08.03.2021 Synne Garff, international chef
Nu skal jeg jo ikke klage ...
Den foruroligende corona-pandemi har slidt på psyken, og den stille skam breder sig. Det er der heldigvis råd for.
Når COVID-19 pludselig hugger til, hverdagen ændres, ritualer, rutiner og rytmer må omlægges, samvær indskrænkes, sociale relationer cuttes, udvekslinger begrænses til digitale platforme, telefoner osv. osv., gør det noget ved velværet. Jeg har ført mange samtaler med mennesker, der var ramt langt hårdere, end de ville være ved, og jeg fornemmede ofte en uudtalt skam. På et tidspunkt i samtalen faldt sætningen så:
”Nu skal jeg jo ikke klage…” med henvisning til verdens hårdest udsatte, til Danmarks udsatte, som jo notorisk har det værre, fordi de enten mangler husly, har mistet deres eksistensgrundlag, familie, venner eller er ramt på fysikken eller økonomien.
Mine samtalepartnere ved, at jeg er vant til at tale med stærkt traumatiserede mennesker i konfliktområder og antager sikkert, at jeg ikke orker at lytte til problemer, som man kunne fristes til at kalde first world problems. Men de tager fejl.
I det perspektiv er det ikke blot i orden, men nødvendigt at ventilere sine bekymringer. Det skal ikke undskyldes.
Bekymringer skal ventileres
Det er helt legitimt at udtrykke sin bekymring eller fortælle om sit tungsind, hvis ens tilværelse på den ene eller anden måde er blevet ramt af virussen. Ja, det kan være livsnødvendigt og velgørende. Vi må måle vores udfordringer på vores betingelser, i vores kontekst. I det sidste års tid vil mange have oplevet en afmagtsfølelse på grund af den ihærdige virus, der invaderede verden og hele tiden søger nye veje. En virus, som vil være ufarlig for de fleste, men fatal for nogle.
Trauma Healing Institute, som forsker i bibelsk sjælesorg, en trosbaseret metode, der kan være med til at forløse traumer, har for nylig udgivet et interessant kapitel til sin håndbog, som udelukkende handler om COVID-19. De konkluderer, at alle vil føle sig stressede på et eller andet tidspunkt i denne tid, hvor meget er så anderledes. Mennesker, der er overvældet af hjælpeløshed, frygt, tab og virkningerne af isolation, kan faktisk føle sig lettere traumatiserede. Man skal heller ikke blive overrasket, hvis smerten ved andre ting, man har oplevet tidligere, vender tilbage netop nu. I det perspektiv er det ikke blot i orden, men nødvendigt at ventilere sine bekymringer. Det skal ikke undskyldes. Så jo, du skal klage!
Vi ved, at Bibelens fortællinger kan noget helt særligt, når det handler om trøst, refleksion, fornyet håb og livsmod. Desværre er mange afskåret fra Bibelen.
En unik bog
Hvad er mere oplagt end at inddrage bøgernes bog til at sætte ord på de følelser og tanker, som vi i udsatte situationer oplever? Vi ved, at Bibelens fortællinger kan noget helt særligt, når det handler om trøst, refleksion, fornyet håb og livsmod. Desværre er mange afskåret fra Bibelen.
Bibelselskabet får året rundt mange henvendelser fra omsorgspersoner og præster, der taler med patienter, veteraner, udsatte familier, flygtninge, asylansøgere, hjemløse, fængslede og prostituerede. Mange af disse udsatte grupper har også fået det værre i det forløbne år, fordi coronasmitten har begrænset adgangen til behandling, omsorg og kontakt med andre. Mange ønsker sig Bibelen på forskellige sprog. Det ønske vil vi gerne blive ved med at opfylde, men det kan kun ske med støtte fra dig. På forhånd tusind tak for din hjælp i denne anderledes og mærkelige tid.