I det tyvende år, i måneden kislev, mens jeg var i borgen i Susa, kom Hanani, en af mine brødre, sammen med nogle mænd fra Juda. Jeg spurgte dem ud om judæerne, de overlevende, der var tilbage fra fangenskabet, og om Jerusalem, og de svarede mig: »De, som dér i provinsen er tilbage fra fangenskabet, lever i stor nød og vanære. Jerusalems mur er brudt ned, og dens porte gået op i flammer.«

Da jeg hørte disse ord, satte jeg mig ned og græd og sørgede i dagevis, mens jeg fastede og bad for himlens Guds ansigt. Jeg sagde: »Ak, Herre, himlens Gud, du store og frygtindgydende Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker dig og holder dine bud! Lad dit øre lytte og dine øjne være åbne, så du hører din tjeners bøn, som jeg nu beder for dit ansigt dag og nat for dine tjenere israelitterne. Jeg bekender de synder, som vi israelitter har begået mod dig, og som også jeg og min fars hus har begået. Vi har handlet ondt mod dig og har ikke holdt de befalinger, love og retsregler, du gav din tjener Moses. Husk det, du indskærpede din tjener Moses: Handler I troløst, vil jeg sprede jer blandt folkene; men vender I om til mig og følger mine befalinger omhyggeligt, vil jeg samle jeres fordrevne, om så de befinder sig ved verdens ende. Jeg vil bringe dem til det sted, jeg har udvalgt til bolig for mit navn. Det er dine tjenere og dit folk, som du har udfriet med din store kraft og stærke hånd. Ak, Herre, lad dit øre lytte til din tjeners bøn og til bønnen fra dine tjenere, som ønsker at frygte dit navn. Lad det lykkes for mig, din tjener, lad mig finde barmhjertighed hos denne mand!« Jeg var nemlig mundskænk hos kongen.