Bibelen Findes Også Som App, E-Bog og Lydbog
Tag Bibelen med i ørerne i sommer, uanset om du er nybegynder eller bibelnørd.

23.07.2025 Nanna Endahl Jørgensen

Tag Bibelen med i ørerne: Seks podcasts til sommeren

Sommeren inviterer til ro, refleksion og nye perspektiver. Her er seks stærke podcast-anbefalinger, der hver især bringer Bibelen tættere på, uanset om du er nørd, nysgerrig eller nybegynder

Den gode fortælling: Bibelen Leth fortalt

Forfatteren Kristian Leth og journalisten Lauge Hendriksen dykker ned i Bibelens fortællinger og spørger, hvad de betyder i dag. Med kritiske spørgsmål og refleksioner bliver Bibelens historier levende og relevante for vores samtid.

Den skæve vinkel: Hvad ville Jesus have sagt?

Kan Jesus sige noget til vores moderne dilemmaer? Anne-Grethe Bjarup Riis er vært i denne brevkassepodcast, hvor tre præster fra folkekirken svarer på lytternes spørgsmål ud fra, hvad Jesus måske ville have sagt. En jordnær podcast om tro og hverdagens dilemmaer.

Med på farten: Verdens vigtigste bog

Kristeligt Forbund for Studerende producerer denne podcast, der i et overskueligt format introducerer Bibelen i korte afsnit. Velegnet til både bibelnørder og nybegyndere og perfekt til en gåtur i solen.

Den underholdende: Oioioi!

En podcast fra Det Norske Bibelselskab, der er spækfyldt med energi, latter og “oi-øjeblikke” – de steder i Bibelen, hvor man lige må stoppe op, for står der virkelig det? Med unge værter og kreativ historiefortælling inviterer den til både grin og fællesskab.

Bibelen A-Z: BibelBreak

Én tekst, én samtale. Værten og en gæst går slavisk gennem Bibelen – kapitel for kapitel, vers for vers. Udgives af Bibelnøglen.

Den internationale: BibleProject

En engelsksproget podcast for den teologisk interesserede. Vært Jon Collins og teolog Tim Mackie går i dybden med Bibelens temaer og struktur med solide nørdede samtaler, gæster og bibelteologisk indsigt.

Alle podcastene kan findes, dér hvor du plejer at lytte – på Spotify, Apple Podcasts eller din foretrukne podcastapp.