Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 41
Nej, den forventning ville være bedrag;
blot ved synet af den ville man falde omkuld.
Ingen er så dumdristig, at han tør tirre den,
og hvor er han, der kan holde stand mod den? Hvem indlod sig i kamp med den og slap fra det?
Ingen under hele himlen!
Jeg vil ikke tie om dens lemmer
og om dens bygnings kræfter og ynde.
Hvem har trukket den ydre klædning af den?
Hvem er trængt gennem dens dobbelte brynje?
Hvem har åbnet dens ansigts døre?
Dens tandrækker vækker skræk.
Dens ryg er rækker af skjolde,
lukket med segl af flint,
de sidder så tæt sammen,
at der ikke kommer luft imellem dem.
De hænger tæt sammen,
de er føjet ind i hinanden og kan ikke skilles ad.
Dens nysen fremkalder lys,
dens øjne er som morgenrødens øjenvipper.
Der står flammer ud af gabet på den,
gnisterne fyger fra den.
Der står røg ud af dens næsebor
som fra en glohed gryde over ilden.
Dens ånde får gløder til at blusse,
flammer står ud af gabet på den.
På dens nakke har styrken sin plads.
Foran den hopper angsten.
Dens kødfulde bug er strammet,
den sidder som støbt og giver sig ikke.
Dens hjerte er fast som sten,
fast som den underste kværnsten.
Når den rejser sig, gribes selv guder af frygt,
de er ude af sig selv af forfærdelse.
Angriberens sværd preller af
såvel som spyd, kasteskyts og pilespidser.
Den regner jern for strå,
og bronze for trøsket træ;
pile slår den ikke på flugt,
slyngesten bliver til halmstrå for den.
Køllen regnes for halmstrå,
den ler ad det svirrende krumsværd.
Under bugen har den spidse takker,
som en tærskeslæde trækker den spor i dyndet.
Den bringer havdybet i kog som en gryde,
gør havet til en salvekedel.
Bag den er der en lysende sti,
urdybet ligner gråt hår.
Den har ikke sin lige på jorden,
skabt som den er uden frygt.
Den tør se på alt ophøjet,
den er konge over alle stolte vilddyr.
Note:
Efter en anden forståelse oversættes teksten undertiden: Hvem har givet mig noget først, så jeg må gøre gengæld, jf. Rom 11,35.
