Det danske sprog er fuld af ord og udtryk fra Bibelen. Denne gang får du forklaringen bag tre bibelske udtryk, der hver især har en temmelig dramatisk baggrund.

At kaste den første sten

Udtrykket ’at kaste den første sten’ kommer fra Johannesevangeliets kapitel 8. De skriftkloge og farisæerne bringer en kvinde til Jesus, som er grebet i ægteskabsbrud, og for at sætte Jesus på prøve siger de:

”i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?«”

Han svarer dem:

»Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.«

Jesus har fanget dem med ord, og de forlader stedet en efter en.

Dialogen tematiserer straf, lov, synd, tilgivelse og synet på ægteskabsbrud, og siden de ældste skriftvidner til fortællingen har man diskuteret, hvordan den skal forstås. Til gengæld er det mere entydigt, hvordan vi i dag forstår udtrykket ’at kaste den første sten’. Vi bruger det til at sige om en anden, at han eller hun ikke er meget bedre selv – typisk, når denne person anklager eller dømmer andre mennesker. Måske er personen ligefrem en hykler, en, der anklager andre for noget, som han eller hun selv kunne anklages for.

Og hvem har lyst til at være sådan en?

At gå i hundene

De fleste af os har heller ikke lyst til at gå i hundene. Det skulle da lige være den af Tom Kristensen udødeliggjorte Ole Jastrau, der i romanen Hærværk forbeholder sig retten til at gå i hundene, for ham nærmere bestemt at drikke sig ihjel.

De fleste bruger udtrykket til at sige, at det går skidt for en person, eller ligefrem, at en person mister alt. Det kommer fra en temmelig grum historie i Anden Kongebog, kapitel 9, vers 30-37. Historien starter dog i Første Kongebog, hvor vi møder Jezabel, en fønikisk kongedatter, der giftes med kong Akab og bliver  dronning i det nordlige ti-stammede Israel. Hun krænker Israels Gud ved at rejse et alter for Ba’al og søger at slå alle profeterne ihjel. Hun indfører Ba’al-tilbedelse ved lov og får endda sin mand til at antage religionen.

Profeten Elisa, som er undsluppet Jezabels forfølgelse, sørger for, at en ung mand, Jehu, salves til konge over Israel. Han samler en hær, og under sit indtog i byen Jizre'el får han nogle hoffolk til at skubbe Jezabel ud ad et vindue. Og herfra bliver det temmelig bloddryppende:

”hendes blod sprøjtede på muren og på hestene, som trampede på hende. Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: »Tag jer af denne forbandede kvinde og begrav hende; hun var jo dog en kongedatter.« De gik ud for at begrave hende, men fandt kun hendes hjerneskal, fødder og hænder. Da de kom tilbage og fortalte ham det, sagde han: »Det var det, Herren sagde ved sin tjener, tishbitten Elias: På Jizre'els jord skal hundene æde Jezabels krop.”

En salomonisk dom

I sidste udgave af ”Klog på bibelsprog” teasede vi for udtrykket ’en salomonisk dom’, da vi fortalte om den stakkels Urias og om Salomo, som David og Batsebas siden fik.

Salomo bliver siden til Kong Salomo, og han er kendt for to ting: Sin store rigdom og sin store visdom. Det er også ham, som bygger Templet i Jerusalem, og under ham bliver Israel endnu rigere og mere betydningsfuldt, end det var under hans far, Kong David.

Kong Salomo er som nævnt kendt for sin visdom. I 1. Kongebog, 3,16-28 bliver den sat på en alvorlig prøve: To kvinder kommer til Salomo, og de gør begge krav på moderskabet over et barn. Salomo søger at afgøre striden ved at give ordre til, at barnet skal hugges midt over – så kan de få en halvdel hver! Derpå følger den afgørende dialog:

”Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!« Men den anden sagde: »Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.«  Da sagde kongen: »Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor.«”

Disse ord er baggrunden for udtrykket ’en salomonisk dom’, som betegner en særlig klog dom, hvor sandheden er åbenbaret gennem visdom, muligvis også ved list. Udtrykket bruges også som en kommentar til bemærkelsesværdige domme. Det skete fx i en tvist mellem to prominente naboer i Kensington, London: Popstjernen Robbie Williams havde fået tilladelse til at få gravet ud til en luksuriøs swimmingpool og et træningsrum i et område, hvor maskindrevet grave- eller udgravningsarbejde var forbudt. Hans nabo, rockstjernen Jimmy Page, havde gjort indsigelser, og en dommer besluttede da at fastholde tilladelsen – med den forudsætning, at det enorme kælderområde skulle udgraves manuelt!

Fortællingen fra 1. Kongebog har inspireret mange kunstnere gennem tiden, og rundt omkring i Europa, særligt i Holland, findes den i udsmykninger af retsbygninger.

Nogle mener, at den vise Salomo også står bag Prædikerens Bog, Højsangen og mange af de ordsprog, som står i Ordsprogenes Bog. I næste udgave af Klog på bibelsprog ser vi nærmere på et udtryk fra Prædikerens Bog, som måske er blevet en plage i det danske sprog?