Tørklæder, håndtryk, svinekød, omskæring, bønnekald, kirkeklokker. Religion udtrykker livets mest grundlæggende værdier, og når disse værdier forsvares og angribes, bringer det sindene i kog. Religiøs praksis er blevet et minefelt de senere år, og det udløser nemt kraftige følelsesudbrud og anklager af værste skuffe. Det har Jacob Birkler erfaret, både i den offentlige debat, som tidligere rådgiver for regeringen og som formand for Etisk Råd 2011-2016:

”Jeg husker en debat i rådet, hvor jeg havde inviteret to oplægsholdere, der skulle debattere omskæring af drengebørn. De to debattører gik efter hinanden på en måde, så jeg blev oprigtigt bekymret for, at de ville ryge i totterne på hinanden, da de gik ud ad døren.”

Etisk refleksion, ikke religionskritik

Også på de sociale medier er tonen skærpet, og blandt politikere og nogle meningsdannere bliver tingene sat skarpt op. Ofte for skarpt, mener Jacob Birkler. I sin nye bog Når tro kommer på tværs vil han bidrage til at skabe et bedre grundlag for dialogen om de etiske dilemmaer, der kan opstå i krydsfeltet mellem den grundlovssikrede religionsfrihed og religiøs praksis. Det sker under fire overskrifter: Seksualitet, sundhedsvæsenet, familie og børn samt det sociale. Og så får læserne tilmed en lynguide i håndtering af etiske dilemmaer:

”Trods debattens stormfulde højder mener jeg, det er nødvendigt, at vi med åben pande erkender, hvordan troen skaber dilemmaer i vores samfund. Dermed lægger jeg ikke an til en religionskritik. Jeg har skrevet bogen, fordi jeg vil styrke det grundlag, hvorfra vi kan tage stilling til de etiske dilemmaer, som opstår i vores samfund.”

Hvor går grænsen?

I Når tro kommer på tværs lægger Jacob Birkler ud med Grundlovens paragraf 67, der indrammer de etiske dilemmaer, der kan opstå mellem religiøs praksis og samfund. Her grundfæstes trosfriheden, men under forudsætning af, at der ’intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’:

”Det etiske dilemma opstår, når vi skal definere, hvor denne grænse går. Må jeg bede aftenbøn? Her vil de fleste finde svaret trivielt og svare ’ja, selvfølgelig’. Men ændrer vi spørgsmålene bare en lille smule, vil svarene ændre sig ganske hurtigt. Må jeg bede i arbejdstiden? Må jeg lade mine børn omskære og lade dem gå i en skole, der fornægter evolutionslæren? Her deles vandene.”

Se sagen fra flere vinkler

Bølgerne gik højt, da omskæring af drengebørn for nyligt blev debatteret. De to store grupper delte sig mellem dem, der betoner respekten for den religiøse eller kulturelle tradition, hvor barnet indlemmes i et fællesskab med et livslangt tilhørsforhold, og dem, der argumenterer for barnets mulighed for selv aktivt at sige til eller fra som voksen. Den mulighed frarøves, hvis omskæring foretages på børn, er argumentet:

”Blandt dem, der er fór, og dem, der er imod, vil omskæring sjældent blive betragtet som et dilemma, men snarere blive set som en fejlagtig eller korrekt lovgivning, der enten skal ændres eller forblive, som den er. Det egentlige dilemma opleves derfor alene blandt de personer, som ser gode argumenter både fór og imod. Men selv om man umiddelbart har en klar opfattelse af en given sag, kan det alligevel være en god idé at se sagen fra flere vinkler, hvilket ikke mindst handler om respekten for den anden part i sagen.”

Nye veje frem

Jacob Birkler fortæller, at det ligger i selve definitionen af et dilemma, at det ikke kan løses, og derfor er det heller ikke bogens formål at levere endegyldige svar. Til gengæld leverer han i sin lynguide til håndtering af etiske dilemmaer en oversigt over de forskellige måder, man kan manøvrere i dilemmaer på:

”Det handler dog ikke om at finde det redskab eller den egenskab, som man umiddelbart synes, passer bedst til lejligheden. Arbejdet med etik er ikke et supermarked, hvor man tager den etiske teori, som ser bedst ud, ned fra hylden. Ofte handler det modsat om at være eller blive bevidst om den strategi, man allerede benytter, så man kan blive bevidst om nye veje frem.”

Blandt de tilgange, Jacob Birkler redegør for, er diskursetikken, som også kaldes samtaleetik eller dialogetik, og en mere relationsorienteret måde at orientere sig i etiske dilemmaer, som kan kaldes nærhedsetik, situationsetik eller relationsetik:

”Når diskussionerne spidser til, og nuancerne fortager sig, kan der være god grund til at minde hinanden om værdien af dialog og vise mod til at se hinanden i øjnene. Ellers lader vi monologen få plads foran dialogen. Det er ofte lettere at forklare ’noget’ end at forstå ’nogen’. Samtaler med de involverede kan begynde med udtrykket ’nu skal du høre’, alt imens dialogen begynder med et ’lad mig nu høre’. Den, der ønsker en dialog, har derfor den indstilling, at hun ikke ved, hvad der er på færde, men er nysgerrig efter at erkende nyt. Det kan give os en mere ydmyg tilgang og nuanceret indgang til de mennesker, vi lever med, og den verden, vi er en del af.”