Matthæusevangeliet regnes blandt de tre såkaldte synoptiske evangelier. Matthæusevangeliets status som det første i rækken skyldes, at oldkirken opfattede Matthæusevangeliet som det ældste, og måske fordi den stamtavle, som indleder evangeliet, var en god indledning til hele Det Nye Testamente. Skriftets placering som det første har været med til at fremme dets popularitet – i den danske folkekirke er det stadig det hyppigst læste evangelium i gudstjenesten.

Læs mere om de synoptiske evangelier

Matthæus var en af de tolv apostle, og han nævnes i de fire nytestamentlige apostel-lister (Matthæusevangeliet 10,3; Markusevangeliet 3,18; Lukasevangeliet 6,15; Apostlenes Gerninger 1,13). Matthæusevangeliet beretter selv om hans kaldelse fra toldboden til følgeskab med Jesus i kapitel 9, vers 9 – en historie, vi i øvrigt genfinder i både Markus- og Lukasevangeliet, hvor tolderen imidlertid hedder Levi.

Læs om forskelle og ligheder mellem de fire evangelier

Næppe skrevet af et øjenvidne

Fra ca. år 180 og indtil oplysningstiden er forfatteren til Matthæusevangeliet blevet identificeret med apostlen Matthæus. At det er apostlen Matthæus, der er forfatteren, og at det overhovedet er skrevet af et øjenvidne, regnes i dag for at være usandsynligt. Evangeliet var, ligesom de øvrige evangelier, oprindeligt anonymt og forfattet på græsk, og det har tidligst fået overskriften ”Ifølge Matthæus”) omkring år 120-130 e.Kr. Allerede tidligt var man dog opmærksom på, at det var usandsynligt, at et øjenvidne, som havde fulgt Jesus i Galilæa, kunne skrive græsk.

Men hvad kan vi så sige om forfatteren?

En rabbinsk skolet jødekristen

Når vi læser Matthæusevangeliet, får vi indirekte en del at vide om ham: Forfatteren behersker både græsk og aramæisk og/eller hebraisk (jf. Matthæusevangeliet 1,22f; 2,23; 21,42), og han synes ind imellem at citere det hebraiske Gamle Testamente i stedet for det græske. Noget tyder på, at forfatteren var en rabbinsk skolet jødekristen; en skriftklog, der er blevet ”Himmerigets discipel”, som Matthæusevangeliets kapitel 13, vers 52, selv formulerer det. Han har, med sine mange skrifthenvisninger, haft et nært forhold til Det Gamle Testamente og jødedommen, og det er afgørende for ham at forkynde Jesus som opfyldelsen af Det Gamle Testamentes forventning om den kommende Messias. Forfatterens blik er dog ikke kun rettet mod den jødiske verden; således slutter Matthæusevangeliet i kapitel 28 med missionsbefalingen om at gøre ”alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Matthæusevangeliet stammer altså efter al sandsynlighed fra et jødekristent miljø, dvs. blandt jøder, der er blevet kristne, formodentlig i Syrien, som var en af den ældste kristenheds centre, og hvor der boede jøder i stort tal. Da man mener, at Matthæusevangeliet har benyttet Markusevangeliet som kilde, og da Markusevangeliet sandsynligvis er blevet til omkring år 70, tidsfæstes Matthæusevangeliet gerne til et sted mellem år 80 og 90 e.Kr. – som det næstældste evangelium.