Astrid D. Kienitz
Tolkiens kristne forfatterskab III: Det faldne Menneske
Det faldne menneske er centralt i Tolkiens verdensbillede. Den store frister er Sauron og hans ring taler til alle omkring den og lokker med magt og rigdom. Tolkien viser gennem sin historie også, hvad der sker med dem, der lytter til den
Sorte mænd på sorte heste. Snusende, ansigtsløse skikkelser, som med Mørk Ånde og kolde sværd forfølger Frodo hele vejen til Kløvedal.
Ringånderne er Saurons mest magtfulde tjenere og hans mest lydige slaver – og de er bogens uhyggeligste billede på den faldne mand. De var engang konger og herremænd, men Sauron forførte dem, og de blev hans slaver.
Ringånderne er mennesker, der fuldstændig har overgivet sig til Fristeren. De er fanget mellem den levende og den døde verden, og de kan kun udføre den onde fyrstes vilje.
Fristelsen
I kristen tradition bliver Satan selv kaldt Fristeren. I Bibelen ser man ham friste Jesus i ørkenen, og han anses også for at være den, der frister menneskene med jordiske glæder.
Tolkien lægger stor vægt på fristelsen, der primært stammer fra Ringen. Boromir, en Mand der også er med i Broderskabet, lader sig lokke af Ringen og forsøger at tage den fra Frodo med magt. I Tolkiens univers er straffen hård og kontant for den, der lader sig friste. Boromor bliver slået ihjel.
Men overfor fristelsen ligger nåden. Boromir angrer sine handlinger og den anger sikrer, at han får en ærefuld død, fordi han prøver at beskytte Hobbitterne mod fjenden.
Hobbitten Frodo bliver i historiens klimaks også et billede på det sårbare menneske. Efter i lang tid at have båret Ringen bliver fristelsen for stor, og han tager Ringen som sin egen. Tolkiens eget syn på faldet skinner igennem her: i hans verden er den uundgåelig. Frodo tager ikke Ringen, fordi han er svag eller ond, men fordi enhver, der har tæt kontakt med ondskab i så lang tid, må ende med give efter.
Den opfattelse af synd udtrykker den danske digter Søren Ulrik Thomsen. Arvesynd er et nådigt begreb, siger han, for ” hvad ligger der i arvesyndstanken andet end, at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske.”
Læs også: Kort og godt om J.R.R. Tolkien og Vidste du: Om Tolkien og kristendommen.
Tolkiens syndefaldsmyte
Længere tilbage i Tolkiens mytologi findes en åbenlys syndefaldshistorie, hvor det er menneskets begær efter udødelighed, der bliver deres undergang.
Den gruppe Mænd, som dengang kæmpede mod den onde fyrste sammen med Elverne, fik som belønning øen Númenor. Den lå i havet midt mellem Midgård og de guddommelige væseners land Valinor. Efter mange år på øen tog Mændene Sauron til fange, og førte ham med sig til Númenor. Han forførte dem hurtigt med tankerne om udødelighed, og de begyndte at drages mod Valinor, som de troede gav udødelighed til dem, der boede der.
Den sidste af Númenors konger besluttede sig for, at hvis Eru, den almægtige Gud, ikke ville give dem udødelighed, måtte de tage den med magt, og han samlede en hær, der skulle sejle mod Valinor. Kun nogle få, der stadig var tro mod de guddommelige væseners bud, sejlede den anden vej.
Som straf for Mændenes hovmod lod Eru Númenor og hele dens hær sluge af en kæmpe bølge. Kun de trofaste Númenoranere blev - ligesom Bibelens Noa - båret på bølgerne og kom sikkert i havn på Midgårds kyster.
