Sanselig bibelfortolkning

I løbet af de seneste 10-20 år har bibelforskningen undergået en ’vending’, der har ført til en voksende interesse for kroppen, det håndgribelige og det sanselige. En ny sanselig og sensorisk bibelfortolkning er spiret frem med fokus på sansernes funktion og betydning i Bibelen. I denne artikel vil vi se nærmere på synssansen og det visuelles betydning i Bibelen.

Se Gud og dø?

I Det Gamle Testamente er der særligt ét emne, der har med synssansen at gøre, og det er spørgsmålet, om det er muligt at se Gud og overleve. Guds fysiske fremtoning er et omstridt emne i Det Gamle Testamente. I Femte Mosebog understreges det fx, at folket Israel netop ikke så nogen skikkelse, da Gud åbenbarede sig for dem på Sinaibjerget (Femte Mosebog 4,12). Der var ild og mørke og skyer, som det hører sig til, når en gud stiger ned på jorden, men ingen genkendelig form. Dette bruger forfatteren til Femte Mosebog til at begrunde forbuddet mod at lave sig billeder af Gud. De kan aldrig blive andet end forkerte, synes ræsonnementet at være, for vi ved jo overhovedet ikke, hvordan Gud ser ud.

I Anden Mosebog kapitel 33 udspiller der sig en interessant scene mellem Gud og Moses. Moses beder indtrængende om at få lov til at se den guddom, hvis befalinger han har adlydt så trofast, men Gud svarer: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.” Kompromisløsningen bliver, at Moses skal krybe ind i en klippespalte. Så vil Gud gå forbi og dække for Moses’ udsyn med sin hånd, idet han passerer, og fjerne hånden igen, så Moses kan se ham fra ryggen og dermed beholde livet. At se Gud bagfra er bedre end ingenting. Der er ikke enighed i Det Gamle Testamente, om man nu virkelig falder død om på stedet, hvis man ser Gud – eller i hvert fald Guds ansigt. I Anden Mosebog kapitel 33 vers 12-23, som vi netop har set på, synes sagen klar, men blot nogle få vers forinden i samme kapitel står der, at Gud og Moses taler regelmæssigt sammen ”ansigt til ansigt” (Anden Mosebog 33,11), og i tekster som Første Mosebog kapitel 32, fortællingen om Jakobs kamp med Gud, eller Første Mosebog kapitel 18, hvor Gud spiser til middag hos Abraham i Mamre, kan mennesker brydes med Gud eller servere et måltid for ham og tale med ham, helt uden at synet af det dødbringende ansigt bliver et tema.

At tro på ører og øjne

Baggrunden for at Moses beder om at få Guds ansigt at se i Anden Mosebog kapitel 33 er, at Moses ønsker en form for bevis for, at Gud virkelig vil lade sit løfte om velsignelse for folket Israel gå i opfyldelse. ”Hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne,” siger Moses (Anden Mosebog 33,16), og tvivlen får ham til at bede om et synligt bevis på Guds trofasthed. Søde ord er ikke længere nok, Moses må ha’ syn for sagn.

Det finder vi også et eksempel på i Jobs Bog. I kapitel 42 er vi nået til sidste del af fortællingen om Job, og her får vi også Jobs sidste replik til Gud, efter at Job har anklaget Gud for at være uretfærdig og Gud har givet Job svar på tiltale ved i grove træk at sige, at der er så meget i Guds forunderligt komplekse skaberværk, som små skabninger som Job ikke har forstand på. Job trækker i land og siger: ” Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked … Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Jobs Bog 42,3 og 5). Synsoplevelsen af Gud, der taler til Job ”inde fra stormen” (Jobs Bog 38,1), giver Job en vished, en forståelse af sin uforstand og lidenhed, som ord alene ikke har kunnet give ham. I disse to fortællinger tror hverken Moses eller Job helt deres egne ører, selv ikke når det er Gud i egen høje person, der taler, men øjnene og synssansen, dem stoler de på.

Se og hør

I Det Nye Testamente er der også en fortælling, hvor synssansen, det visuelle, ’vinder’ over høresansen og det auditive. I fortællingen om forklarelsen på bjerget (Markusevangeliet 9,2-13; Matthæusevangeliet 17,1-13; Lukasevangeliet 9,28-36) tager Jesus tre af sine disciple, Peter, Jakob og Johannes, med op på et højt bjerg, hvor de fire er helt alene. På toppen af bjerget forvandler Jesus sig for øjnene af disciplene. Teksten går ikke i detaljer med, hvad forvandlingen indebærer, men den understreger, at Jesus’ tøj bliver skinnende hvidt, ”meget hvidere, end nogen på jorden kan blege dem” (Markusevangeliet 9,3). Jesus har simpelthen ladet masken falde og tilladt disciplene at se, hvordan han tager sig ud som et overjordisk og guddommeligt væsen. Derefter hører de en stemme fra himlen, der siger, ”det er min elskede søn! Hør ham!” (Markusevangeliet 9,7). Disciplene må se Jesus i sin overjordiske pragt, før de er i stand til at høre ordentligt efter, hvad han siger. De må bruge deres øjne, så de kan tro deres egne ører.

Læs om følesansen i Bibelen

Læs om smagssansen i Bibelen

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har redigeret og bidraget til Gud og os - en ny antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.