Brevkassen: Hvorfor er omskæring så vigtigt?

Kære brevkasse



Der er debat om omskærelse for tiden. Hvorfor er det, at omskærelse er så vigtig for jøderne? Og er det mere vigtigt for jøder end for muslimer?



Med venlig hilsen

Hanne



********************************************************

 

Læs svaret fra Anne Katrine de Hemmer Gudme her:

 

Kære Hanne



Tak for dit spørgsmål om omskæring i jødedommen.



I Det Gamle Testamente er omskæring af drengebørn først og fremmest et tegn på pagten mellem Jahve og det udvalgte folk i form af Abrahams efterkommer, Isak. I Første Mosebog kapitel 17,11-13 befaler Jahve patriarken Abraham, at han skal lade alle mænd og drenge i sin husholdning omskære, og at omskærelse otte dage efter fødslen skal være en fast tradition ”slægt efter slægt”. En uomskåret mand skal til gengæld ”udryddes” fra folket (17,14). Abraham adlyder, og han lader sig selv og sin søn, Ishmael, omskære med det samme i en alder af henholdsvis nioghalvfems og tretten år (17,24).



På denne måde fungerer omskæring i Det Gamle Testamente som en identitetsmarkør, der indikerer hvem, der hører til Jahves udvalgte folk. Manglende omskæring bruges polemisk imod andre, ikke-israelitiske folkeslag, fx i Første Mosebog kapitel 34, hvor den uomskårne kanaanæer Sikem ønsker at gifte sig med patriarken Jakobs datter, Dina, eller i Første Samuelsbog kapitel 18, hvor den unge David skal betale hundrede filisterforhuder i brudepris for kong Sauls datter. Her skal det dog bemærkes, at omskæring af mænd var almindelig praksis i Egypten og Levanten i bronzealderen og jernalderen, så en omskåret penis synes ikke at have været en særlig tydelig etnisk markør på Det Gamle Testamentes tid, i sidste halvdel af det første årtusinde f.v.t., selvom de gammeltestamentlige tekster fremstiller omskæring som sådan.



Omskæring i Det Gamle Testamente er blevet tolket som et frugtbarhedsritual. Hvis det er en korrekt fortolkning, virker det sandsynligt, at man oprindeligt omskar drenge, der var ved at komme i puberteten (jf. den 13-årige Ishmael i 1 Mos 17,14), snarere end helt små børn. 



Omskæring er også blevet udlagt som et beskyttende eller afværgende ritual (apotropæisk). Dette skyldes især den dunkle fortælling i Anden Mosebog 4, hvor Moses midt om natten bliver angrebet af Jahve, og pludselig er i fare. Moses’ hustru, Sippora, omskærer deres søn med en flintekniv, og berører enten Moses’ eller sønnens (teksten er uklar) kønsdele med den blodige forhud, idet hun udtaler, ”du er min blodbrudgom” (4,25). Det Gamle Testamente kommer ikke med yderligere forklaring på denne besynderlige hændelse, og udtrykket blodbrudgom optræder ikke andre steder i bogen, men Sipporas handling har den ønskede effekt, og Jahve giver slip på Moses.



Det Gamle Testamente bruger også omskæring metaforisk. Man kan fx have uomskårne læber, hvis man savner talegaver (2 Mos 6,12), og et uomskåret hjerte, hvis man er forhærdet og ude af stand til at modtage Jahves budskab (5 Mos 10,16).



Indenfor jødedommen er det skik at omskære drengebørn på den ottende dag efter fødslen i overensstemmelse med befalingen i Første Mosebog 17. Jødisk omskærelse viderefører således ideen om pagtstegnet, men ritualet er også et overgangs- og indlemmelsesritual, der på nogle områder kan sammenlignes med den kristne dåb. Også indenfor jødedommen fungerer omskæring som en identitetsmarkør, der indikerer tilhørsforhold til en særlig gruppe, men omskæring er og bliver en subtil markør, fordi den befinder sig et sted på kroppen, som for det meste er tildækket i det offentlige rum. En del af omskæringens symbolkraft ligger muligvis i denne ambivalens mellem både at være et særdeles privat mærke og et tegn på at tilhøre et kollektiv, der offentligt netop er kendt for at bære dette private mærke.



Omskæring har stor betydning indenfor jødedommen, fordi det er et ritual, der i høj grad handler om at tage imod nyfødte børn og byde dem velkommen i familien og i trosfællesskabet, men det er også et ritual, der er blevet udsat for kritik i reformjødiske kredse i nyere tid, fordi det så entydigt indekserer og fremhæver drengebørn frem for pigebørn.





Med venlig hilsen

Anne Katrine de Hemmer Gudme



Anne Katrine de Hemmer Gudme er lektor og ph.d. i teologi ved Københavns Universitet. Se hendes andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk

Du kan læse mere her:

Heidi Laura, Den Jødiske verden, Politikens Forlag, 2010

Kjeld Nielsen, ”Omskærelse”, Gads Bibelleksikon, Bind II, side 134

 

********************************************************

 

Læs svaret fra Thomas Hoffmann her:

 

Kære Hanne



Hvad angår omskæring i islam er det værd at bemærke, at denne praksis faktisk ikke omtales direkte i Koranen, muslimernes helligste tekst, der forstås som Guds ord til menneskeheden sandfærdigt formidlet via profeten Muhammad. Eneste steder, hvor man strejfer omskæringen, er to vers, der citerer jøderne for at have ”uomskårne hjerter” (sura 2:88 og sura 4:155). Det bibelske ekko er tydeligt her, som Anne Gudme ovenfor har vist. I disse to vers er betydningen tydeligvis metaforisk og polemisk: selvom jøderne vitterligt har omskårne penisser, har det ikke hjulpet på deres tro. Det er en kritik, som vi også genkender fra Det Nye Testamente. 



Konkret, fysisk omskæring omtales derimod i den meget omfattende religiøse litteratur, der ligger i forlængelse af Koranen, bl.a. i de såkaldte hadith (udtales hadîs med langt i), som ifølge muslimsk tradition er udsagn fra profeten Muhammad. Det centrale at forstå her er, at disse hadith i teori og praksis har lige så stor autoritet og indvirkning på muslimer som udsagn fra Koranen. 



I flere af disse hadith kan man læse, hvordan Muhammad udsiger, at omskæring er en del af menneskets ’naturlige religion’, på arabisk al-fitra. Omskæringen kobles her med en forestilling om ’(rituel) renselse’, kaldet ṭahara. Hadithen, som findes i flere versioner, nævner sædvanligvis omskæringen sammen med andre ’hygiejniske’ praksisser som negleklipning, trimning af skæg, fjernelse af kønshår og hår fra armhulerne. Den intense ’kultivering’ af de mere intime hår er sjovt nok også blevet en del af et senmoderne kroppleje-ideal i Vesten.  



Et andet vigtigt forhold ved omskæringens betydning for muslimer angår selve Muhammads krop. Ifølge nogle traditioner var han allerede omskåret ved fødslen, ifølge andre blev han omskåret senere. Eftersom Muhammad er et eksempel til efterfølgelse for alle muslimer, ræsonnerer traditionen, at alle muslimer (mandlige som kvindelige) principielt set bør omskæres. Dette er måske den teologisk vigtigste grund til omskæringen: at følge det ’skønne eksempel’ (uswa hassanun) i Muhammad.



Derudover ’genindlæser’ den muslimske tradition også omskæringen ind i Koranen, især i to vers, henholdsvis sura 16:123 og sura 2:124. Sura 16:123: ” ”Så åbenbarede Vi for dig: Følg Abrahams trosbekendelse [millat ibrahim, som også kan oversættes til ’Abrahams religion/praksis]…” Eftersom Abraham, som regnes som en profet i islam, også var/blev omskåret, ræsonnerer muslimer, at dette også inkluderer millat ibrahim. Sura 2:124: ” Og da Abrahams Herre prøvede ham med ord. Da lod Han dem gå i opfyldelse. Han sagde: "Jeg vil gøre dig til et forbillede for menneskene."” Denne reference til ’prøvede med ord’ tænkes i traditionen at referere til ’beordrede til omskærelse’.  



Den islamiske retstænkning, som vi populært kender under betegnelsen sharia, er imidlertid ikke fuldstændig enig om omskæringens status og betimelighed. Flere af de toneangivende retskoler angiver, at omskæringen er obligatorisk for muslimer, mens en minoritetsposition angiver, at omskæringen blot er anbefalelsesværdig. Der er altså tale om gradsforskel af religiøs nødvendighed. Uagtet disse juridiske uenigheder og uagtet graden af religiøsitet blandt muslimer verden over er den altovervejende praksis at omskære drengebørn, og i mindre og stærkt aftagende grad piger. Omskæringen er i det lys lige så vigtig for muslimer som for jøder, ja rent kønsmæssigt måske næsten mere vigtigt for muslimer end for jøder, for så vidt at traditionen for at omskære også har inkluderet kvinderne: det er traditionen, ’det er sådan vi gør’. Det er en del af en bogstavelig forstand mærk-bar identitet. 



Med hensyn til tidspunktet for omskæring er der faktisk også en vis spændvidde inden for islam: mange omskærer drengene på den syvende dag (muligvis helt bevidst én dag før jøderne), men forskellige regionale traditioner strækker omskæringen helt op til puberteten. Traditionelt har der dog været enighed om, at omvendelse til islam i en voksen alder fordrer omskæringen.



Med venlig hilsen

Thomas Hoffmann



Thomas Hoffmann er ph.d. og professor MSO i islamstudier ved Det Teologiske Fakultet i København.  



Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.



Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

 

Du kan læse mere her:

Kate Østergaard: ”Omskæring”, T. Hoffmann & J. Butler (red.): Gads leksikon om Islam. København: Gads Forlag, 2008.