Jakobs kamp med Gud (Første Mosebog 32-33 genfortalt)

Målsætning

Fortællingen om Jakobs kamp hører med til kernestoffet i den stærke, danske tradition for genfortællinger af Det gamle Testamente. Men det er samtidig en tekst, som unddrager sig egentlig klar fortolkning. Det er målet med undervisningen at arbejde med denne pointe i genfortælling samt at arbejde med illustrationen til fortællingen i De mindstes Bibel med henblik på at sætte eleverne i stand til at tale om fortællingen om Jakob og forholde sig til centrale temaer i fortællingen, især den fremmede og velsignelse.

Bibelteksten

Man kan læse fortællingen som en del af patriarkernes eller stamfædrenes fortællinger som helhed betragtet. Men hvis vi ser på fortællingen i sig selv, er det centrale spørgsmål: hvilken identitet og betydning har den fremmede, som Jakob møder ved floden Jabboks? 



Den måde, hvorpå han pludselig dukker op (Første Mosebog 32,25), og den måde, hvorpå han forsvinder igen (32,30), er begge gådefulde, og hvad der sker der ind imellem, kaster heller ikke meget mere lys over, hvem han er. Han bliver kaldt ’mand’ (hebraisk: isch), kæmper med Jakob og bliver kaldt ’Morgenrøden’. Han både sårer (32,26) og velsigner (vers 27 og 30), men han nævner ikke sit navn (32,30). 



Den fremmede kan åbenbart ikke vinde over Jakob, men han sårer ham på hoften, uden at det gør Jakob magtesløs, ellers var den fremmede jo ikke nødsaget til at bede ham om at lade ham gå, inden solen står op.  Fortællingen ender med, at det er Jakob, som siger sit navn, mens den anden ikke løfter sløret for, hvad han hedder (32,28-30).



Kampen med den fremmede er tekstens hovedtema, men der er også andre vigtige temaer: Jakob får et andet navn ’Israel’ (32,29), han giver stedet et nyt navn ’Penuel’ (32,31) med henvisning til, at han her har stået ansigt til ansigt med Gud, og hans skade på hoften kommer til at stå som forklaring på et af israelitternes spiseforbud (32,33). 



Fortolkere har forskellige tilgange til teksten og dens modsætninger. Her fremhæves to. Den ene er historisk og forklarer tekstens modsætninger med, at der er tale om historiske lag oveni hinanden, eller som det er blevet sagt om teksten, at den er som ”et hus, som er blevet bygget gennem mange generationer”. 



Det er også værd at nævne, at netop fortællingens ambivalens mellem undergang og sejr (velsignelse), det vil sige henholdsvis Guds nærhed og Guds fjernhed, ideelt afspejler Israels forhold til Gud efter exilet, dvs. i forholdet mellem Gud og hans folk i jødedom og Det gamle Testamente.

 

Man har også tolket teksten symbolsk-psykologisk: floden som symbol for en grænsesituation. Overgangen fra den ene bred til den anden signalerer både ny begyndelse, men også en eksistentiel fare. For Jakob er det forestående møde med hans bror Esau en sådan grænsesituation: kan Esau gå ind på forsoning eller forbliver han vred, sådan som han engang har svoret? 



Kampen har to dimensioner: Jakob må forholde sig til skyggerne fra sin fortid, de gamle familiekonflikter er endnu ikke løst. Samtidig kan Jakobs kamp ses som hans kamp med sig selv og sin personificerede angst. Jakob står altså overfor den udfordring, at han ikke længere er sin mors yndling eller sin brors rival, men er blevet sig selv og får i den forbindelse sit nye navn: Israel.

Temaer i undervisningen

Man kan vælge at lade undervisningen tage udgangspunkt forskellige steder: i beskæftigelse med den bibelske tekst i form af genfortællingen, i analyse af illustrationen dertil eller i elevernes egen livsverden. Alle tre områder bør spille sammen, men der ligger forskellige muligheder for at give undervisningen en bestemt vinkel og specifik målsætning i valget af, hvilken af disse tre man lader undervisningen tage udgangspunkt i. Nedenstående rækkefølge er således kun vejledende:

1. Den bibelske tekst: Genfortællingen

Som indledning kan teksten læses op, gerne mens eleverne sidder to og to (måske med ryggen til hinanden) med lukkede øjne.  Teksten er kort, men også kompakt med mange pointer i detaljen. Det er derfor vigtigt, at eleverne får så mange detaljer som muligt med som grundlag for samtalen. Så genfortællingen kan fortælles flere gange: anden gang fx mens eleverne dramatiserer hver sætning i fortællingen efterhånden, som den læses op.



Den efterfølgende samtale kan dreje sig om medinddragelse af illustrationen (se nedenfor):

• Den fremmede: hvem er han? Hvorfor får Jakob et andet navn, nemlig Israel, som betyder ’Guds stridsmand’? Og hvorfor kalder Jakob stedet for Penuel, som betyder ’Ansigt til ansigt med Gud’?
• Velsignelse: hvad er det? Hvorfor tror I, at Jakob gerne ville have den fremmedes velsignelse?

2. Illustrationen: billedanalyse

Genfortælling og billede udgør tilsammen en enhed, og det bør de også i vid udtrækning gøre i undervisningen.