Astrid D. Kienitz
Pullman: Den stærke Jesus og den svage Kristus
Titlen på Pullmans roman præsenterer ikke alene personerne, men fordeler også helte- og skurkerollen. Den virkelige skurkerolle er dog gået til den samme, som spillede skurken i Det gyldne kompas - nemlig den organiserede kirke
Der er tre hovedpersoner i forfatteren, som er blevet kaldt "verdens mest berømte ateist", Philip Pullmans Det gode menneske Jesus og skurken Kristus. Den første er Jesus, der som omrejsende sektleder er overbevist om, at Guds rige er ganske nær. Den anden er Kristus, der umærkeligt følger sin bror på afstand for at nedskrive hans gerninger og om nødvendigt at pynte lidt på dem. Og den tredje er den Fremmede.
Den Fremmede viser sig kun for Kristus, som ikke ved, hvem han er eller hvor han kommer fra, men alligevel maler den Fremmede et forførende billede af den fremtidige kirke, som Kristus arbejder henimod - og som Jesus modarbejder.
En stemme fra fremtiden
Den Fremmede bliver ikke tydeligt defineret i bogen. Kristus tror skiftevis, at han er en lærd jøde, en vantro filosof eller måske en engel. Men ifølge Pullman er den Fremmede personificeringen af den fremtidige kirke.
Han opmuntrer Kristus' skrivearbejde, fordi den, der nedskriver historien, styrer, hvad folk ser som sandheden. Ifølge den Fremmede selv, er historie det, der er sket, mens sandheden er det, som vi ved burde være sket. Han styrer Kristus' nedskrivning i en retning, der er optimal for kirken.
Derfor opfordrer han også Kristus til pynte på historien, og specielt bør han udvide miraklernes rolle. Pullman siger:"Et mirakel er et fantastisk hvervemiddel. Det er fantastisk propaganda."
Men den Fremmede påvirker ikke kun, hvad Kristus nedskriver. Han påvirker også, hvad Kristus gør. Det er ham, der får Kristus til at forråde Jesus, og udlevere ham til de romerske soldater. Og det er ham, der får Kristus til at udgive sig for sin egen døde bror for at få folk til at tro på opstandelsen.
Den enes død
Da Pullman besøgte Forfatterscenen på Den Sorte Diamant i København i 2010, beskrev han bogens Kristus som en spindoktor og personificeringen af de første evangelister, der nedskrev deres historier med et specifikt mål for øje, nemlig etableringen af en kirke med Jesus som grundlag.
Kristus er en ivrig fortaler for den fremtidige kirke, men når det kommer til hans bror, falder rosen for døve ører. Jesus vil ikke have del i en kirke, og selve idéen om den frastøder ham.
Derfor ligger der også en selvmodsigelse i bogen, som Pullman selv understreger. Jesus forudsiger kirkens fordømmelse af og drab på utallige mennesker gennem historien, mens den Fremmede fremhæver dens hjælp til de fattige og de skræmte. Men Jesus skrev ikke selv noget ned, og derfor er det kun kirken, der i lang tid bevarede hans fortællinger, og dermed sikrer kirken også hans overlevelse i folks erindring.
Selvom Pullman nyder Jesus' fortællinger, var der ifølge ham ikke noget alternativ til denne kirkeudvikling, som han er så stor modstander af: "Kirkens udvikling var uundgåelig. Men uden kirken ville Jesus' ord blive glemt. Det er et paradoks."
Anmeldelser
Læs også: Støvet og den nye Eva i Det gyldne Kompas og Det gyldne Kompas: Engle og dæmoner.
