Paven.
Ved en messe i Peterskirken anerkendte Pave Frans for første gang det armenske folkedrab. Foto: Pixabay.

13.04.2015 Thilde Thordahl Andersen

Paven anerkender folkedrabet i Armenien

I anledning af 100-året for massedrabet på mellem en og halvanden million armeniere anerkender Pave Frans nu hændelserne i 1915 som et ”folkedrab.” Det glæder Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff.

Det skete i 1915. Armenien blev udsat for talrige massakrer, og mellem en og halvanden million mennesker måtte lade livet, da osmannerne indtog Armenien og begik massedrab på befolkningen.

Ved en søndagsmesse i Peterskirken i Rom den 12. april anerkendte Pave Frans så for første gang begivenhederne i 1915 som et ”folkedrab.”

”I det seneste århundrede har vores menneskelige familie gennemlevet tre massive tragedier uden fortilfælde. Den første, som bredt er anset for at være det første folkedrab i det 20. århundrede, ramte jeres eget armenske folk,” sagde paven ifølge Ritzau ved messen, hvor 100-året for massedrabet blev markeret.

Læs mere om historien bag folkedrabet.

Pave Frans har ikke tidligere brugt ordet ”folkedrab” om hændelserne i Armenien for ikke at træde Tyrkiet over tæerne.

Og pavens udtalelser har da også fået konsekvenser. Tyrkiet har således trukket sin ambassadør hjem fra Vatikanet, og de tyrkiske myndigheder har i samme ombæring indkaldt den armenske ambassadør i Tyrkiet til en samtale.

Det er nødvendigt og bestemt en pligt at ære deres minde.

Tyrkiet har ikke anerkendt begivenhederne i Armenien som et folkedrab, og de har tidligere reageret voldsomt på beskyldninger om, at tyrkere skulle stå bag det første folkedrab i moderne historie.

Men ifølge paven bør man ikke glemme de dræbte i Armenien:

”Det er nødvendigt og bestemt en pligt at ære deres minde, for når erindringen udviskes, så betyder det, at det onde får sår til at forblive,” siger han. Det skriver Ritzau.

Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff, glæder sig over pavens anerkendelse af folkedrabet og siger:

”Mellem en og halvanden millioner armeniere blev dræbt. Uskyldige kvinder og børn blev slagtet. Man var tæt på at udrydde verdens første kristne nation. Hvis ikke det var et folkedrab, hvad var det så?”

Hun mener ligesom paven, at ofrene for de voldsomme massakrer bør mindes og peger på, at det er værdifuldt, at netop Pave Frans anerkender folkedrabet:

”Paven sidder på apostlen Peters stol, der også kaldes 'den hellige stol'. Det er altså ikke fra en hvilken som helst stol, paven udtaler sig. Han er leder for over en milliard mennesker, som han vejleder og rådgiver i moralske spørgsmål. Med andre ord: Verden lytter, når paven taler. Ja, jeg tror, paven kan være med til at flytte bjerge.”

Det armenske folkedrab

En række lande har officielt anerkendt folkedrabet. Det er: Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Schweiz, Sverige, Rusland, Polen, Litauen, Grækenland, Polen, Slovakiet, Cypern, Libanon, Uruguay, Argentina, Venezuela, Chile, Canada, Vatikanstaten, Australien og Tyskland. 

Danmark har ikke anerkendt folkedrabet.