22.05.2014 Cai Frimodt-Møller
"Du er en stor og moderne bibelformidler"
Sangeren og sangskriveren Jonas H. Petersen blev modtager af Bibelselskabets Pris 2013. Læs her Bibelselskabets formands ord til prismodtageren.
Siden 2005 har Bibelselskabet en gang om året uddelt en pris til en person, der på særlig fremragende vis har gjort Bibelen nærværende i samfundet. Når Bibelselskabet uddeler prisen er det med et dobbelt sigte. Vi ønsker at sige tak til den person, som modtager prisen. Samtidig er prisuddelingen en anledning til at skabe positiv opmærksomhed omkring Bibelen og dens levende betydning for mennesker i dag.
I 2005 var den første prismodtager tegner Peter Madsen, der blandt andet har skabt den uovertrufne og vidt udbredte tegneserie om Jesus, Menneskesønnen. I årene siden da er prisen gået til præster, forfattere, kunstnere og forskere, som på hver deres måde igennem en lang karriere har åbnet Bibelen.
Men det er vist endnu ikke sket, at Bibelselskabets pris er gået til en meget ung mand, der har været nomineret til guld på P3 og optrådt på Roskilde Festivalen. En gang skal imidlertid være den første. Og derfor vil jeg nu bede forsangeren i Hymns From Nineveh, Jonas H. Petersen, om at komme herop.
Jonas, om lidt får du en prestigefyldt pris, som består af 10.000 kroner og et indrammet originalblad fra Christian III's bibel fra 1550. Christian III's bibel var og er den første, samlede oversættelse af Bibelen til dansk, og den regnes samtidig for et sprogligt mesterværk. Men inden du får disse herligheder, vil jeg fortælle dig og alle de andre tilstedeværende, hvorfor Bibelselskabets bestyrelse har besluttet, at Bibelselskabets Pris i 2014 går netop til dig.
Vi har lagt mærke til, at du er en dygtig musiker. Dit første album blev kåret til det bedste danske album i 2011. Du har skrevet et hit, "A Kid on the Beach", en meget glad sang, som blev årets uundgåelige på P3. Du har optrådt alle de rigtige steder.
Men vi har også bemærket, at du er mere end en dygtig musiker. Du er også en stor og moderne bibelformidler. At en Jonas skriver hymner fra et sted, som kaldes Nineve, er jo i sig selv en stor reference til Det Gamle Testamente. Men du har også i dine tekster arbejdet med ”manden, der tegnede i sandet”. Du har beskrevet ”en kærlighed, som hverken død, liv, engle eller magter kan skille os fra”. Du har sat ord på det fantastiske håb om ”dagen, hvor børn skal lege ved bjørnens hule”.
Når du bliver interviewet, taler du gerne om dine inspirationskilder på en varm og fin og sympatisk måde. Du har samlet erfaringer fra Botswana, hvor du kom til verden, over Ringkøbing, hvor du voksede op, til Nørrebro i København, hvorfra din verden nu går. Som en af tidens unge og store stjerner imponerer du nu ved alligevel at have benene solidt plantet på jorden. Verden har brug for mindre selfie - og mere samaritaner, som du selv siger det rammende og smukt i Bibelselskabets jubilæumsmagasin.
I 2013 udgav Hymns from Nineveh et nyt album om syn og syner. Det blev gjort på en måde, som har kunnet inkludere næsten alle persontyper med vidt forskellige religiøse og ikke-religiøse baggrunde. Du har som studerende på dansk skrevet lærd om Bibelens intertekstualitet. Som sanger og sangskriver kan du omsætte den viden til ord og toner, som almindelige mennesker kan forholde sig til og fascineres af.
Senest har du medvirket som en af 12 kunstnere i Bibelselskabets ”Lydspor fra Bibelen” med en sang om påsken og troen. Lyrisk og intenst taler du i dette "Kvantespring" om at kaste sig ud på det dybe vand, hvor kun troen kan bære.
Samlet set repræsenterer du, set med Bibelselskabets øjne, en ung og oprigtig søgen efter mening, der autentisk åbner for Bibelens tanker og tekster i det 21. århundrede. Du bygger bro mellem troens verden og det daglige liv. Du kombinerer dyb professionalisme med en respekt for den ramme, som bibelhistorien og salmetraditionen også udgør. Derfor fortjener du i høj grad Bibelselskabets pris i jubilæumsåret 2014.