06.11.2025 Bibelselskabet
Oversættergruppen bag Første Korintherbrev er på plads
Tidligere i år udkom Filipperbrevet i prøveoversættelse, og nu er endnu et af Paulus' breve på vej i ny sprogdragt. Læs her, hvem der skal oversætte
Arbejdet med den nye autoriserede bibeloversættelse fortsætter, og nu kan oversættergruppen bag Første Korintherbrev offentliggøres. Ligesom de øvrige oversættergrupper består den af en førsteoversætter, en eksegetisk sparringspartner og en sprogkonsulent:
Førsteoversætter: Birgitte Graakjær Hjort (f. 1967) er cand.theol. og ph.d. fra Aarhus Universitet og har taget Diplom i ledelse og siden Master i offentlig ledelse. Har arbejdet som forsker og underviser på Aarhus Universitet i cirka 10 år, dernæst været sognepræst i en årrække, før hun blev leder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i cirka 10 år. Er nu domprovst i Aarhus. Har udgivet en række videnskabelige publikationer og er medudgiver af flere tværfaglige debatbøger. Har bestridt en række bestyrelsesposter, deltaget i udvalgs- og kommissionsarbejde på landsplan i folkekirken, været beskikket censor og landsformand for Rederne og KFUK's Sociale Arbejde.
Eksegetisk sparringspartner: Kasper A. Bergholt (f. 1995) er cand.theol. fra Aarhus Universitet og præst i Hedensted Valgmenighed. For sit speciale om nyere oversættelsesteori modtog han i 2025 Collegium Biblicums talentpris. Desuden har han udgivet flere bøger og podcasts om bibelteologiske emner.
Sprogkonsulent: Dy Plambeck (f. 1980), forfatter. Debuterede i 2005 med Buresø-fortællinger. Siden har hun udgivet en række anmelderroste romaner, senest Mod midnatssolen (2024). Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, Jytte Borberg-prisen og Politikens Litteraturpris. Dy Plambeck skriver også sange og salmer og har flere sangtekster optaget i bl.a. Højskolesangbogen, Kirkesangbogen, Efterskolesangbogen. Fra 2017-2020 sad Dy Plambeck i det udvalg, der redigerede den 19. udgave af Højskolesangbogen. Hun har også redigeret Højskolesangbogen for børn.
Om den kommende bibeloversættelse
Danmark skal have en ny autoriseret oversættelse af Bibelen. Oversættelsen er planlagt til udgivelse i 2036, som er 500-året for reformationen i Danmark. Den vil naturligt afløse den seneste autoriserede oversættelse fra 1992. Prøveoversættelser af de 66 skrifter, der udgør Bibelen, udkommer løbende.
Bliv medlem og modtag prøveoversættelser som e-bøger
Som medlem af Bibelselskabet er du med til at gøre Bibelen tilgængelig for andre – både herhjemme og ude i verden. Jo flere vi er, jo større forskel kan vi gøre. Når du er medlem vil du løbende modtage Bibelen i prøveoversættelse som e-bøger. Tilmeld dig nu og modtag også de to første e-bøger.
Markusevangeliet og Filipperbrevet
| Sidetal: | 92 sider |
|---|---|
| Indbinding: | Softcover med flapper |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7232-358-9 |
|---|---|
| Mål: | 12,8 x 8,6 cm. |