Hun gik ind gennem alle dørene og stod så foran kongen; han sad på sin kongetrone iført hele sit prægtige skrud, fuldstændig dækket af guld og ædelsten, og han var frygtindgydende. Han løftede sit ansigt, der glødede i herlighed, og så på hende i heftig vrede. Da skiftede dronningens ansigt farve, hun besvimede og sank sammen ind over den pige, der gik foran.

Men Gud vendte kongens heftighed til mildhed. Fuld af ængstelse sprang han op fra sin trone, tog hende i sine arme, indtil hun kom til sig selv, opmuntrede hende med venlige ord og sagde til hende: »Hvad er der, Ester? Jeg er din broder, vær ikke bange! Du skal ikke dø; vores lov gælder kun almindelige borgere. Kom herhen!« Han løftede sit guldscepter og lagde det på hendes nakke; så omfavnede han hende og sagde: »Tal til mig!« Og hun sagde: »Jeg så dig, herre, som en Guds engel, og mit hjerte skælvede af frygt for din herlighed. For du er ærefrygtindgydende, herre, og dit ansigt er fuldt af værdighed.« Imens hun talte, faldt hun besvimet om. Og kongen blev forfærdet, og alle hans tjenere prøvede at kalde hende til bevidsthed.