N.F.S. Grundtvig har med sine salmer sat et enormt aftryk som bibelformidler. Den store julesalme Velkommen igen, Guds engle små, som han skrev juleaften 1824, er et mønstergyldigt eksempel på Grundtvigs bibelske kristendom omsat til aktiv salmesang.

Bibelske udtryk og allusioner strømmer gennem salmen, uden at Grundtvig har brug for at argumentere eller lave henvisninger. Samtidigt undgår han at hensætte os til blot beskuelse af Sarons yndigheder. Han har nemlig yderligere to greb i sin salmedigtning: Han gør den bibelske historie nutidig, så den foregår igen her og nu. Og han skriver historien helt ind i vores daglige verden. Lad os se på de tre greb på tur og række.

Bibelen giver genlyd i salmeteksten

For Grundtvigs bibelske kristendom står det grundlæggende i kristendommen herligt fast. Gud skaber himlen og jorden og menneskene i sit billede, sådan som det står i skabelsesberetningerne. Jesus, Guds søn, fødes af Jomfru Maria julenat, som det står i juleevangeliet. Og Gud sender englene ud som sine sendebud, sådan som vi kender det fra omkring 150 bibelske beretninger. Det gør han også i julen. Som kirkekristne er vi med på, at nu fødes Guds søn blandt menneskene, straks når vi hører: ”Det skete i de dage …”. Læser vi efter, er det dog først i englesangen for hyrderne på marken, at betydningen af Marias barnefødsel proklameres med det ”Ære være Gud i det højeste”, som siden har givet genklang i gudstjenestens nadverliturgi.

Englene og deres sang er det vigtigste fra det bibelske univers, vi får ind i vores tilværelse, når vi byder englene velkommen til vores julefejring. Men der er mange andre bibelske træk, som giver genlyd i salmen, fx

• Vers 3,1: ”gæstet I har en hytte før” (Første Mosebog 18, Lukasevangeliet 1,26-38)
• Vers 5: Børnene drømmer om Jesu fødsel (Lukasevangeliet 2,1-14)
• Vers 7,1-2: ”Da vandrer Guds engle op og ned på salmens tonestige” (Første Mosebog 28,12)
• Vers 7,3: ”da byder vor Herre selv Guds fred” (Johannesevangeliet 20,19)
• Vers 8,2: ”før vore øjne lukkes” (Lukasevangeliet 2,25-35)
• Vers 8,3: ”en barnemoders ve” (Johannesevangeliet 16,21)

Salmens bibelske bidrag er dobbelt, dels at synge julebudskabet ind i os, der synger salmen, dels at fastholde os i den bibelske forståelse af, hvad Guds engle kan og gør.

Det nutidige greb

Det var først, da Grundtvig i januar 1837studerede salmerne fra den gamle, græske kirke, at han for alvor fik øje på det bibelske ”i dag” (semeron), som i Bibelen lyder mest markant fra Jesus efter skriftlæsningen fra Esajas i synagogen i Nazaret (Lukasevangeliet 4,21). Det er grundtanken fra den ortodokse gudstjeneste, Grundtvig dermed overtager, når han overalt – som også her med englesangen – gør Guds handlinger til en nutidig begivenhed. 

I et par omgange indtil 1850 retter Grundtvig nogle ord i teksten til Velkommen igen Guds engle små. Salmeforskeren Uffe Hansen peger på, at salmen dermed går fra at være lidt tøvende til at være glad proklamerende, som vi kender den. Det er afgørende, for handlede Gud og Hans engle kun for 2000 år siden, må det jo betyde, at Gud er gået på pension i sin himmel. Men Gud handler i dag som for 2000 år siden – Gud handler, som Han har gjort det siden skabelsens dage. Og Gud sender sine engle til os i dag, som til hyrderne på marken den første julenat.

For 50 år siden, kunne man høre mange prædikener, der begyndte med en historisk udlægning af prædiketeksten, hvorefter prædikanten hen mod slutningen, sagde: ”Hvad betyder det for os i dag”? Det var ofte en effektiv vej til at dræbe den kristne tro, som må handle om Gud hos os her og nu, hvis den skal gælde ”i dag”. Heldigvis overlevede julebudskabet og engletroen i Grundtvigs julesalmer. I dag er de allerfleste af dagens prædikanter sluppet ud af den fælde, som den historiske kløft mellem dengang og nu altid er, når det gælder forkyndelsen af Guds gode gerninger.

Det hverdagsagtige greb

Så sikker er Grundtvig på, at englene vil synge julen ind hos os, at det kan ske på trods af frostvejr og sne, og med husbesøg under selv de ringeste forhold, hvor kruset er af ler og kagen blevet tør. Det klinger nemlig højt i sky, når juleklokken kimer, som den på Grundtvigs tid gjorde det til den store gudstjeneste juledagsmorgen. 

Julebudskabet i englesangen når alt og alle mellem himmel og jord. Oveni får Grundtvig brugt den gamle talemåde om ikke at bære julen ud, ved ikke at ville tage til takke med, hvad huset kan byde på (vers 2). I min barndom på et husmandssted i Vestjylland var der ikke fester med familiebesøg osv. i den hårde vintertid. Men naboerne kom som regel på besøg i juledagene – og de skulle altid nødes til at spise lidt, før de gik igen, så de ikke bar julen ud. Det gælder derfor også for englene, når de kommer på besøg.

Det er i øvrigt værd at lægge mærke til, at de bibelske formuleringer, der er henvist til ovenfor, næsten alle samtidigt passer med erfaringer, som mennesker på Grundtvigs tid og i dag har fælles med mennesker i Bibelen. Undtagelsen er henvisningen til Jakobs drøm om himmelstigen, der hos Grundtvig bliver til ”salmens tonestige”, som vi også i dag – på englevis – kan gå og op ned ad, når vi synger Velkommen igen, Guds engle små. 

Englene i salmebogen

Der er næsten lige så mange engle i Salmebogen som i Bibelen. Som hovedregel omtales de i datid, fordi salmerne gengiver en beretning med engle i Bibelen. I Nordens mest sungne salme, Ingemanns Dejlig er jorden synger vi i sidste vers ”Englene sang den, først for markens hyrder”. Det er meget smukt og indtryksfuldt, men formen er stadig datid. I samme Ingemanns mest berømte englesalme, Lysets engel går med glans, er alting i nutid, men nu er englen beskrevet i lyrisk-universelle vendinger, helt anderledes end de meget konkrete bærere af Guds julebud, som vi byder velkommen i vores hjem i Grundtvigs salme. Det er svært at finde en salme om engle, der på engang er så bibelsk forankret, nutidigt orienteret og hverdagsagtig tænkt som Velkommen igen, Guds engle små.

Lad julesorgen slukkes

Med salmens sidste linje har Grundtvig leveret en ikonisk formulering, som alle kan bede med på – med hver deres julesorg i tankerne. Grundtvig tænker måske på, at adventstiden med den lilla farve også er en tid til bøn og bod, fokuseret på den synd og død, som hører med til ethvert menneskes liv. I dag er advent på mange måder blevet én lang julefejring, men så meget des mere er der grund til at tænke på dem, som – af hver deres grunde – sidder mest beklemt i tiden op til jul. Mit gæt er, at Grundtvig, som selv kendte hele følelsesregisteret, tænker lige som sin store forgænger som salmedigter, Brorson, der beskriver julesorgen, der slukkes, således i salmen I denne søde juletid: 

... når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste hjerter føle bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.