Der er flere og flere præster, organister og sognemedhjælpere, der benytter de nyere folkelige mærkedage som valentinsdag til at lave en gudstjeneste eller et arrangement med elementer fra gudstjenesten.

Hos især unge mennesker, der enten ikke er gift endnu eller er forholdsvis nygifte, er valentinsdag noget ganske særligt. Det er dagen, hvor man markerer kæresteforholdet, og hvor det romantiske og lettere lyserøde står i højsædet. Og selv unge mennesker ved godt, at kirke og kristendom rimer på kærlighed, så selv om præsten og kærestefolkene måske ikke læser ordet på helt samme måde, så er der god mulighed for at holde gudstjeneste og lade evangeliet få ørenlyd på netop denne dag.

Kærlighedsforholdet mellem Gud og menneske og mellem Kristus og menighed skildres i Bibelen ofte som forholdet mellem to elskende. For mange er det også indlysende at vælge en tekst fra Højsangen til valentinsdag. Selv om det måske er oplagt, skal der dog her peges på en anden mulighed, nemlig Prædikerens Bog.

Prædikerens tale er barsk. Han priser dem lykkelige, som endnu ikke er til, for de har ikke set alt det onde, der er under solen: misundelse, jagen efter vind og dovenskab (Præd 4,3-4). Men Prædikeren understreger dog også, at mennesker har den trøst, at de kan følges ad gennem livet og støtte sig til hinanden (Præd 4,10). Og det er da også bedre at være to end en, og sammenhold gør i følge teksten stærk: »Tretvundet snor brister ikke så let« (Præd 4,12).

Men hvem er så den tredje i forholdet? På valentinsdag i kirken som også til bryllupper kan der prædikes om Kristus som det tredje led i forholdet. Derfor er det netop også godt for de »tosomme« at høre denne tale, for selv om man har et andet menneske i sit liv, kan der opstå en tomhed i tilværelsen, hvis Gud er blevet glemt.

Prædikeren siger, at ensomhed er tomhed, og ensomheden rammer naturligvis både hetero- og homoseksuelle. Så hvis man ønsker at holde tale ved en homoseksuel velsignelseshøjtidelighed, så er teksten også anvendelig.

Læs uddraget fra Prædikerens Bog her:

Der kan være en, som ikke har nogen anden, hverken søn eller bror; der er ingen ende på alt hans slid, og hans øjne mættes ikke af rigdom. »Hvem er det egentlig, jeg slider for, og for hvis skyld giver jeg afkald på livets goder?« Også det er tomhed og en ulykkelig plage! Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Tretvundet snor brister ikke så let. Prædikerens Bog 4,8-12

Michael Wagner Brautschs tekst stammer fra bogen 3. tekstrække, som er en bog, der giver inspiration til at vælge andre og måske mere utraditionelle bibeltekster til lejlighedsgudstjenester.