04.10.2022
Fem skarpe om Bibelen til Ulla Thorbjørn Hansen
Hvem er Ulla Thorbjørn Hansens favoritperson i Bibelen? Og hvad er hendes yndlingsvers? Roskildes nye biskop svarer på fem skarpe om Bibelen
Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?
Det er forskelligt, hvornår jeg læser i Bibelen, og hvor jeg læser. Jeg læser både i Bibelen, når jeg skal arbejde med teksterne som præst og prædikant og til personlig andagt. Jeg er meget glad for Bibellæseplanen fra Bibelselskabet og bruger den til at sætte form og ramme omkring min bibellæsning. Jeg kan også godt lide at læse bøger med korte tekststykker fra Bibelen ledsaget af en refleksion, som man så kan gå og grunde over resten af dagen. For tiden er det en lille andagtsbog af Martin Luther, Luther brevier, Worte für jeden Tag, jeg finder inspiration i. Når tiden tillader det, nyder jeg også at læse faglitteratur om Bibelen. Den seneste, jeg har været i gang med, er en bog af Troels Engberg-Petersen, Paulus om identitet. Den stiller det gode spørgsmål: Hvordan er apostlen relevant for os i dag?
Da jeg var præst i Glostrup, var jeg også med til at lave bibelmaraton – det var enormt givende at læse Bibelen på den måde fra start til slut sammen med andre – men også hårdt sine steder. Særligt, når man skulle igennem de mange lovforskrifter i Mosebøgerne.
Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?
Paulus – for hvis der er håb for ham, er der håb for alle. Han, der var en af de mest ivrige kristenforfølgere, men som blev den stærkeste forkæmper for Kristus og den første kristne kirke. Hans breve har en enorm bredde – han formaner, han er optaget af, hvordan vi tjener hinanden, at frelsen gives os uden særlig fortjeneste, han skriver om identitet, og han søger at hjælpe og støtte de menigheder, hans skriver til. Men først og fremmest er han optaget af, hvordan Gud er kommet os nær i Kristus, som vi kan have fællesskab med i troen.
Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?
Jeg kan godt lide Paulus' ord i hans brev til Filipperne kapitel 4, vers 6: ” ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” Men ellers er jeg rigtig glad for Salmernes Bog. Her kan man virkelig finde ord både til trøst og til eftertanke. Vi genfinder også mange ord fra Salmernes Bog i kirken og i vores salmetradition. Hvis jeg skal fremhæve én, må det blive Salme 23, der på smuk, poetisk vis både kommer omkring skabelsesunderet, og hvordan han ’lader mig ligge i grønne enge’. Samtidig møder vi den smerte, sorg og usikkerhed, vi kan leve i – og håbet om, at Gud passer på os midt i alt dét. Jeg oplevede også, da jeg var udsendt som feltpræst til Afghanistan, at ord fra Salmernes Bog var efterspurgte af soldaterne. Vi plejede at laminere bibelord til dem, som de kunne have med ud. Og dér var ord fra Salme 23 absolut nogle af de mest skattede.
Hvorfor skal vi læse i Bibelen?
På et tidspunkt var jeg udsendt til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp. Jeg var med ude til en nødhjælpsuddeling, hvor en mand kom hen til mig og sagde ’husk nu, vi har også brug for bibler’. De står der i den største fattigdom og er sultne, og så snakker han om, at det er vigtigt med bibler! Det får mig til at tænke på Grundtvigs ord ’Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord’. For ja, vi har også brug for andet end fysisk mad. Uden mad og drikke dur helten ikke – men vi har også brug for åndelig føde. Det er det, Bibelen er for mig: åndelig føde.
Derudover er Bibelen ’The Great Code’ til vores kultur – som Northrop Frye kalder den. Den er et uvurderligt skatkammer til at forstå, hvad det er, vi kommer af, både kulturelt og historisk. Vi finder så mange forskellige stemmer i Bibelen, der kan låne os ord til vores liv, uanset, om vi er bedrøvede, ovenud lykkelige eller vil skælde ud på Gud. Og så er Bibelen jo ikke mindst dér, hvor vi møder evangeliet om Jesus Kristus. Med Bibelen kan vi have en samtale med Gud – Søren Kierkegaard har på et tidspunkt kaldt Bibelen for Guds kærlighedsbrev til os mennesker. Dét, synes jeg, er godt sagt.
Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?
Hvis man godt kan lide fortællingen, vil jeg foreslå, man læser Lukasevangeliet og så fortsætter med Apostlenes Gerninger. Hvis man er mere til det poetiske, så er Salmernes Bog eller Ordsprogenes Bog de helt rigtige steder at starte!
Ulla Thorbjørn Hansen tiltrådte som biskop i Roskilde Stift den 1. september 2022. Hun har tidligere blandt andet været provst i Slagelse og desuden været feltpræst, politikontaktpræst samt ledende beredskabspræst.
Bibelen i sort ægte skind og med guldsnit
Sidetal: | 1440 sider |
---|---|
Indbinding: | Indbundet i ægte sort skind |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-762-3 |
---|---|
Mål: | 14 x 18,5 cm |