”Ingen kan gendigte Bibelen som Anne Lise Marstrand-Jørgensen”

28.01.2026 Bibelselskabet

”Ingen kan gendigte Bibelen som Anne Lise Marstrand-Jørgensen”

Anne Lise Marstrand-Jørgensen imponerede endnu engang læsere og anmeldere med sin sanselige gendigtning af Bibelens univers. Her kan du læse et sammendrag af den gode omtale af "Under solen".

Efter at have præsteret en anmelderrost gendigtning af Det Nye Testamente med Natten åbner sig som en port kastede Anne Lise Marstrand-Jørgensen sig sidste år over Det Gamle Testamente. Kunne kvaliteten i den nye roman leve op til den første?

Det mente Merete Reinholdt fra Berlingske: "Anne Lise Marstrand-Jørgensens gendigtning af Det Gamle Testamente, Under solen, holder samme fremragende niveau som Natten åbner sig som en port ... forrygende genfortælling”. 

Anmelderens entusiasme skyldtes både sprogets kraft og fortællingens nerve. ”Det overrumplende er den sproglige intensitet, det er lydene og lugtene, der damper op fra siderne, det er den sammenhængende og nærværende fortælling ... hvad enten man bekender sig til kristendommen eller andet eller intet, bliver man klogere af at krybe ind i Under solen og lade sig lune, lære, ildne af Anne Lise Marstrand-Jørgensens lys og litterære glød."

I Kristeligt Dagblad istemte Anne Skov Thomsen begejstringen og gav, ligesom Reinholdt i Berlingske, romanen fem stjerner. "Smukt, uforligneligt, originalt. Ingen kan gendigte Bibelen som Anne Lise Marstrand-Jørgensen,” skrev hun og fortsatte: ”Marstrand-Jørgensen har denne uforlignelige evne til med de smukkeste, mest originale billeder at skrive et miljø og et landskab frem med så stor akkuratesse og sanselighed, at man mærker det helt tæt på ... I kombination med forfatterens sjælelige indsigt og store menneskekundskab træder fortællingerne frem med en kraft og nerve, der lader dem krybe helt ind under huden på læseren."

Præst og anmelder hos Jyllands-Posten Marie Høgh gav også fem stjerner og påpegede blandt andet, hvordan Marstrand-Jørgensen ”helt fænomenalt forener poesi, etik, genfortælling og Bibelens egne krydsreferencer.” Høgh konkluderede:  ”Hun kan noget helt særligt, som kun meget få mestrer.”

Den flotte modtagelse i dagbladene bestyrkes af flere gode anmeldelser i online tidsskrifter. Hos Kirke.dk betegnede Andreas Riis Damgaard romanen som ”sanseligt, malende” og ”velskrevet” og opfordrede alle til at læse. For bogen, er ”læseværdig for tænkere, eksegeter og nybegyndere”. Flemming Kloster Poulsen fra POV hæftede sig også ved romanens brede målgruppe: "Den åbner for en samtale med Bibelens store fortællinger og deres univers. Uanset tro eller ikke-tro bliver vi læsere inviteret ind i samtalen”. Atlas Magasins anmelder Oscar Juul pegede på Marstrand-Jørgensens evne til at realisere myternes poetiske potentiale og vurderede – og det blev sammendragets sidste ord – at Marstrand-Jørgensens bøger ”vil blive en milepæl for, hvordan man kan skrive kristen mytologi.”

"Under solen" udkom 9. oktober 2025 på Bibelselskabets Forlag.

Under solen

Det Gamle Testamente gendigtet som roman
Under solen
299,95

Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Sidetal: 408
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-350-3
Mål: 13,4 x 21,5 cm.