Astrid D. Kienitz
Pullman: Det gode menneske Jesus og skurken Kristus
Philip Pullmans bog Det gode menneske Jesus og skurken Kristus nåede at skabe kontroverser med kirkelige grupper, inden den overhovedet blev udgivet. Både genre- og indholdsmæssigt ligger den langt fra hans prisvindende trilogi Det gyldne kompas, men tilfælles er et kritisk blik på kristendommen
Idéen til Det gode menneske Jesus og skurken Kristus fik Philip Pullman faktisk fra den tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams. I forbindelse med Det gyldne kompas roste ærkebiskoppen Pullman, og da trilogien senere blev sat op som teaterstykke, blev der arrangeret en debat mellem Williams og Pullman. Her bemærkede Williams, at bogen var kirkekristisk, men slet ikke forholdt sig til kirkegrundlæggeren Jesus - og det lovede Pullman at råde bod på.
Et kritisk evangelium
Det gode menneske Jesus og skurken Kristus er skrevet indenfor evangelium-genren. Da Pullman forberedte bogen, læste han tre forskellige versioner af Det Nye Testamente. I bogen blander han fortællinger fra de kanoniske og de apokryfe evangelier. En af de historier, som han har hentet fra de apokryfe fortællinger, er historien om barnet Jesus, der former svaler af mudder og derefter med en berøring vækker dem til live.
Han har også koncentreret sig om Paulus' breve i Det Nye Testamente, og det var her han hentede sin idé om at splitte sin hovedperson op i tvillingerne Jesus og Kristus. Pullman siger selv:
"Hvis du ser på epistlerne bliver ordet 'Kristus' nævnt over 150 gange, ordet Jesus ses kun 30 gange. Det er klart, at Paulus er optaget af den Kristus, der er opfaret til Himmels. Og det er fantasi, total fiktion."
Ved at dele personen Jesus op i tvillingerne Jesus og Kristus forsøger Pullman at flytte Jesus som historiefortæller og moralsk forbillede væk fra den opstandne Kristus, som Pullman kalder 'spekulativ'. Forfatteren siger videre:
"Jeg var fascineret af, hvor meget mere optaget Paulus var af Kristus end af Jesus. Det syntes jeg, var meget interessant, og jeg ville gerne fortælle en historie, som understregede Jesus' og Kristus' forskellige egenskaber, så jeg besluttede mig for at gøre dem til to figurer."
Den geniale historiefortæller
I Det gode menneske Jesus og skurken Kristus finder man den kirkekritik, som Pullman også udtrykte i Det gyldne kompas, men også stor respekt og interesse for personen Jesus.
Pullman mener selv, at Bibelens klassiske fortællinger og specielt historierne om Jesus stadig er relevante i den moderne folkeskole:
"Jesus var en fantastisk historiefortæller. At opfinde historien om den barmhjertige samaritaner. Når man har hørt den én gang, glemmer man den aldrig, man fortæller den til en anden og den har samme effekt. Manden var en genial historiefortæller, om ikke andet," sagde Pullman ved Oxford Litteraturfestival i 2013.
Læs også: Støvet og den nye Eva i Det gyldne Kompas og Det gyldne Kompas: Engle og dæmoner.