30.08.2023 Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
”Svigter vi ansvaret for vores medmenneske, svigter vi os selv – og Gud”
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der snart er bogaktuel med sin gendigtning af Det Nye Testamente, deler her ét af sine yndlingssteder i Bibelen
”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”
I de vers, der følger, spørger de (selv)retfærdige, hvornår de da skulle have set Jesus som tørstig, fattig og fremmed. Han svarer: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
Disse vers i Matthæusevangeliet kapitel 25 minder mig om, hvilken uendelig værdi ethvert menneske har i Guds øjne, og hvad det også må betyde for, hvordan jeg møder mit medmenneske. De giver mig en dyb tro på, at udsatte mennesker har ret til et andet og bedre liv. At vi er og bliver hinandens anliggende her på jorden – vi bliver ikke fri fra hinanden, og det skal vi heller ikke.
Det betyder jo også, at jeg er elsket af Gud, at jeg også er omfattet af den kærlighed, der kan møde mig i et andet menneske. Jeg er elsket og skal elske andre mennesker. Hvis jeg svigter dét ansvar, svigter jeg i virkeligheden også mig selv – og Gud.
For mig at se er der noget universelt i fordringen. Den er ikke begrænset til, at jeg kun skal hjælpe min nabo. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan tro, næstekærlighedsbuddet kun gælder mine nærmeste. Det gælder alle, og det opmuntrer os til at se, hvordan ethvert menneske på jorden, uanset hvilken nationalitetsgruppe eller trosgruppe det tilhører, er elsket af Gud. På den måde er versene også en påmindelse om, at troen er en verdenstro.
Og ja, ordene stiller et højt ideal op for, hvordan jeg skal møde verden. Men det er også befriende, synes jeg. De giver retning og mening i livet, noget at stræbe efter og holde mit liv op imod. De holder den ligegyldighed på afstand, der kan følge af, når folk siger, at man jo ikke kan redde alle. Og nej, det kan man ikke, men det må aldrig betyde, at man holder op med at stille sig til rådighed for sit medmenneske eller forsøger at gøre en forskel. Vi kan alle gøre mere, end vi tror.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens gendigtning af Det Nye Testamente udkommer den 14. september. Forudbestil bogen her.
Natten åbner sig som en port
Forfatter: | Anne Lise Marstrand-Jørgensen |
---|---|
Sidetal: | 272 |
Indbinding: | Indbundet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7232-293-3 |
---|---|
Mål: | 13,4 x 21,5 cm. |