Sanserne i Bibelen: Smagssansen

Sanselig bibelfortolkning

I løbet af de seneste 10-20 år har bibelforskningen undergået en ’vending’, der har ført til en voksende interesse for kroppen, det håndgribelige og det sanselige. En ny sanselig og sensorisk bibelfortolkning er spiret frem med fokus på sansernes funktion og betydning i Bibelen. I denne artikel vil vi se nærmere på smagssansen og det gustatoriskes betydning i Bibelen.

Den femte smag

Sanseapparatet er en del af menneskets fysik, og derfor er sanseoplevelser et universelt fænomen. Alle mennesker til alle tider oplever verden ved hjælp af sanserne. Samtidig er der stor forskel på, hvordan enkelte mennesker og forskellige kulturer sætter ord på de sanseindtryk, de oplever. Sanser er altså noget så komplekst som et nærved universelt fænomen, der har utrolig forskelligartede kulturelle udtryksformer. For 20 år siden var der kun fire alment accepterede smage: sødt, salt, surt og bittert. Det var de fire yderpunkter, som den menneskelige smagssans orienterede sig i forhold til, når vi skulle sætte ord på det, vi kunne smage. I 2002 blev det videnskabelige samfund enige om, at der er en femte smag, umami, som man blandt andet finder i ost og kød. Når man læser kogebøger og madanmeldelser i dag, er det vanskeligt at forestille sig, at vi som kultur nogensinde har klaret os i en verden uden umami. Det er et godt eksempel på, at menneskets fysiske anlæg er relativt uforandrede, men at vores viden om og syn på kroppen ændrer sig.

Det søde og det bitre

I de bibelske tekster er der særligt to smage, der fremhæves. Det er det søde og det bitre. Dermed ikke sagt, at mennesker på Bibelens tid ikke også kunne smage salt, surt og umami. Deres sanseapparat og fysiske evne til at smage har været præcis ligesom vores her godt 2000 år senere. Men bibelteksterne fortæller os, at i Bibelens verdensbillede er det søde og det bitre de to yderpunkter, som man især orienterer sig i forhold til, når man reflekterer over smag. Dette to-smags-system finder man flere steder i Bibelen, fx i Ordsprogenes Bog kapitel 27 vers 7: ”den mætte sparker til honningen, men for den sultne er alt bittert sødt.” I modsætning til moderne dansk, hvor vi ofte taler om det sure og det søde som hinandens modsætninger, stiller Bibelen det søde og det bitre op som modpoler. Dette er vældig tydeligt i Esajas’ Bog kapitel 5 vers 20, hvor profeten i en serie af ”veråb” bebrejder de mennesker, der vender alting på hovedet: ”Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert.”

Den søde Gud

Særligt i Det Gamle Testamente er der en tæt forbindelse mellem det søde og det guddommelige. Det ser vi fx i fortællingerne om folket Israel, der vandrer i ørkenen på vej mod det land, som Gud har lovet dem. Israelitterne er flygtet fra tvangsarbejde i Egypten, og nu befinder de sig i ødemarken, og de er bange for at dø af sult. Gud kommer dem til undsætning, og det gør han ved at sørge for, at der på mirakuløs vis falder mad ned fra himlen. Maden kaldes for manna, og mannaen er hvid som korianderfrø, og den smager sødt som en honningkage (Anden Mosebog 15,31; Fjerde Mosebog 11,7). I Salmernes Bog omtales mannaen som englemad (Salmernes Bog 78,24). Først da ørkenvandringen er forbi, og israelitterne er nået frem til det lovede land, holder manna-regnen op (Josvabogen 5,12). Folket behøver ikke længere den mirakuløse manna, for nu befinder de sig i landet, der flyder med mælk og honning (fx Anden Mosebog 3,8), honning, der er godt og sødt (jf. Ordsprogenes Bog 24,13). Den guddommelige mirakelmad smager sødt, det af Gud lovede land drypper af sød honning, og selv Guds ord ”er sødere end honning” ifølge Salme 19 vers 11. Hvis Gud smager af noget, så smager han sødt og godt.

Den bitre forbandelse

I Bibelen er det søde og det bitre hinandens gustatoriske modpoler, og det søde og det guddommelige hænger sammen. På den baggrund er det nok ikke den store overraskelse, at ulykke og forbandelse i Bibelen, kædes sammen med det sødes og det guddommeliges modsætning, nemlig bitterhed. Dette illustreres godt i Fjerde Mosebog kapitel 5 i en tekst, der beskriver en lidt besynderlig – og temmelig uretfærdig - rituel fremgangsmåde, der kan tages i anvendelse, hvis en ægtemand pludselig gribes af ”skinsygens ånd”, og begynder at mistænke sin hustru for utroskab. Hvis manden plages af jalousi, må kvinden gennemgå ritualet for at bevise sin uskyld. Hun skal tømme et bæger, der indeholder ”bitterhedens vand, der bringer forbandelse” (Fjerde Mosebog 5,18-19). Hvis mandens anklage er grundløs, har det bitre vand ingen effekt på kvinden, men hvis hun har været sin mand utro, vil det forgifte hende og skade hendes frugtbarhed.

Kald mig Mara

Det Gamle Testamente er oprindeligt skrevet på hebraisk, og det hebraiske ord for bitter er mara. I Ruths Bog kapitel 1 møder vi Ruths svigermor No’omi. Hun er vendt tilbage til sin hjemby, Betlehem, efter at have mistet både sin mand og sine to sønner. Da hun ankommer, hilser byens kvinder hende velkommen hjem. De kalder hende No’omi, men hun svarer: ”Kald mig ikke No'omi, kald mig Mara, for den Almægtige har forbitret mit liv.” Det ender heldigvis godt for No’omi og for Ruth i sidste ende. Her skal vi blot dvæle ved forbandelsens og ulykkens bitre smag, der står i direkte modsætning til den guddommelige honningsødme.

Læs om følesansen i Bibelen

Læs om synssansen i Bibelen

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har redigeret og bidraget til Gud og os - en ny antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.