”Jeg tror på jer” – det er Guds julegave til os

“Jeg er bare et menneske.” Den replik har jeg hørt før. Jeg har også selv brugt den et par gange. Altid som undskyldning. Underforstået: Mennesker er fejlbarlige, vi er skrøbelige, og vi gør alt for ofte det, vi ikke skal, alt for sjældent det, vi bør. Man kan ikke forvente meget af os, og når det faktisk lykkes os at gøre det gode, så er det et mindre mirakel.

Det er den fortælling om os, der ligger i udtrykket: “Bare et menneske.”

Fortællingen er jo ikke helt forkert. Kigger jeg rundt i verden og ind i mig selv, så er der talrige eksempler på, hvor små og sølle og dårlige, mennesker kan være.

Men selvom fortællingen jo ofte rammer rigtigt nok, så er den farlig, hvis den står alene. For når jeg siger, at jeg “bare” er et menneske, så siger jeg også, at det er svært for mig - ja næsten umuligt - at være andet end “bare”. Det er en fortælling uden tro, men i stedet fyldt med mistro. Mistro til mig selv og til alle andre mennesker omkring mig. Derfor er det også en fortælling uden håb.

Heldigvis står den mistroiske fortælling om mennesket ikke alene. I julen kommer der nemlig en anden fortælling om os til verden: Gud bliver menneske.

Et menneske kan tro, håbe og elske. Et menneske kan alt dette, for det var det, Gud gjorde som menneske dengang, da det skete i de dage.

Gud, det højeste gode, kilden til liv, himlens og jordens skaber bliver én af os. Ikke en herkulisk supermand eller halvgud. Nej, et menneske ligesom du og jeg.

Gud bliver menneske, og viser os på den måde, hvad et menneske kan være: Et menneske kan bevæge sig gennem tilværelsen med omsorg og taknemmelighed. Et menneske kan møde andre med tillid og barmhjertighed, kan tænde lys i mørket og give liv, dér hvor vi kun mærker døden. Et menneske kan række hånden ud mod dem, der ligger ned, og tale imod tyranni og grådighed. Et menneske kan gøre det, der er rigtigt, på trods af frygt og smerte. Et menneske kan ofre sig for andre. Et menneske kan tro, håbe og elske.

Et menneske kan alt dette, for det var det, Gud gjorde som menneske dengang, da det skete i de dage. Det er det, som Guds Ånd bevæger mennesker til at gøre den dag i dag.

Jul handler om tro. Ikke vores tro på Gud, men Guds tro på os.

Guds julegave til os er denne fortælling og den tro, som følger med, for jul handler om tro. Ikke vores tro på Gud, men Guds tro på os. Guds tro på, at vi kan være mere end de værste versioner af os selv. Det er den tro, som Gud viser os ved at blive som os. Juleaften siger Gud: “I kan leve, som jeg gjorde. Det tror jeg på. Jeg tror på jer.”

Derfor er mit nytårsforsæt for 2019 dette: Jeg vil ikke længere sige, at jeg “bare” er et menneske. For jeg er ikke “bare”. Det er ingen af os. Vi er mennesker. Ligesom Gud.

Lars Gustav Lindhardt er sognepræst i Frederiksberg Sogn.