg, der i sidste ende fører til ødelæggelse og undergang. Det skal vi se nærmere på i næste artikel i serien. Den handler om, når alt er kongens skyld.

De kommende uger kan du læse flere artikler i serien "Kongemagt i Det Gamle Testamente".

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har bl.a. redigeret og bidraget til Gud og os - en antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.