Louise Schack Elholm. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
"Vi skal læse i Bibelen for at forstå vores kristne arv og tro", siger kirkeminister Louise Schack Elholm. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

07.03.2023

"Alle mennesker har godt af at tro på tilgivelsen"

Hvem er Louise Schack Elholms yndlingsperson i Bibelen? Og hvilken fortælling holder hun mest af? Læs kirkeministerens svar på fem skarpe om Bibelen

1. Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Jeg har ikke et bestemt tidspunkt eller sted, hvor jeg læser i Bibelen. Jeg gør det, når der er dele af Bibelen, jeg gerne vil fordybe mig i, eller når jeg finder det interessant at læse variationer af samme historie. 

2. Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?

Jesus er min yndlingsperson i Bibelen, for det er ham, som sikrer os tilgivelsen for vores synder. Tilgivelsen er central for mig, for det sikrer, at vi som mennesker bliver accepteret som fulde af fejl og kan få tilgivelse for vores fejl. Jeg tror, at alle mennesker har godt af at tro på tilgivelsen.

3. Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Der er rigtig mange fantastiske historier i Bibelen, som jeg har nydt at læse for begge mine børn og også for mig selv. Jeg holder af moralen i mange af historierne – både fra Det Nye og Det Gamle Testamente. Men skal jeg vælge et sted, hvor jeg holder ekstra meget af moralen, så skal vi til Johannesevangeliet kapitel 8, hvor vi hører om kvinden grebet i ægteskabsbrud. Historien fortæller os både om synd, fordømmelse og tilgivelse. Igen er Jesus tilgivelsens stemme.

4. Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Vi skal læse i Bibelen for at forstå vores kristne arv og tro, men også for at blive beriget af de mange skønne historier, der alle har interessante moraler.

5. Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

For den voksne læser synes jeg, at de mest centrale tekster er Det Nye Testamentes tekster om påsken. Jesus, som rider ind i Jerusalem palmesøndag, nadveren, Judas, der forråder Jesus, jøderne, der dømmer Jesus, korsfæstelsen og endelig opstandelsen. Den findes i alle fire evangelier.

Der er mange fantastiske børnebibler. Jeg har selv læst tre forskellige versioner for mine børn. Jeg er i særlig grad begejstret for Sigurd fortæller bibelhistorier. Jeg synes, at han fortæller så levende, at det er let at holde børnenes interesse. Når børn skal introduceres for Bibelen, giver det bedst mening at tage den i kronologisk rækkefølge, synes jeg.

Louise Schack Elholm (født 1977) er siden 2022 kirkeminister samt minister for landdistrikter og nordisk samarbejde.

Bibelen i brunt ægte skind og med guldsnit

En klassisk luksusbibel i ægte brunt skind. Bibelen er i mellemformat
Bibelen_mellem_brun
999,95

Udsolgt fra forlaget

Sidetal: 1440 sider
Indbinding: Indbundet i ægte brunt skind
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-774-6
Mål: 16,5 x 22 cm
Andet: Med 2 læsebånd