Bryster som hjortekalve. En mave som en hvededynge. En hals som et elfenbenstårn.

Højsangen er Bibelens mest erotiske tekst. Et kærlighedsdigt skrevet for flere tusinde år siden og fuldt af sensuelt billedsprog. I anledning af valentinsdag vender denne artikel blikket mod teksten og spørger, hvordan dens sanselige sprog lyder i dag.

Sidste år udkom Højsangen i prøveoversættelse som led i arbejdet med den nye autoriserede oversættelse af Bibelen, som udkommer i 2036.

Erotiske billeder på flere tusinde års afstand

Hvordan oversætter man erotisk poesi, når sproget og billedverdenen har forandret sig markant siden tekstens tilblivelse. Det spørgsmål stod centralt, da forfatter og sprogkonsulent Ursula Andkjær Olsen medvirkede i Bibelselskabets egen podcast "Hvad i himlens navn?", som handler om arbejdet med den nye bibeloversættelse.

Højsangen er fyldt med billeder, der kan virke mærkværdige for nutidige læsere. Bryster beskrives som hjortekalve, kinder som balsambede og tænder som nyvaskede får. Alligevel er teksten blevet læst og genlæst i årtusinder som et kærlighedsdigt med en tydelig erotisk ladning.

For Ursula Andkjær Olsen har det været afgørende ikke at forsøge at opdatere Højsangens billedsprog til en moderne erotik.

“Vi kunne jo ikke bare oversætte den til vores verden. Så ville vi ikke kunne lære noget af teksten,” siger hun.

De fremmede billeder er ikke et problem, der skal løses, men en del af tekstens virkning. Netop blandingen af det sanselige, det overraskende og det uforståelige er med til at give Højsangen dens særlige intensitet.

“Den der blanding af noget smukt, noget desorienterende og noget uforståeligt er en del af det, der gør teksten levende,” siger Ursula Andkjær Olsen.

Nydelse frem for begær

Et centralt tema i arbejdet med Højsangen har været at tage teksten alvorligt som erotik, men en erotik, der adskiller sig markant fra mange nutidige forestillinger. For Ursula Andkjær Olsen er Højsangen ikke optaget af begær, men af nydelse. Begær peger ifølge hende mod noget, der mangler og aldrig helt kan tilfredsstilles, mens nydelse knytter sig til det, der allerede er til stede og kan sanses her og nu.

I Højsangen er kroppen ikke adskilt fra verden omkring den. Den er vævet sammen med omgivelserne. Naturen er ikke baggrund, men medspiller. Træer, blade, dufte og vind indgår i det erotiske kredsløb på lige fod med kroppe og berøringer.

“Der er en verden her, hvor alting er levende. Kroppen morfer ind i omgivelserne, og omgivelserne morfer tilbage ind i kroppen,” siger Ursula Andkjær Olsen.

Netop derfor har oversættelsen også givet plads til et mere poetisk og billedrigt sprog end i mange andre bibelske tekster. Hvor fortællende prosa kræver klarhed, må poesien gerne kræve noget af læseren.

“Det her er en tekst, der skal mærkes. Den skal ikke forstås med forstanden,” siger hun.

En tekst, der må kræve noget af sin læser

Arbejdet med at nyoversætte Højsangen har været præget af en bevidst balance mellem trofasthed mod grundteksten og mod til at lade teksten stå åben. Oversættelsen forklarer ikke alt, men inviterer læseren ind i et sanseligt rum, hvor sproget ikke straks lader sig afkode.

For Ursula Andkjær Olsen er det ikke et problem, hvis teksten ikke giver sig med det samme.

“Hvis man lægger bogen væk, fordi man ikke gider bruge to sekunder på et billede, så er det jo læserens tab,” siger hun.

Lyt til Bibelselskabets podcast "Hvad i himlens navn?" her, eller hvor du plejer at lytte til podcasts.