Første Mosebog

Klik her for at læse kapitel 7

KAPITEL 8
¹ Gud huskede Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken, og han lod en storm^* blæse hen over jorden, så vandet sank. ² Kilderne fra Det Store Dyb blev standset, og himlens vinduer lukket, og regnen fra himlen stoppet. ³ Lidt efter lidt trak vandet sig tilbage fra jorden. Efter 150 dage begyndte vandet at synke. ⁴ På den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund^* på Ararats bjerge. ⁵ Vandet blev ved med at synke indtil den tiende måned, og på den første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne.

⁶ Efter fyrre dage åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, ⁷ og sendte en ravn ud. Den blev ved med at flyve frem og tilbage, indtil vandet var tørret væk fra jorden. ⁸ Han sendte en due afsted for at se, om vandet havde trukket sig væk fra jordens overflade. ⁹ Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til Noa i arken, fordi der var vand over hele jorden. Noa rakte hånden ud og tog duen tilbage ind i arken. ¹⁰ Han ventede i syv dage til og sendte så duen ud af arken igen. ¹¹ Om aftenen kom den tilbage til ham, og den havde en frisk olivengren i næbbet. Så var Noa klar over, at vandet havde trukket sig væk fra jorden. ¹² Han ventede syv dage til, sendte duen afsted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.

¹³ I det år, Noa blev 601 år gammel, på den første dag i den første måned, var vandet tørret væk fra jorden. Da han fjernede overdækningen på arken og kiggede ud, så han, at jorden var blevet tør. ¹⁴ På den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden helt tør. ¹⁵ Så sagde Gud til Noa: ¹⁶ »Gå ud af arken sammen med din hustru, dine sønner og dine svigerdøtre. ¹⁷ Alle dyrene hos dig, alle levende væsner, fugle, kvæg og alt, der kryber på jorden, skal du tage med dig ud, så de kan vrimle på jorden og være frugtbare og blive mange på jorden.« ¹⁸ Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin hustru og sine svigerdøtre. ¹⁹ Også alle dyr, alt kryb og alle fugle – alt, der bevæger sig på jorden – gik ud af arken, den ene art efter den anden.

²⁰ Derefter byggede Noa et alter for Herren og ofrede nogle af de rene dyr og nogle af de rene fugle som brændofre på alteret. ²¹ Da Herren indåndede den skønne duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, selvom det, der opstår i deres hjerter, er ondt lige fra barndommen. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg gjorde.

²² Så længe jorden står,
skal såtid og høsttid,
kulde og varme,
sommer og vinter,
dag og nat
aldrig holde op.«

Fodnoter

 ^*8,1 Ordet for storm er det samme, som oversættes til ånd i 1,2.

 ^*8,4 På hebraisk er der ordspil mellem navnet Noa og gik ... på grund, ordret: hvilede.