Hele Bibelen på én ølbrik
"Elsk Gud. Elsk dig selv. Elsk din næste". Sådan sammenfattes Bibelen på den ølbrik, som lige nu uddeles i Hessen. Foto: Rahn/EKHN

19.10.2016 Birgitte Stoklund Larsen

Hele Bibelen på én ølbrik

Den evangelisk-lutherske kirke i den tyske delstat Hessen har netop lanceret en opfindsom kampagne: Ølbrikker med bibelcitater skal få folk til at tale om Bibelen

I Hessen i Tyskland drikker de øl - men de skal tale om næstekærlighed og Gud, mens de gør det. I hvert fald hvis det står til delstatens evangelisk-lutherske kirke, der har sat Bibelen på ét bræt i en kampagne i anledning af reformationsjubilæet. Eller rettere på én ølbrik.



"Elsk Gud. Elsk dig selv. Elsk din næste". Sådan sammenfattes Bibelen på den ølbrik, som uddeles til kirkens medlemmer og fordeles på cafeer og værtshuse i Hessen-Nassau for at få folk til at tale om vigtige ting, mens de tager sig en øl. På store bannere lyder spørgsmålet "Hvad taler vi egentlig om?", og med afsæt i ølbrikken kan man blandt andet diskutere, om man skal elske sin næste "koste hvad det vil?" - og om man eventuelt skulle lære Gud at kende?



"Vi bor i et område, hvor der drikkes meget øl, og det er da en god anledning til at komme til at tale sammen om centrale bibelske temaer, når man sidder der i godt selskab ved stambordet", lyder det fra en af områdets præster, der bakker op om initiativet.



Den evangelisk-lutherske kirke i Hessen-Nassau har siden 2012 sendt en årlig "impulspost" til sine medlemmer, i år altså i form af en ølbrik, som er sendt til omkring en million husstande. Til kampagnen hører hjemmesiden www.bibel-auf-bierdeckel.de, hvor der er forskelligt baggrundsmateriale og mulighed for at fordybe sig i temaerne. Kampagnen koster 685.000 Euro, altså omkring fem millioner kroner.

Fakta om bibelcitatet

Sammenfatningen af Bibelen er hentet i Jesus' svar på spørgsmålet om det største bud i loven i Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 37-39:



"'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind'. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv'".