At komme til Gud, som vi er

Klik her for at læse lignelsen om farisæeren og tolderen.

For et par år siden så jeg en ny reklame fra sportsmærket Nike. Den viste det ene menneske efter det andet, der gjorde noget fantastisk, fordi de (det var vist det, reklamen ville vise) var blevet hjulpet på vej med gode Nike-produkter og styrke fra Nikes gamle slogan: Just do it! – Gør det!

I reklamen bliver ordene ”Just do it” til en slags peptalk til alt i livet, og vi skal ikke kigge meget i coaching-litteratur, nyheder eller sociale medier, før vi ser, at den slags peptalk findes om alt. Både når det handler om vores karriere, helbred og måske endda også vores tro. Men så kommer Jesus heldigvis og forstyrrer os. Han vil forstyrre os og vores syn på livet, på Gud og på hinanden.

Han fortæller i lignelsen om tolderen og farisæeren om to meget forskellige mennesker.

Farisæeren er ham, der jo virkelig lever efter reglerne og lovene, overholder det hele til punkt og prikke, og han roser sig selv med en – måske – påtaget tak over for Gud: ”Jeg takker dig, Gud, for, at jeg er mig og ikke ham den usle tolder der”.

Tolderen er ham, der ved, at der er så meget, han er mislykkedes med. Ham, der ved, at han ikke kan være sin egen Gud og frelser, men at han virkelig har brug for Guds frelse og nåde.

Hvem af de to er det egentlig, der har en tro på Gud? Og lader Gud være Gud?

Ja, det er jo tolderen. Ham, der siger: "Gud, du må bære over med et menneske som mig. Jeg har brug for dig. Hjælp mig". Det er et menneske, der ikke er specielt fantastisk. Han har ikke noget at komme med. Han har ikke tros-12-taller eller x-factor. Han ved godt, at han glemte de ting, han lovede, og brød de løfter, han skulle have holdt. Og han har brug for Guds nåde, omsorg og miskundhed – altså at Gud ikke vil holde alt det, han ved om ham, op i mod ham. Ja, at han i stedet for at se på ham ud fra det, han har gjort, ser på ham ud fra det, han er: Guds barn.

Farisæeren har egentlig ikke brug for Gud. Han kan jo det hele selv. Han kan måske endda frelse sig selv, tror han, med sin gode opførsel og levevis.

Det kunne næsten komme til at lyde som en konfirmand, jeg havde for et par år siden. Han skulle vælge konfirmationsord og havde valgt de fantastiske ord: ”Frygt ikke, tro kun!”. Jeg spurgte ham, hvad de ord betød for ham. Han svarede: ”Det handler om, at man ikke skal være bange for noget. Man skal bare tro på sig selv”.

Tro på sig selv …

Vi kan så let komme galt af sted ligesom konfirmanden. Vi kan så let komme til at høre på alverdens slogans og krav og ord, så vi kommer til at tro, at det netop handler om, at jeg skal skabe mig selv. Så kunne vi og konfirmanden og farisæeren stille os op ved siden af hinanden og sige: ”Tak for, at jeg er mig. Tak fordi jeg ikke er som alle de andre mennesker. Tak fordi jeg er helt ekstraordinær. At jeg har gjort mig til den, jeg er”.

Tro på dig selv, siger farisæeren sammen med Nike-reklamen. Men Jesus siger noget andet: ”Tro på Gud og tro på mig. Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Han kræver ikke, at vi består en optagelsesprøve, hvor vi viser vores værd, vores tro eller vores ekstraordinære personlighed og præstationer. Og det kan godt være svært at forstå eller leve med for os moderne mennesker i 2021. Kunne man ikke i det mindste smide en juice-kur, nogle krydser for kirkegang eller bare en halvmaraton – eller måske et bibelmaraton oveni? Bare så man selv kan bidrage med lidt? Vi vil så gerne gøre noget. Noget vi har magt over.

Men det, der kan virke så let, er måske noget af det sværeste for os: At være magtesløse. At give slip. På alt det, der er os. Alt det, vi kan, og alt det, vi er. For når vi ikke selv kan give noget, så må vi jo modtage alt af en anden.

Det er det, tolderen gør i fortællingen. Han kommer til Gud med tomme hænder og siger: Gud, hjælp mig. Jeg ved, jeg ikke er fuldkommen.

Og hvad så med os? Ja, også vi får lov til at tage imod det, Gud vil give os. Hvis vi vel at mærke går med til, at det er gratis. Givet os af ren nåde. Altså – at det kun kan tages imod i tak.

Lad os ikke lade Guds nåde mod os være forgæves. Nej, lad os vove at give slip på alt det, der er vores eget, og i stedet række tomme hænder frem for Gud i bøn i tillid til, at han vil fylde dem. Med nåde, liv og trøst.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.