Mark Twain skal have sagt, at ”de fleste mennesker har vanskeligheder med de bibelsteder, de ikke forstår. For mit eget vedkommende må jeg indrømme, at jeg har flest vanskeligheder med de bibelsteder, jeg forstår!” Gud må unægtelig siges at være en hovedperson i Bibelen, men hvordan skal vi forstå, hvad eller hvem Gud er blandt de gudsopfattelser, vi møder i Bibelen?

Abrahams, Isaks og Jakobs Gud

Gud er i den danske oversættelse af Det Gamle Testamente en gengivelse af det hebraiske “el” og “elóah”, som hyppigst optræder i flertalsformen “elohim”. Begge ord har samme oprindelse og grundbetydning, nemlig “styrke”. Både “el”, “elóah” og “elohim” kan i Det Gamle Testamente stå neutralt i betydningen “gud”, “guder”. Det er først sammenhængen, der afslører, hvilken gud der er tale om.

I gammeltestamentlig forstand hedder Gud ikke Gud, men er Gud, hvortil der så må knyttes en nærmere bestemmelse, sådan som det sker i udtrykket “Abrahams, Isaks og Jakobs Gud” (fx i Anden Mosebog 3,6), eller ved at der siges “min”, “din” eller “jeres Gud” (fx i Femte Mosebog 12,15). Israels Guds egennavn er “Jahve”, der i den danske oversættelse gengives ved ”Herren”.

Nogen egentlig lære om Gud findes der ikke i Det Gamle Testamente. Derimod er der mangfoldige vidnesbyrd om gudsopfattelsen, nemlig i den eller rettere de måder, der bliver talt om Gud. Gud er den uendeligt ophøjede og vældige, men ikke nødvendigvis en tilbagetrukken og hvilende gud. Tværtimod kendes han alene i sine handlinger, i sin indgriben i historien. Det medfører, at vi kan finde udsagn om ham, som øjensynligt modsiger hinanden.

Gud er …

Det nytestamentlige gudsbillede er i alt væsentligt bestemt af Det Gamle Testamentes og jødedommens samt af troen på Jesus som Guds søn. I Det Nye Testamente opfattes Gud som den almægtige og som den, der har skabt, og som opretholder alle ting (se fx Matthæusevangeliet 6,25‑34).

Det græske ord for Gud i Det Nye Testamente er “theos”, og selv om det egentlig blot betyder “gud”, bruges det i Det Nye Testamente selvfølgeligt om den Gud, som er kendt fra sin åbenbaring i Det Gamle Testamente, men som nu har givet sig endeligt til kende i Jesus Kristus.

Heller ikke i Det Nye Testamente fremsættes der nogen egentlig lære om Gud. Men der forekommer mangfoldige tilføjelser til ordet Gud, der kendetegner opfattelsen af ham. Der findes også enkelte direkte udsagn som “Gud er ånd” (Johannesevangeliet 4,24), “Gud er lys” (Første Johannesbrev 1,5) og “Gud er kærlighed” (Første Johannesbrev 4,8).

Far og søn

Grundlæggende for forståelsen af gudsopfattelsen i Det Nye Testamente er brugen af fadernavnet om Gud. Jesus forkyndes som den, der er udsendt af Gud, ja, er Guds søn, og som derfor ikke blot taler om Gud, men åbenbarer ham. Og den tro, som Jesus kaldte frem hos sine disciple, var en tro på, at mennesket har lov til at komme til Gud som til en far, dvs. med forventningen om alt godt (se fx Paulus’ Brev til Romerne 8,15). Således er det også i Det Nye Testamente først og fremmest i sit forhold til mennesker, Gud giver sig til kende.

Gud er altså vor far, og Jesus er hans søn. Men hvad med Helligånden? Læs med næste gang i Bibelens ABC.

Teksten er redigeret af Thomas Godsk Larsen på baggrund af opslaget om Gud i ”Bibelleksikon” af Mogens Müller og Lisbet Kjær Müller.