Astrid D. Kienitz
Tolkiens kristne forfatterskab I - Ydmyghed
J.R.R. Tolkien har sat sit tydelige præg på fantasy-genren og litteraturhistorien. Hans historier bliver læst i dag med usvækket entusiasme, og instruktøren Peter Jacksons film-trilogi baseret på Ringenes Herre har kun skærpet interessen. Temaerne i Tolkiens historier er evigtgyldige og ikke mindst hentet i hans kristne baggrund
Hele det univers, som Tolkien skabte, emmer af eviggyldige, kristne motiver, og i den posthume Silmarillionen finder man ekko af både skabelsesberetningen, syndefaldet og Kains brodermord.
Det gode og det onde
I de fleste historier, som mennesker fortæller, er hovedtemaet det gode mod det onde – i alle dets afskygninger. Det er et dilemma, der på mange måder er en kristen arketype, hvor Gud og Djævlen står over for hinanden, som personificeringen af det ultimativt gode og det ultimativt onde.
Også i Ringenes Herre er hovedtemaet godhed og ondskab, og i Tolkiens version får temaet et bibelsk præg. Ondskaben, der i Ringenes Herre primært er symboliseret ved det halvguddommelige væsen Sauron, er ligesom i Bibelen ikke en skabende, men en fordærvende magt.
Igennem alle fortællingerne understreger Tolkien, at det kun er Eru, Midgårds almægtige gud, der kan skabe liv ud af ingenting. Ondskabens fyrster kan altså ikke skabe noget selv, ligesom Satan i den kristne fortælling også kun kan friste og fordærve Guds skabninger.
Den svages magt i kristendommen
I den kristne tankegang er magt ikke noget fysisk eller kropsligt, men en åndelig størrelse, der findes i folks sjæl eller tro. Derfor er det heller ikke forbeholdt konger eller kejsere, men er noget alle kan besidde. I Salmernes Bog 8,3 siger korlederen om Herren: ”Af børns og spædes mund/ har du grundlagt et værn mod dine modstandere/ for at standse fjender og hævngerrige."
Den svages magt er specielt tydelig i evangeliernes beretning om Jesus. Den spæde søn af en fattig kvinde, der bliver født i en stald, men alligevel er Himlens og Jordens hersker, er omdrejningspunktet i utallige julesalmer. Luthers salme Lovet være du, Jesus Krist, der er gengivet på dansk af Grundtvig, fortæller f.eks. i vers 3 og 5:
Verden går i dit ledebånd,
dig dog svøbte en kvindes hånd,
du, som har skabt og styrer alt,
blev dog på skød barnlille kaldt.
O, Gud ske lov!
Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid,
rige blev vi til evig tid.
O, Gud ske lov!
Ikke alene kom Jesus til verden uden nogen magt, han gjorde også verdens magt og rigdom ubetydelig.
Den svage i Ringenes Herre
”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre.” Citatet er fra Zakarias’ Bog 4,6, men er egentlig også en net opsummering af tankegangen bag Ringenes Herre.
Ringenes Herre handler grundlæggende om, at Ringen skal ødelægges. Sauron, der skabte Ringen, lagde samtidig store dele af sin egen magt ind i den for at styrke sig selv. Ligesom Voldemort i Harry Potter, der er udødelig så længe dele af hans sjæl findes i horcruxerne, kan Sauron ikke ødelægges, så længe Ringen eksisterer.
Ringen indeholder Saurons magt, og den ville ikke kunne bæres af andre. Saurons vilje og styrke, der ligger i Ringen, kan fordærve enhver anden bærer og bruge deres egen magt mod dem selv. Ringen indeholder den største magt, og måske derfor er det kun den afmægtige og ydmyge, der kan overvinde dens kraft.
Elverfyrsten Elrond udtrykker tanken om de svages magt ved de Frie folks råd i Kløvedal: ”Vejen [til Dommens Bjerg] kan betrædes, men […] hverken styrke eller visdom vil føre os langt hen ad den. […] Men således er det ofte med de gerninger, der får verdens hjul til at dreje rundt: det er små hænder, der udfører dem, fordi de er nødt til det, mens de stores øjne ser andre steder hen.”
Læs også: Kort og godt om J.R.R. Tolkien og Vidste du: Om Tolkien og kristendommen.
Tolkien, Lewis og kristendommen
Tolkien var en anerkendt lingvist og forfatter, men han var også en dedikeret kristen. Han spillede blandt andet en stor – ja, en afgørende – rolle i vennen og forfatteren C.S. Lewis’ omvendelse fra ateismen til kristendommen, selvom Lewis til Tolkiens store ærgrelse ikke blev katolik, men anglikaner.
I modsætning til Lewis, der skrev kristne apologier, tog Tolkien ikke kristendommen direkte med ind i sine tekster: han afskyede allegorier af enhver art. Alligevel prægede hans kristne verdenssyn teksten, og Tolkien skrev senere i et brev til en fan: ”Ringenes Herre er selvfølgelig et grundlæggende kristent værk: ubevidst til at starte med og senere bevidst."
