I løbet af 1810 blev den unge Grundtvig i tvivl om sit kald som romantisk kulturpersonlighed. Samtidig havde hans far brug for ham som kapellan i hjembyen Udby. Det førte til en dramatisk tilbagevenden til barndommens gammel-lutherske kristendom. 

Som kapellan udviklede Grundtvig sig til en bastant bibelkristen, hvis tankegang gik i ét med Bibelens. Men netop herfra kunne han udvikle sig. Livet igennem var Grundtvig en stærkt bibelsk teolog, antageligt den person i Danmark, der har været mest indlevet i Bibelen. Bibelske udtryk og allusioner strømmede igennem ham, uden han behøvede at læse efter, argumentere og lave henvisninger. Bibelens sprog, hans eget og samtidens gik i ét hos ham. Han fik et stærkt frit og kreativt forhold til Bibelen, sådan som vi i dag især kender det fra hans salmer. Hvor mange af Davids salmer ender med en etisk formaning, handler Grundtvigs gendigtninger om Guds sejr.

Danmarks mest virksomme bibelformidler

Netop med sine salmer og sine bibelhistoriske sange har Grundtvig i snart 200 år været Danmarks mest virksomme bibelformidler. Uden hans gendigtning af ”Blomstre som en rosengård” ville kun meget få kende til profetien fra Esajas’ Bog kapitel 35 i dag. Historien om Jesu fødsel kendes praktisk talt af ethvert barn i Danmark. 20 procent af befolkningen hører juleevangeliet læst i kirken, men 80 procent synger ”Et barn er født Betlehem” rundt om juletræet, fordi børnene kender den og vil synge den. 

Hertil kommer, at Grundtvigs livs- og historiesyn er hentet fra Bibelen, selv om vi sjældent tænker over det i dag. Sangen ”Langt højere bjerge” fra 1820 slutter med de ord, som politikere fra alle partier hyppigst bruger i folketinget: ”Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Det er en næsten ordret gengivelse af den besked fra Gud Herren, som Moses gav israeliterne i ørkenen, da de skulle dele den manna, Herren sendte til jorden om natten (Anden Mosebog 16,16f.). Eksemplerne er utallige.

Bibelen som bærende struktur

Grundtvigianerne har ikke været til stor hjælp, når det gælder om at skønne på Grundtvig som bibelteolog. Nogle lægger al vægt på Grundtvigs opdagelse af Jesu egne ord (trosbekendelsen, fadervor og indstiftelsesordene) ved dåb og nadver, der betyder, at kirken bygger på en levende traditionsstrøm og ikke på Bibelen, som ligger på alteret. De ikke så kirkelige grundtvigianere læser Grundtvig som en slags sekulariseringsteolog. Begge parter overser, i hvor høj grad Grundtvig bruger Bibelen og dens fortællinger som bærende struktur i sin tankegang på så at sige alle felter. Det gjorde han også i sine folkelige foredrag og i sine mange taler i folketinget 1848-58.

Skabelsesberetningen er fundamentet

For Grundtvig hører Det Gamle Testamente til Bibelen fuldt så meget som Det Nye Testamente, selv om de begge med hensyn til det teologisk afgørende indhold på god luthersk vis skal læses ud fra, hvad der driver på Kristus. Ifølge Grundtvig udgør Det Gamle Testamente ”De bedste Kilder” til menneskehedens første historie, men det handler også om Gud og Hans gerninger, som skal forkyndes for mennesker, sådan som Jesus også gjorde det. Verdenshistorien er Guds historie, og det gælder ganske særligt Israels historie, som Det Gamle Testamente beretter om. 

Skabelsesberetningen er et urokkeligt fundament for Grundtvigs teologi. Han tvivler aldrig på, at Første Mosebog giver den rette ”grundanskuelse af skaberen og skabningen, der … bygger på den guddomsånde, der kendetegner det sandt menneskelige i det hele taget”, som teolog Jesper Høgenhaven har udtrykt det. Dermed ligger ikke blot menneskesynet og gudsforståelsen grundlæggende fast. Men her har vi også betingelsen for, at Guds Søn kunne ”komme til sit eget” (Johannesevangeliet 1,11) – og for at hans egne kunne tage imod ham.