23.05.2014 Bibelselskabet
Kendt fra P3. Nu får han Bibelselskabets Pris.
Den unge sangskriver Jonas H. Petersen (Hymns from Nineveh), der har været nomineret til P3 Guld for sin musik, modtager Bibelselskabets Pris den 22. maj for at åbne Bibelen med sine sange.
Hans første album blev kåret til det bedste danske album i 2011. Fra hans hånd kom også hittet A Kid on the Beach, som blev årets uundgåelige på P3. Han har spillet på Roskilde Festival, DRs Koncerthus og mange andre steder. Jonas H. Petersen er kort sagt kendt på den danske musikscene.
Ifølge Bibelselskabets bestyrelsesformand, overlæge, dr.med. Cai Frimodt-Møller, er der ingen tvivl om, at Jonas H. Petersen er en dygtig musiker, men det er ikke derfor, han nu får Bibelselskabets prestigefyldte pris:
”Jonas H. Petersen er mere end en dygtig musiker. Han er også en stor og moderne bibelformidler,” skriver Cai Frimodt-Møller i sin indstilling af Jonas H. Petersen til prisen.
Jonas H. Petersens musik er fyldt med referencer til Bibelen. Navnet for hans band, Hymns from Nineveh, kommer fra den bibelske fortælling om Jonas, der bliver smidt overbord fra et skib i stormvejr og slugt af en hvalfisk. I en af hans tekster kan man også møde Jesus som ”manden, der tegnede i sandet”. Og hans seneste og meget anmelderroste album, som udkom i 2013, fik navnet Visions og havde et væld af bibelske referencer.
Jonas H. Petersen er allerede et kendt navn i Bibelselskabet. I april udkom han med sangen Kvantespring om påsken. Sangen er en del af Bibelselskabets musikprojekt Lydspor fra Bibelen, hvor kendte musikere i anledning af Bibelselskabets 200 års jubilæum sætter nye ord og toner til kendte bibeltekster.
Bibelselskabet har siden 2005 årligt uddelt en pris til en person, der på særlig fremragende vis har gjort Bibelen nærværende i samfundet. At Jonas H. Petersen har gjort dette, slår bestyrelsesformanden fast i sin begrundelse:
”Jonas H. Petersen repræsenterer en ung og oprigtig søgen efter mening, der autentisk åbner for Bibelens tanker og tekster i det 21. århundrede. Han bygger bro mellem troens verden og det daglige liv. Han kombinerer dyb professionalisme med en respekt for den ramme, som bibelhistorien også udgør. Derfor fortjener han i høj grad Bibelselskabets Pris i jubilæumsåret 2014.”
Den prestigefyldte pris består af 10.000 kroner og et indrammet originalblad fra Christian III’s bibel fra 1550.
Bibelselskabets Pris er ikke finansieret med indsamlede midler, men derimod med overskuddet fra salg af udgivelser fra Bibelselskabets Forlag. Ekstraordinært tildeles teologen Gert Hallbäck i år Bibelselskabets Ærespris samme dag, som Jonas H. Petersen modtager Bibelselskabets Pris.
Modtagere af Bibelselskabets Pris
2014: musiker Jonas H. Petersen
2013: teolog og Kierkegaard-forsker Niels Jørgen Cappelørn
2012: kunstner Arne Haugen Sørensen
2011: forfatter og projektchef Synne Garff
2010: musiker og tv-vært Sigurd Barrett
2009: sognepræst og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen
2008: professor Kirsten Nielsen
2007: præst og forfatter Johannes Møllehave
2006: sognepræst Knud Ove Mandrup
2005: tegner Peter Madsen