05.12.2024 Af Nanna Endahl Jørgensen
Bibelselskabets bøger kan skabe tidlig forbindelse til troens verden
Mathias Anker Kure, Bibelselskabets forlagschef, har de seneste seks år beskæftiget sig med at udgive bøger om Bibelen til de allermindste. Hans erfaring er, at forældre ofte ønsker at videregive de historier, de selv holder af, til deres børn
Hvorfor er udgivelser til børn en vigtig del af Bibelselskabets arbejde?
Horisonten for Bibelselskabets arbejde er at gøre Bibelen nærværende i kirken, samfundet og for den enkelte. Her spiller børnebibler og genfortællinger af enkeltstående bibelhistorier for børn en helt afgørende rolle. Der er forskel på, hvornår, hvordan og hvorfor man som forælder gerne vil introducere sit barn for det bibelske univers, og Bibelselskabets opgave som udgiver er at sikre, at materialerne findes. At der er gode, gedigne bibelbøger tilgængelige, også til de allermindste.
Hvilke bibelhistorier egner sig bedst til børn?
Min egen lavpraktiske erfaring er, at man gerne vil give det videre til sine børn, som har betydet og betyder noget for en selv. Jeg var selv enormt glad for Astrids Lindgrens Alle vi børn i Bulderby, og noget af det første, jeg gjorde, da jeg havde fået en søn, var at købe netop den bog til ham, også selvom der selvfølgelig gik flere år, før den blev aktuel til godnatlæsning.
På samme måde kan det være med Bibelen, og derfor tror jeg især på at bruge kernestoffet i bøger til de allermindste. Et eksempel kunne være Fadervor for de mindste. Bogen består helt simpelt af fadervor, et af de absolutte højdepunkter fra Bibelen, som mange har et ønske om at give videre. Bønnen gengives led for led og ledsages af en skøn lille billedfortælling. Et andet eksempel kunne være MyldreBibelen, der gengiver otte centrale bibelhistorier sammen med Esben Hanefelt Kristensens velkendte illustrationer. Det er en ind-til-benet-børnebibel, og der er noget at gå på opdagelse i, også for de allermindste. Begge bøger er desuden lavet som papbøger med tykke sider, der passer til de allermindste på 0 til 2 år. Formgivning, valg af format og materiale er selvfølgelig vigtigt.
Hvordan gør I Bibelen interessant for de allermindste?
Det handler om at bruge illustrationer, der fanger de mindstes interesse, og skrive en enkel tekst. Samtidig skal bogen have et koncept, der gør den brugbar som et legeredskab. Det kan være et søg-og-find-element eller nogle illustrationer, som helt konkret er skabt i former og farver, der appellerer til de allermindste. Gode eksempler på det kunne være Den lille bibel, som er en hel børnebibel med meget korte genfortællinger, samt den helt nye bog BabyBibelen, der er en papbog lavet med illustrationer i høj kontrast, der stimulerer det lille barns syn.
Hvordan er efterspørgslen på bibelhistorier til børn?
Vi oplever en rigtig god efterspørgsel på vores bøger til børn! Det gælder forældre, der ønsker nye fortolkninger af bibelhistorie, og selvfølgelig også præsterne, der især efterspørger børnebibler som dåbsgaver. Boghandlerne vil gerne have bøger på hylden, der formidler Bibelen til de mindste, og det gælder også bibliotekerne, der gerne vil have nye billedbøger med bibelgendigtninger. Så vi klør på og vil fortsætte det gode arbejde med at gøre Bibelen tilgængelig for børn, også de allermindste, i nye bogudgivelser.
BabyBibelen
Forfatter: | Mathias Anker Kure |
---|---|
Illustrator: | Marieke ten Berge |
Sidetal: | 48 sider |
Indbinding: | papbog |
Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
Varenummer: | 978-87-7232-331-2 |
---|---|
Mål: | 21 x 21 cm. |