”Jeg håber, den nye oversættelse vil overraske mig. Og at jeg i den overraskelse finder inspiration.” Sådan siger sognepræst Lars Gustav Lindhardt fra Frederiksborg Sogn, da han bliver præsenteret for tekstuddrag fra den kommende autoriserede bibeloversættelse, der ser dagens lys i 2036.

De første fire prøveudgivelser udkom den 30. maj 2025 og omfatter Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Filipperbrevet. Det er de første nyoversatte skrifter i det store projekt, der skal munde ud i en ny autoriseret bibel til brug i folkekirken.

For de tre præster, der har læst med på udvalgte tekststykker, er det ikke blot et sprogligt nybrud, men også et teologisk laboratorium. Hvordan skaber man fornyelse uden at miste forankring?

Det særlige sprog, der skaber nærvær

Sognepræst Kathrine Fischer fra Nørresundby Kirke i Nordjylland lægger vægt på, hvordan sproget kan vække lytteren og skabe opmærksomhed – netop fordi det ikke lyder som hverdagsdansk.

”Det, vi læser op, skal kunne noget andet end hverdagssproget. Når noget lyder anderledes, så spidser folk ører,” siger hun.

Hun peger på skabelsesberetningen i Første Mosebog, hvor det nu hedder, at mennesket skal “råde over” dyrene i stedet for det tidligere “herske”. Ændringen er sprogligt lille, men får teologisk betydning.

”Det får mig til at tænke mere i ansvar og omsorg end i magt. Det åbner for nye billeder,” siger hun.

Et andet eksempel er oversættelsen af den tidligere omskrivning “på kvinders vis” til det mere direkte “menstruation”. Her er hensigten at gøre teksten umiddelbart forståelig – især for yngre læsere.

”Jeg håber, at den nye, autoriserede oversættelse ender et sted, hvor sproget er til at forstå, men stadig har tyngde. At man kan mærke, det er noget særligt,” siger hun.

Det fremmede som en nødvendighed

Hvor Kathrine Fischer fokuserer på sprogets virkning på menigheden, har sognepræst Hans Nørkjær Franch fra Aarhus Domkirke især blik for sprogets teologiske tyngde. Han glæder sig over, at oversættelsen ikke forsøger at lyde som almindelig tale.

”Når vi taler om det religiøse, taler vi om det dybeste i livet. Det skal ikke lyde som en sms,” siger han. ”Sproget må gerne have noget fremmed over sig. Det skal ikke lyde som noget, der lige er blevet opfundet.”

Et eksempel, han fremhæver, er udtrykket gudsfrygt, som i mange sammenhænge nu er oversat med ærefrygt. I prøveoversættelsen af Første Mosebog skal det hebraiske ord ikke forstås som angst, men som en respektfuld, tillidsfuld alvor over for Gud.

”Gudsfrygt bliver let misforstået som skræk, og det er slet ikke det, det handler om. Det handler om respekt og dyb alvor. Ærefrygt er et forsøg på at genoplive den betydning,” siger han.

Samtidig advarer han mod, at nutidens ideologiske strømninger får lov til at styre oversættelsen:

”Jeg synes ikke, vi skal fastholde alle fortidens blinde vinkler. Men vi skal også passe på med at presse nutidens ideologier ned over teksten, som om det er dét, den siger.”

Mellem præcision og liturgisk dybde

For Lars Gustav Lindhardt er det vigtigt, at en autoriseret oversættelse både fornyer og bevarer. Han ser det som en styrke, når et ord vækker undren og dermed bliver anledning til refleksion i prædikenen.

”Det må ikke blive en gendigtning. Men det må gerne rykke lidt ved perspektivet,” siger han.

Han fremhæver som eksempel, at Paulus i Filipperbrevet nu hilser menigheden med “brødre og søstre” i stedet for blot “brødre”. Det afspejler en kønsinkluderende læsning, som også har historisk belæg.

”Det er både en mere præcis oversættelse og noget, der gør teksten mere relevant i dag. Det er den slags balanceret præcision, jeg ser et stort potentiale i,” siger han.

Et andet sted, hvor et velkendt ord er ændret, er i Markusevangeliet. Her lyder nadverordene nu “dette er min krop” i stedet for det liturgisk velkendte “dette er mit legeme”. 

For Lars Gustav Lindhardt giver det god teologisk mening:

”Teologisk er jeg faktisk glad for, at oversættelsen bruger ordet krop. For det handler jo om noget helt fysisk, når vi tager imod Jesu krop og spiser den. Det ord peger mere direkte på det konkrete og det delte menneskelige. Jesus har en krop som vores,” siger han. 

Han medgiver, at det liturgisk kræver tilvænning, men ikke nødvendigvis er et tab:

”Legeme har en særlig klang, og for mange – også mig selv – er det forbundet med kirkesprog og næsten noget åndeligt. Men det er netop derfor, jeg synes, det er godt at bruge krop. Det gør det nærværende. Det er ikke en metafor – det er brødet, det er hans krop.”

Alle tre præster ser frem til at følge oversættelsesarbejdet frem mod 2036 og til at tage de nye tekster i brug.

”Jeg håber, den nye autoriserede oversættelse fastholder sprogets spændvidde, og at vi både kan høre det klassiske og opdage noget nyt. Netop fordi vi lige skal smage på ordene,” siger Lars Gustav Lindhardt.

Køb de nye prøveoversættelser her

Læs pressemeddelelse