Hvornår har du selv haft brug for håb?

”Lige nu. Mit store barn skal begynde på specialskole efter sommerferien. Det er en ny begyndelse med håb om, at han får plads til at vokse og trives på sin egen måde. Men der er også ængstelse i at give slip og give ham videre til livet. Han bliver ældre, og der kommer nye begyndelser, som jeg ikke kan styre eller se hele vejen ind i.

Håbet er knyttet til tilliden til, at Gud allerede er til stede i den fremtid, jeg ikke kender. At han ikke skal møde det, der venter, alene.”

Hvilken bibeltekst vender du tilbage til, når håbet skal have ord?

”Lignelsen om den fortabte søn. Der er noget enormt trygt i at vide, at vi altid bliver taget imod – uanset hvad vi har begivet os ud i. Gud står ikke bare og venter; han løber os i møde, før vi selv ved, hvor vi skal gå hen.

Det er et billede på en Gud, der ikke kræver, at vi har styr på alting eller kan forklare os. Han er klar med åbne arme. For mig er det et af Bibelens stærkeste billeder på håb: at man aldrig bliver stødt væk fra Gud, men altid er elsket og hører til.”

Hvordan har din kirkelige baggrund formet den måde, du forstår håb på?

”Jeg er vokset op i en kulturkristen familie, hvor vi kom i kirke ved særlige lejligheder, men hvor troen ikke fyldte så meget i hverdagen. Til gengæld voksede jeg op med en far, der gjorde sig store tanker og delte dem med mig. Vi havde lange filosofiske og religiøse samtaler, og det har præget min nysgerrighed og mit blik på troen.

I mit folkekirkelige ståsted ligger der for mig en vigtig erfaring af, at håb ikke er noget, vi selv skal præstere. Håbet hænger sammen med tillid: tilliden til, at Gud ikke giver slip, når vi selv mister overblikket, fatningen eller modet. Måske er håbet netop tydeligst, når livet er svært.”

Hvor ser du lys og glæde bryde frem omkring dig lige nu?

”I naturen. Jeg forbløffes hvert år over, hvordan livet pibler frem: solen på havoverfladen og det grønne, der kommer igen. Det kan lyde som en floskel, men jeg bliver virkelig ramt af det. Uanset hvor gråt, sort eller dødt det hele så ud, kommer livet igen. Der er noget stædigt i den livscyklus.

Og så ser jeg det i mennesker – i samhørigheden og viljen til fællesskab, når vi mødes. Det kan være i nære relationer, men også i et smil på gaden. I kirken mærker jeg en varme og en vilje til fællesskab, når mennesker samles om gudstjenester og andre arrangementer.”

Hvad vil du sige til et menneske, der har svært ved at tro på det gode?

”Jeg vil starte med ikke at sige så meget. Man skal aldrig påklistre andre mennesker et håb, de ikke kan mærke. Det bliver for anstrengende og kan få den modsatte virkning. Først må man være til stede i håbløsheden sammen med dem.

Når man ikke selv formår at se håbet eller holde fast i det, er det min oplevelse, at håbet holder fast i én. Det ville være mit håb for det menneske, at det på et tidspunkt får øje på det. Men man skal være meget varsom. Man skal ikke for hurtigt forsøge at fikse mørket eller få et andet menneske til at se lys, som det endnu ikke kan se. Det er også okay at opholde sig i mørket.”