Tolkiens kristne forfatterskab II - Messias vender tilbage

Med et lysglimt vendte han tilbage. Med skinnende hvide klæder, klare øjne og blid stemme. Selv stod han ubevæbnet og alligevel faldt alle våben for hans fod. Han havde rejst gennem de dødes rige og var vendt tilbage til de levendes land.

Beskrivelsen kunne egentlig godt passe på Jesus, men det er nu ikke ham den handler om. Det er i stedet troldmanden Gandalf, der i Ringenes Herre vender tilbage til livet. Den scene, hvor Gandalf genopstår, er bogens klareste eksempel på den inspiration, Tolkien hentede fra beretningerne om Jesus, men også Frodo og Aragorn har træk fra Kristusfiguren.

Frodo – Den menneskelige Jesus

Frodo er Hobbitten, der tager ansvar for at tilintetgøre Ringen, som kan destruere verden. Han bærer den som sit kors gennem hele Midgård med den klare viden, at han højst sandsynligt ikke slipper levende fra sin mission.

Ringen er smedet af Sauron, fristeren, og taler bestandig til Frodo for at lokke ham fra den opgave, han er blevet sat. Og man må ikke tage fejl – Frodo vakler. Han bukker endda under for fristelsen til sidst i fortællingen, men bliver reddet, da Gollum stjæler Ringen. Den Gollum, som Frodo tidligere forbarmede sig over af medlidenhed.

Og så er Frodo også Midgårds offerlam. Han overlever Ringens ødelæggelse, men han kan ikke blive i Midgård. Ved afskeden fortæller han sin trofaste tjener Sam: ”Jeg prøvede at frelse Herredet, og det er blevet frelst, men ikke for mig. Det må tit gå sådan, når en ting er i fare, Sam, nogen må opgive den, miste den, for at andre kan beholde den.”  Til gengæld  får han lov til at sejle til Valinor, det oprindelige næsten paradisiske land, hvor de guddommelige væsener holder til sammen med Elverne.

Gandalf - Den genopstandne Kristus

Det er troldmanden Gandalfs historie, der tydeligst følger Jesus’ historie fra evangelierne med død, opstandelse og himmelfart. 

På deres rejse mod Dommens Bjerg, hvor Ringen skal ødelægges, er Broderskabet nødt til at krydse Morias Miner. Disse er imidlertid blevet fyldt med fjender, og det er her Gandalf må kæmpe med en balrog – et helvedes-væsen, der kropsliggør flammer og pinsel. Gandalf dør, men genopstår som den Hvide Troldmand med endnu større magt og indsigt. Som den Hvide Troldmand giver Gandalf mod og styrke til Mændene, og hans opstandelse gør ham til det ondes ultimative modstander. Ligesom Satan og Jesus i evangelierne er hinandens diametrale modsætninger, er Gandalf i Ringenes Herre tydeligt den direkte modstander til den personificerede ondskab, Sauron.

Aragorn – Den symbolske Messias

Hvis Gandalf er den opstandne Kristus og Frodo er den menneskelige Jesus, så er Aragorn den symbolske Messias.

Han er – som trilogiens sidste bind fortæller – kongen, der vender tilbage. Han lever som en kriger og vandringsmand og skjuler sit sande ophav, men under krigen mod Sauron tager han sin retmæssige rolle som landet Gondors konge. Med ham på tronen begynder en æra med fred og lykke for menneskeheden.

I Esajas’ bog, hvor Kristi komme ifølge traditionen bliver forudsagt, beskrives frelseren med ordene: ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet.” (Esajas’ Bog 53,2) 

Aragorns introduktion i Ringenes Herre spejler den beskrivelse. Et digt kalder ham ”guldet, der ikke glitrer”, og da hobbitterne møder ham for første gang, finder de ingen skønhed ved ham.

Også Aragorns figur indeholder en symbolsk genfødsel. Da Aragorn forlader landet Rohan, rejser han mod Gondor gennem De Dødes Sti, som fører under en bjergkæde. Efter at være kommet ud på den anden side, sejler han til Gondor med kongebanneret hejst op i masten på skibet. Han gik ind på De Dødes Sti som vandringsmanden Traver og kom ud fra stien som Aragorn, Kongen, der vender tilbage.

Læs også: Kort og godt om J.R.R. Tolkien og Vidste du: Om Tolkien og kristendommen.