17.09.2024
Brevkassen: Skal vi frygte Gud?
En bibellæser undrer sig over det noget mørke billede, der tegnes af Gud i Matthæusevangeliet 10,28. Dr.theol. Morten Hørning Jensen giver et svar
Hvad betyder det, vi kan læse i Matthæusevangeliets kapitel10 vers 28, hvor Jesus selv siger: "Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede." Håber, at jeg kan få et ærligt og fornuftigt svar.
Med venlig hilsen
Eydi
-------------------------------------------
Kære Eydi
Tak for dit spørgsmål. Det er ganske rigtigt et krads bibelvers, der synes at tegne et mørkt billede af Gud. Der kan i sammenhængen nemlig ikke være tvivl om, at det er Gud, der har magten over menneskers evige skæbne.
Første del af et ærligt svar
Så første del af et ”ærligt svar” er at sige, at det er Gud, der tales om, og at der med denne skelnen mellem legeme på den ene side og sjæl og legeme på den anden tænkes på livet her i tiden og livet efter tiden, evigheden.
Anden del af et ærligt svar
Anden del af et ”ærligt svar” er at se på udsagnets sammenhæng. Her bliver det tydeligt, at det ikke er skrevet for at tegne et billede af Gud som en tyran eller despot.
Prøv at se lige efter, hvor der tales om, at end ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Tværtom gælder udsagnet om at komme af med frygten. Hele afsnittet taler om modstand ved forkyndelse af evangeliet og ligefrem om martyriet.
Der er altså menneskeligt talt god grund til at frygte. Men set i et perspektiv fra oven, skal vi kun frygte Gud - ikke menneskers magt, siger Jesus. Og den gudsfrygt, der nævnes i dette vers, skal bruges til at blive fri af frygten, da Gud har styr på selv spurvene og talt alle hovedhår på os.
Venlig hilsen
Morten Hørning Jensen
Morten Hørning Jensen (f. 1972) er cand.theol., ph.d. og dr.theol. fra Aarhus Universitet, professor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultet i Aarhus, professor ved Fjellhaug International University College, Oslo, samt professor II ved MF Vitenskapelig Høyskole, Oslo. Han er fast skribent ved Kristeligt Dagblad og redaktør for Selskab for Bibelsk Arkæologis blad, TEL. Faglig leder for Det Nye Testamente i arbejdet frem mod en ny autoriseret bibeloversættelse i 2036. Se alle hans brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning. Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk
Den Nye Aftale 2020
Sidetal: | 432 sider |
---|---|
Indbinding: | Hæftet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7232-170-7 |
---|---|
Mål: | 14,3 x 20,9 |