Brevkassen: Hvorfor bruger folkekirken ikke Guds navn?

Kære Brevkasse hos Bibelselskabet,



Hvorfor bruger folkekirkens bibel ikke Guds eget navn, Jehova? Ville det ikke gøre det lettere at have et personligt forhold til Gud hvis man kendte hans navn? "Gud" er jo egentlig bare en betegnelse og ikke et navn.



MVH Camilla

 

**********************************************************

Kære Camilla!



Tak for dit spørgsmål om Guds navn. Guds navn er et hebraisk navn. Det består ifølge den hebraiske bibel (Det Gamle Testamente) af fire konsonanter, nemlig J-H-V-H. Vi ved ikke, hvordan navnet blev udtalt, da de hebraiske tekster oprindelig ikke havde vokaler. De vokaler, som vi kan læse i de vokaliserede hebraiske tekster, som de danske bibeloversættere har oversat ud fra, stammer fra ca. 800 efter Kristus. På det tidspunkt var det nødvendigt at sætte vokaler på, så man kunne være sikker på, hvordan ordene skulle udtales.



Omkring 300 før Kristus betragtede jøder Guds navn som så helligt, at de ikke udtalte det; i stedet bruge de omskrivninger som "Herren", der på hebraisk hedder "adonaj". I de vokaliserede tekster er det vokalerne fra det "adonaj", man har sat ind, dog med en kort e-agtigtlyd i stedet for det første a. Meningen var, at når den, der læste teksten op, så vokalerne, skulle han læse "adonaj" ud fra vokalerne og ikke tage hensyn til konsonanterne J-H-V-H.



Da den hebraiske bibel blev oversat til græsk i de sidste århundreder før Kristi fødsel, gengav man de steder, hvor Guds navn er nævnt, med "kyrios", der betyder Herren, og som svarer til den udtale, man brugte dengang (adonaj). Det passer godt med, at man havde en så stor respekt for Guds navn, at man ikke turde udtale det.



I dansk oversættelsestradition har man stort set fulgt denne praksis og gengivet J-H-V-H ved "Herren". Dog kan du se i den nu autoriserede oversættelse fra 1992, at fx i Esajasbogen kap. 42,8 hedder det: "Jeg er Jahve, det er mit navn!" De steder, hvor der tales direkte om selve navnet, og det er ikke så mange steder, har vi valgt at gengive det, så man kan se, at Gud har et personnavn. Alle andre steder følges traditionen med at bruge gengivelsen "Herren". Der er altså en meget lang tradition for, at vi på dansk siger Herren, når der på hebraisk står J-H-V-H. For de fleste ville det derfor nok virke fremmedgørende pludselig at skulle bruge navnet Jahve. Jeg tror ikke, der er mange præster, der vil finde det naturligt at lyse velsignelsen over menigheden med ordene: "Jahve velsigne dig og bevare dig...".



Ordet "Jehova" er en blandingsform, hvor man læser både konsonanterne og vokalerne, selv om tanken oprindelig var, at de to netop skulle holdes adskilte. Navnet Jehova bruges, som det fremgår af selve navnet, af medlemmerne af "Jehovas vidner"; men du kan også finde det i den danske salmebog i Grundtvigs salme, "Lovsynger Herren", hvor han i vers 1 skriver "trindt om Jehovas højhellige navn".



Jeg ved ikke, om det vil virke mere personligt at bruge Guds navn. Når jeg har undervist i Det Gamle Testamente på universitetet, har jeg altid sagt Jahve om Israels Gud, da det er mere præcist end blot at sige Gud eller Herren. Herren bruges jo i Det Nye Testamente også om Kristus. Vi er ikke helt sikre på udtalen, men Jahve kommer i hvert fald nærmere hebraisk sprogbrug end Jehova. Jesus omtaler ikke Gud som J-H-V-H, hvilket også ville være overraskende, da man jo på hans tid netop undgik at udtale navnet. Jesus kalder Gud for far, så ud fra kristen tankegang kan det næppe blive mere personligt.

Med venlig hilsen

Kirsten Nielsen

Kirsten Nielsen er professor emeritus i Det Gamle Testamente. Hun er desuden en af hovedkræfterne bag den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Læs flere af hendes svar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk