Skærtorsdag middag i Nørresundby kirke. Foto: Christian Roar Pedersen.
I mange kirker er det fælles måltid blevet en fast del af skærtorsdags-gudstjenesten. Her er der dækket op i Nørresundby Kirke. Foto: Christian Roar Pedersen/Aalborg Stift.

15.04.2014 Lea Holtze

Skærtorsdag fejres landet over med middag i kirken

Flere og flere kirker landet over inviterer menigheden til skærtorsdags-spisning. Det skal profilere årets vigtigste højtid og sætte fokus på fællesskab og socialt samvær, fortæller præster.

I Sankt Jakobs Kirke i København bliver der dækket op til mere end hundrede mennesker ved langborde hele vejen gennem kirken. I Gjesing Kirke ved Esbjerg bliver der tilberedt bitre urter, saltet persille og stegt lam i kirkens sognehus. Og i Nysted Kirke på Lolland bliver der vasket fødder og fortalt om den sidste nadver, mens menigheden deler sin medbragte mad med hinanden.

Fælles for de tre kirker er, at de ligesom flere og flere andre kirker herhjemme samler menigheden om et måltid i forbindelse med gudstjenesten skærtorsdag aften.

Der sker noget, når man spiser sammen og taler over bordet. Det giver en anden ro og et samspil, hvor vi anerkender, at vi deler samme ressource. For mig er det utrolig vigtigt, at nadveren bliver konkret. Vi tror virkelig på, at vi får del i Jesus' liv og opstandelse. Handlingen er ikke bare en sørgefest, men er til styrkelse. 

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

I Sankt Jakobs Kirke har det været tradition at holde skærtorsdagsmiddag de seneste fem år. Her er måltidet tilberedt af en lokal mesterkok og bliver serveret som en del af skærtorsdagsgudstjenesten. Under gudstjenesten bryder sognepræst Rasmus Nøjgaard brødet, som menigheden selv deler ud mellem hinanden.

”Kristendom handler om fællesskab. Fællesskabet giver styrke og leder os gennem de prøvelser, vi alle må bære. Det  er elementært og bliver begribeligt gennem et måltid. Samtidig levendegør måltidet den bibelske fortælling uden brug af lange, dogmatiske udredninger. Menigheden gennemspiller selv fortællingen. Det sætter krop på gudstjenesten og gør den vedkommende,” siger Rasmus Nøjgaard og fortsætter:

”Der sker noget, når man spiser sammen og taler over bordet. Det giver en anden ro og et samspil, hvor vi anerkender, at vi deler samme ressource. For mig er det utrolig vigtigt, at nadveren bliver konkret. Vi tror virkelig på, at vi får del i Jesus' liv og opstandelse. Handlingen er ikke bare en sørgefest, men er til styrkelse.”

Med rødder i jødedommen

I Gjesing Kirke kombinerer man skærtorsdagsmiddagen med traditionerne i det jødiske påskemåltid ved blandt andet at servere bitre urter, kogte æg og charoset, for at vise det historiske forbindelsesled mellem de to måltider. Den jødiske påskefejring minder om dengang, Gud udfriede israelitterne fra deres fangenskab i Egypten. Jesus var selv jøde og indstiftede den kristne nadver, imens han holdt jødisk påskemåltid med sine disciple.

Sognepræst Anders Quistorff ser traditionen med skærtorsdagsmiddage i flere og flere kirker som udtryk for vores behov for flere ritualer.

”Ritualer er fællesskabsstiftende i vores strengt individuelle kultur. De kan minde os om vores rødder. Det er samtidig socialt og hyggeligt og rammer vores historiske nysgerrighed,” siger han.

Påsken i fokus

Sidste år tog man for første gang også initiativ til en skærtorsdagsmiddag i Nysted Kirke. Middagen blev en stor succes, og det glæder sognepræst Ida Støckel Rolle. For traditionen inddrager menigheden i den bibelske fortælling på en anden måde, end når den bliver læst op, mener hun.

”Selvom vi som præster opfatter påsken som meget vigtig, så kan dens kristne betydning være svær at få øje på i vores samfund, og vi har ikke været så gode til at sætte fokus på, at det er vores helt store fest. En middag skærtorsdag aften i kombination med eller efterfulgt af en gudstjeneste formidler og forkynder påsken til menigheden på en anderledes måde, som man ikke opnår alene gennem prædikenen,” siger Ida Støckel Rolle.

Påsken

Refleksioner over påskens fortælling
påsken profilhæfte
20,00

Forfatter: Henrik Wigh-Poulsen
Sidetal: 34 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-823-1
Mål: 10,5 x 15 cm