08.03.2021 Thomas Godsk Larsen
Socialarbejder blandt prostituerede: Bibelen giver håb om en bedre fremtid
Ofre for menneskehandel i Danmark efterspørger Bibelen, fordi den giver dem håb og styrke, fortæller Mercy Obade. Det er hendes egen historie et vidnesbyrd om.
Kvinder og mænd lever under slavelignende tilstande i Danmark. De er blevet lokket til Danmark under falske løfter om arbejde, men når de kommer til Danmark, viser virkeligheden sig at være en anden. De skal nu arbejde en urealistisk stor gæld for rejsen af til bagmændene ved prostitution, opslidende rengøring eller ved at medvirke til kriminalitet så som salg af stoffer. Situationen kan synes håbløs for de handlede, men når de møder Bibelen, vender håbet tilbage, fortæller socialarbejder i HopeNow, Mercy Obade.
Møder stor taknemmelighed, når hun uddeler Bibelen
HopeNow laver opsøgende arbejde på gaden, men også i asylcentre og fængsler, for at finde og hjælpe handlede mænd og kvinder i Danmark. Og selv om bibelforkyndelse ikke er målet med arbejdet, og Bibelen ikke bringes på bane uopfordret, kommer den ofte til at spille en meget vigtig rolle: ”Mange afrikanere er opvokset med en dyb tro, så for dem er det naturligt, at vi beder sammen og læser i Bibelen, når jeg besøger dem i fængslet.”
Mange af de handlede kommer fra Nigeria, men HopeNow møder kvinder og mænd fra lande i såvel Vest- som Østafrika. De senere år er der også kommet folk til fra Østeuropa, Asien og Sydamerika.
Mercy Obade bliver mødt med stor taknemmelighed, når hun kan forære indsatte en bibel, og de kan understrege deres yndlingsskriftsteder: ”Især Salmernes Bog giver dem trøst og styrke. Ordene fra Bibelen giver dem nyt håb og er trædesten for den traumebehandling, vi også yder. Når jeg spørger dem, hvad der giver dem styrke og tro på, at livet kan forandre sig til det bedre, svarer de, at det gør Gud.”
Mange afrikanere er opvokset med en dyb tro, så for dem er det naturligt, at vi beder sammen og læser i Bibelen, når jeg besøger dem i fængslet.
Vil åbne døren for andre
Mercy Obade har været tilknyttet HopeNow i otte år, de første fem år som frivillig og nu som ansat socialarbejder. Hun anslår, at hun hen over en måned er i kontakt med cirka 30 mænd og kvinder, nogle som en del af et længere rådgivningsforløb, andre med kortvarig kontakt. I 2012 var hun selv en af de kvinder, HopeNow kontaktede i fængslet. Hun var blevet anholdt, fordi hun som handlet kvinde var blevet tvunget til at arbejde illegalt.
Med HopeNow’s hjælp, sine bønner til Gud og en stærk tro på, at Gud havde en plan for hendes liv, blev hun løftet ud af mørket og er i dag, som HopeNow’s stifter og leder Michelle Mildwater siger, ”et lys for andre”. Selv siger hun, at hendes liv begyndte under de 40 dage i fængsel: ”Det var der, min dør blev åbnet. Jeg er taknemmelig over, at jeg kan være med til at åbne den for andre, og jeg gør det gerne ved at dele mine egne erfaringer – og Bibelens ord om håb og nyt liv.