Vi kender historierne fra medierne og måske endda fra vores eget liv: Manden, der falder om, men som reddes af hurtig handling og hjertemassage. Passagerer, der reddes ud af et forulykket tog. Et barn, der bæres ud af en brændende bygning. Eller en kvinde, der reddes fra et overgreb af en modig forbipasserende. Hver scene rummer akut fare eller ødelæggelse, en eller flere redningsmænd og -kvinder og, ikke mindst, en ny chance for dem eller den, der er blevet frelst.

Selv om billedet måske ikke holder hele vejen, er der gode paralleller til Bibelens tale om frelse. Dels kan det græske ord for frelse, Σωτηρία, i nogle tilfælde faktisk godt oversættes til ”reddes”, for eksempel i Apostlenes Gerninger 27,34. Og dels er frelsen, i hvert fald i gammeltestamentlig forstand, faktisk meget konkret. Den handler nemlig om at blive reddet fra fjenders angreb og fra sygdom eller, mere overordnet, om Israels folks frihed til at leve i det land, Jahve efter deres opfattelse har givet dem. Fokus er på deres frelse til livet og fra alt det, der truer med at ødelægge det.

I Det Nye Testamente sker der imidlertid noget, ja, nyt.

Apostlenes Gerninger fortæller, at Jesus er den frelser, som Gud havde lovet Israel, men også, at denne frelse er af en anden art end den, Israel forventede. Tanken om Guds rige, som ifølge evangelierne er central i Jesus’ forkyndelse, ligner godt nok de gammeltestamentlige forestillinger. Men der er en væsentlig forskel: Guds rige er en ny chance for alle. Dette rige opfattes på én gang som noget nærværende og noget kommende, der er i frembrud ved Jesus’ ord, helbredelser og omsorg for fattige og udstødte.

I Bibelen kan det både være Gud og den, Gud vil sende, som frelser. Se for eksempel i Esajas’ Bog 19,20, hvor Herren vil sende ”en befrier; han skal kæmpe, og han skal redde dem.” I Det Nye Testamente forkyndes Kristus som den, der frelser. Han kaldes ”verdens frelser”, for eksempel i Johannes’ Første Brev 4,14. Her og mange andre steder er Kristus således den, der har bragt mennesker Guds frelse, og frelsen er da en udfrielse fra synd og død.

Hvad der så nærmere bestemt kan forstås ved synd (og død), må du vente til S med at få svaret på.

Den endelige og evige frelse foregribes i troen på, at Jesus Kristus har banet vejen til den for mennesker. Nogle steder i Det Nye Testamente realiseres frelsen ligefrem i direkte kamp mod denne verdens fyrste, hvis herredømme i kraft af synden fører til evig død (se fx Johannesevangeliet 12). Samtidig er frelsen noget, som først forventes fuldt ud realiseret i en kommende verden, når denne verden er gået til grunde. Det er den dobbelthed, der fanges flot i formuleringen om Guds rige som ”allerede – endnu ikke”.

Vi har allerede talt om Djævelen og hans rænkespil i Bibelen, men endnu ikke om Gud, der jo ellers har serveretten i frelsen i og med Kristus. Læs med i næste kapitel, når vi tager G for Gud under kærlig behandling.