Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste – og hvorfor?
”Det er versene fra Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28-30:
’Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile … For mit åg er godt, og min byrde er let.’ 

Det er vers, der taler stærkt til mange i vores menighed, særligt til den iranske gruppe. De kommer fra religiøse traditioner, hvor troen ofte opleves som noget tungt – som krav og byrder, man skal bære. Her vender Jesus det hele om: Tro handler ikke om at få flere byrder lagt på, men om at lægge dem fra sig.

Jeg tolker Jesu åg som kaldet til at leve i kærlighed. Det er et helt andet udgangspunkt end at leve under regelbaserede krav. Jeg plejer at pege på, at teksten henvender sig til ”dem, der slider sig trætte og bærer tunge byrder” – altså både dem, der slider med bekymringer om fremtiden, og dem, der slæber på byrder fra fortiden i form af traumer, skam og skyld. Mange migranter kender begge dele. De bærer på skyld, skam og savn – og lever samtidig med en uvis fremtid.

Hvordan bruger du versene i praksis?
”De dukker op som prædikentekst indimellem, men jeg bruger det mest i sjælesorg og i samtaler med mennesker, der gerne vil vide, hvad kristen tro egentlig går ud på. Mange kommer med tunge byrder – både ydre pres og indre urolighed.

Jeg sad engang i en lejlighed med en gruppe illegale migranter. Der var overfyldt, varmt og dårligt ventileret. Jeg læste versene sammen med en mand fra Bangladesh, som havde været revolutionær i sit hjemland og involveret i militante organisationer. Han bar på skyld og skam over sin fortid – og nu stod han uden fremtid, fordi han ikke kunne få asyl.

Da han hørte ordene ’han tager min byrde’, skete der noget med ham. Jeg kunne næsten se lettelsen brede sig i ham. Han var både slider og slæber – og i det øjeblik fik han lov til at lægge noget af det fra sig.

Du taler også om bøn som noget, der forandrer sig for mange, når de møder kristendommen. Hvordan det?
”Jeg husker en iransk kvinde, der kom i kirken, mens hun stadig var muslim. Hun spurgte, om det var i orden at komme til gudstjenesterne – det var det selvfølgelig. Senere fortalte hun, at hun ønskede at konvertere, fordi hun havde lært en ny måde at bede på.

Hun sagde: ’Jeg har altid vidst, at Gud var der, som et smukt palads, jeg kunne besøge. Men da livet gik i stykker, stod huset tomt – der var ingen møbler i det.’ 

Da hun lærte at kalde Gud for far, oplevede hun, at huset blev møbleret igen. Det billede har jeg aldrig glemt.

Er der tekster i Bibelen, du har svært ved at bruge i dit arbejde?
Som præst skal man være varsom med, hvilke tekster man bruger i sjælesorg. Kommer man med en lovtekst til et menneske, der i forvejen er ved at segne under andres krav, risikerer man blot at forøge byrden.

Der er også steder i Bibelen, som ganske enkelt er svære at forlige sig med – som påbud om stening eller de mange krige i Det Gamle Testamente. Men de må læses i lyset af helheden. Gennem historien har Gud ført sit folk fra et regelstyret fællesskab til et fællesskab, der bygger på kærlighed. Ligesom børn får regler, når de er små, men senere lærer værdier at leve efter.

Som Augustin siger: ’Det Nye Testamente ligger skjult i det Gamle, og det Gamle ligger åbent i det Nye.’ 

I lyset af Kristus forstår vi de vanskelige tekster.”

Hvis du skulle give ét vers videre til mennesker i dag, hvilket skulle det så være?
“'Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten.' (1 Joh 4,17-18). Det er en opfordring til at være kritisk opmærksom, når frygten begynder at styre vores tanker og ord. Troen på Guds kærlighed er ikke en flugt fra virkeligheden – den er en forudsætning for at se verden med åbne øjne. Hvis ikke frygten får lov at bestemme, kan vi møde andre med oprejst pande og åbent blik. Min kones afdøde onkel sagde altid: 

’Altid kritisk, aldrig mistænksom.’ 

Kærligheden gør os ikke ukritiske, men den sætter os fri fra mistanken. Det synes jeg, den her tekst minder os om.”