Grundtvig har haft så stor betydning for dansk folkelighed, at vi helt naturligt forbinder ham med ord som folkekirke og folkeoplysning. Derudover var han også en del af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der gav os grundloven af 1849. Han var kendt for at holde meget lange prædikener, og han kunne recitere lange passager fra Bibelen ordret. Hans salmedigtning var i særklasse, og ud over at være den rigest repræsenterede salmedigter i Den Danske Salmebog, har hans salmer også fundet vej ind i andre kirkesamfunds sang- og salmebøger. For eksempel er han i dag den med afstand stærkest repræsenterede salmedigter i … den katolske salmebog. Så Grundtvig har tilmed et økumenisk potentiale.

Men hvordan opfattede Grundtvig Bibelen? Og lever hans bibelsyn videre i kirke og kristendom i dag? Vi har spurgt en Grundtvigforsker og en valgmenighedspræst.

Bibel og salmesang

Anders Holm er Grundtvigforsker og lektor på Det Teologiske Fakultet i København. Han mener godt, man kan tale om et særligt bibelsyn hos Grundtvig:

”Hos Grundtvig havde Bibelen og især Det Nye Testamente en sandhedsstatus, men først og fremmest som spejl på den tradition, Kristus overgav til apostlene ved sakramenterne. For Grundtvig handlede Bibelen først og fremmest om opstandelse, himmelfart og Helligåndens komme. Han var optaget af evangelierne og apostelbrevene, mens han anså Det Gamle Testamente som et historisk og profetisk skrift.”

Grundtvigs bibelsyn finder særligt udtryk i hans salmedigtning, fortæller Anders Holm:

”Hans salmer er spækket med direkte bibelcitater. I den poetiske bearbejdning af det bibelske stof dannes nye billeder og fornemmelser, således at Bibelen ligefrem bliver et redskab, en slags guide til at fortolke virkeligheden. Vi samdigter ved at synge i menigheden, og pludseligt er vi samtidige med den bibelske tekst, som for eksempel i salmen ’Øjne, I var lykkelige’. Den baserer sig på Lukasevangeliet 10,23f, men gradvist indlemmes den syngende i den bibelske situation, så det i vers 6 kan lyde: Blindfødt var det ømme hjerte,/ser dog nu hans Guddoms-glans;/død var sjælen til vor smerte,/lever nu i Ånden hans,/igenfødte til Guds rige/vi det ser i lys tillige.”

Trosbekendelsen er primær

Grundtvig voksede ud af en tradition, der havde en meget bogstavelig fortolkning af Bibelen, men som han siden skulle gøre op med. Han vendte sig mod den lutherske ortodoksis tendens til at gøre Bibelen til normen for alle livets forhold, og samtidig levede han i en tid, hvor teologien var præget af den historisk-kritiske metode, der gav nye brudflader mellem teologi og videnskab, mellem tro og viden:

En af Grundtvigs afgørende pointer om Bibelen var, at man ikke skulle være afhængig af en lærd elite for at kunne udlægge Skriften, som han almindeligvis omtalte Bibelen:

”Frem for skænderier om den ’korrekte’ fortolkning af Bibelen, og om der kunne udledes en entydig trosregel og trosgrund af Bibelen, var Grundtvig i højere grad optaget af forsagelsen og trosbekendelsen, som den lyder i kirken og i dåben,” forklarer Anders Holm.

Pointen for Grundtvig, forklarer Anders Holm, var, at Bibelens skrifter blandt de tidligste Kristustroende blev til på baggrund af en allerede levende Kristusbekendelse. Således mente Grundtvig, at trosbekendelsen, der bliver så afgørende hos Grundtvig, var direkte overleveret fra Jesus til apostlene og derfor primær.

Facit eller fortolkning?

Guds ord er ikke i Bibelen, ifølge Grundtvig, og han skærper ligefrem sit synspunkt i retning af, af Bibelen er en død bog til forskel for det talte ord. Som Grundtvig udtrykker det et sted, skal Bibelen lægges læselig på alteret som udtryk for, at den altid blot har været oplysning om det, der foregår, og derved en mageløs oplysningsbog.

Ét af de mange steder i det danske kirkeliv, hvor Bibelen ligger læseligt på alteret, er Ryslinge Valgmenighed på Midtfyn, som blev oprettet i 1865 og er landets ældste valgmenighed. I dag huser Nazarethkirken i Ryslinge både en valgmenighed og en frimenighed, der begge har grundtvigske rødder.

Malene Rask Aastrup er præst i valgmenigheden. Ifølge hende er et væsentligt bidrag fra Grundtvig til bibelforståelsen, at vi som kristne er frie til at forstå dens ord hver især – at der ikke kan være tale om facit, men altid om udlægning:

”Og så spiller hans skabelses- og menneskesyn en enorm vigtig rolle for mig. Grundtvig – og Bibelen – siger, vi er skabt i Guds billede. Hvis vi møder andre mennesker med det udgangspunkt, at vi alle er lige meget værd, fordi vi er en del af skaberværket, ja, så giver vi hinanden tro på os selv og på, at vi kan noget med vores liv og med hinanden.”

Ifølge Malene Rask Aastrup bør netop dét budskab genlyde i kirken i dag:

”For mig at se ligger det langt fra den alvorlige og tunge kristendom, som mange danskere tror, kirken repræsenterer. Du skal ikke bankes i hovedet af en bibel eller en salmebog og have at vide, at du er en væmmelig synder, der skal frelses af Kristus. Nej, du skal synge om Guds skaberværk og forvisses om, at du til trods for synd, fejl og mangler er elsket af Gud og kan gøre det bedre i morgen, som mislykkedes i dag. Og selv hvis det ikke lykkes, vil Gud tage imod dig!”

At forkynde ind i det liv, mennesker lever

Grundtvig var levende optaget af den tid, han levede i, og det var afgørende for ham, at præst og menighed lod sig ramme af ordene fra Bibelen, og at de netop lød ind i en menighed og midt i det liv, mennesker lever. Også her finder Malene Rask Aastrup inspiration:

”Bibelens fortællinger kan være nok så interessante som fortællinger, men hvis ikke jeg selv er ramt af Bibelens ord og også finder håb i dem, og tør forbinde mig med andre mennesker, da bliver det vanskeligt at forkynde og tale ind i de liv, mennesker lever. Det gælder om, at vi bliver samtidige med Bibelens vidnesbyrd,” fortæller hun.

”Og så må vi lade Helligånden gøre resten. Det skal man ikke tage fejl af.”